Oskar er, som navnet antyder, en meget personlig plade, som gavmildt tager os med ind i familiære situationer, i indkørslen, den toværelses, parforholdet og ikke mindst ind i fortællerens skiftevis tvivlende, forpinte og lykkelige lille hjerte.
Oskar Krusell er den ene halvdel af Kogekunst, et herligt kogt foretagende, hvor vanvid og hverdag smelter sammen i en minimalistisk rock/synth-lyd. Trods genremæssigt store forskelle placerer Kogekunst sig i selskab med nyere danske navne som Synd og Skam, Bisse og Skammens Vogn, der alle har en vellykket form for poetisk lemfældighed til fælles i omgangen med det danske sprog. Med sig i bagagen på sin solovej har Krusell heldigvis stadig en del af den naive umiddelbarhed, der præger Kogekunstudgivelserne. Men det er også en mere moden og mærket fortæller, end vi før har mødt. På den måde er Oskar et mere straight up singer/songwriter eller troubadourisk album, som ikke har travlt med at klappe formerne af.
Pladen er på tekstsiden en form for meditation over det ubehag, der kan opstå, når alt i livet tilsyneladende spiller – ikke ulig temaerne på Kogekunsts sidste udgivelse LALA. Ubehag eller mistro, som Krusell kalder det på pladens sidste nummer af samme navn:
»Jeg vil vågne uden mistro/ særligt siden dig/har jeg våget over det gode bånd jeg har til dig«.
Hvordan finder man sig til rette i at have (nærmest) alt og dermed have alt at miste, synes spørgsmålet at være. Heldigvis leder fortælleren ikke efter nemme, horoskopagtige svar på svære spørgsmål, og det er noget af det, der gør det vedkommende at lytte til Oskar. Det liv vi møder er et helt liv komplet med grimme komplekser og en ukuelig tro på sig selv, selv når man bare er »klasse 1 mennesker / med 2. klasses kendskab til/hvem vi også er«, som det hedder på “Easy Listening”. Tilmed præsenteret på en måde som er befriende uironisk.
Ambivalensen opsummeres fint på introsangen “Gør Taknemmeligheden Nemmere”, som også er pladens mest rendyrkede, og i øvrigt en ganske dragende, ballade. Krusells mørke, nærmest Cohenske røst høres over et simpelt guitarriff:
»Ad for fanden en taber, der ikke modtager ros / og solen den banker ned og gør mig lækker / og forærer fred / og med et håb i blikket ser jeg din bil i grus«
Næsten umærkeligt driver nummeret mod et larmende højdepunkt, hvor distortion-fanden bryder løs. »Det var satans«, brøler Krusell, »skal du være så fantastisk?«, mens en vildfaren violin bærer os ned fra peaket, ned til en kor-flankeret taksigelse af Gud, forældre og venner, som »gør taknemmelighed nemmere«. Det er ikke småting, men Krusell har fundet en tilpas uprætentiøs formel til at lægge lyd, sjæl og ord til taknemmeligheden.
På “Al Min Indestængte Vrede” er melodien domineret af noget, der lyder som en lidt forkølet fløjte, der, akkompagneret af et cute uh-uh kor, egentlig lyder ret fed. Igen brydes nummerets ellers stilfærdige rock-pop komposition af en støjeksplosion, der her rusker op i fortællerens »indestængte vrede og for længst hengemte glæde« som dog med forløsningen får lov at »følges ad / og se på følelser i krydset«.
Det er en mere optimistisk fortæller, end vi tidligere har mødt. Det sure får aldrig helt lov til at dominere over det søde, og på den musikalsk melankolske “Alt Hvad Jeg Ejer”, bedyrer Krusell endda at han »har det godt / virkelig, virkelig godt«. Det er sjældent, man hører den slags bundsolide, positive udsagn akkompagneret af cello og et kor i overlagt dissonans (og så i munden på en (fellow) nordjyde!). Det er virkelig, virkelig godt, og der er noget Dissing-agtig fandenivoldskhed over det.
Genredansen videreføres i nogen grad fra Kogekunst-platten til soloprojektet, omend Oskar indeholder en håndfuld mere tilbagelænede numre drevet primært af akustisk guitar og Krusells ordkløveri. Her knækker de skrabede arrangementer dog lidt pladens skæve stamina. “Brusende Held” og “Jeg Sku Hilse Fra En Ven” har eksempelvis begge nogle fine lyriske øjeblikke, men gør ikke noget stort musikalsk væsen af sig. Eller måske rettere blegner de i kontrasten til de øvrige, mere eksperimenterende numre.
Oskar lyder helt klart fedest, der hvor det læner sig op ad en skramlet kolonihaverock med spontane udbrud fra de instrumenter, der lige var tilgængelige i skuret. Sådan lyder “Jeg Kan Ikke Gøre For Det” i hvert fald lidt, komplet med slackerspade, “uha-sikke-noget”-kor og en munter melodi der understøtter en absolut herlig tekst om at bruge livet på et svært forsøg: nemlig at elske sig selv. Et hornblæst break og en gospeloutro i tiltagende tempo cementerer, at Krusell mestrer det sammensatte arrangement. Opfølgeren “Lider og ler” fortsætter i samme sære spor, selvom den muntre tone nok er erstattet af desperation, ansporet af et skærebrænderriff og et vuggende tempo. Verset har noget ildevarslende over sig, mens omkvædet minder mere om en happy-slappy vanvidsvals, der ender i et småpsykotisk grin (»jeg lider og ler / når du ikke kan mere / ha ha ha«).
Trods svingende intensitet numrene imellem, hægtes albummet fint sammen grundet Krusells krøllede fremskrivninger af fortællerens erfaringer. Det er ret unikt i musikkens verden at finde så nøgterne og alligevel lyrisk fornøjelige beskrivelser af tilværelsens ulidelige lethed/lette ulidelighed – og i de øjeblikke hvor der bliver sat horn og strøm til, lyder det bare godt.
