Klokken var otte minutter i koncertstart, og Gaia var halvtom. Det kan man godt undres lidt over, for på en festival, hvor det ikke ligefrem vælter med metal, skulle man tro at alle de tilstedeværende metalhoveder på ville styrte til teltet i stride strømme. Det var ikke tilfældet. Måske var de slet ikke på festivalen. Måske var de ikke helt klar til et så anderledes metalband som Ithaca.
Ithaca er (i hvert fald ifølge dem selv) et frisk pust i en ellers fortrinsvist testosterontung og sort verden, hvor vrede, smerte og sorg fylder hele sendefladen. Her skiller den fem personer store gruppe sig ud ved for det første at inkludere personer af mikset ophav og anden seksuel orientering end heteroseksuel, og for det andet at forkaste idéen om, at alt skal være sort tøj og headbanging. På scenen her til eftermiddag var der således både afslappede hvide skjorter, farverige guitarremme, brillesnore og gudhjælpemig også et par Crocs. De sad på fødderne af bandets forsanger, Djamila Boden Azzouz. Og selvom hun med sin stærke stemme er en fremragende fortolker af førnævnte vrede, smerte og sorg, så er der i Ithacas verden også plads til håb og en opløftende idé om, at man kan vende modgang og traumer til sin fordel og gøre det til sin styrke; lade det negative være ilden, der fodrer fremgangen.
Det lyder alt sammen meget fint, og selvom guitarist Sam Chetan-Welshs brugte ret lang tid på at forklare deres agenda om at hele traumer og vende modgang til fremgang, så var bandet meget langsomme om at komme op i omdrejninger. Lyden sad lidt skævt fra start, og med for meget luft imellem publikummerne blev stemningen lettere akavet de første par numre. “The Future Says Thank You” fra bandets nyeste plade, They Fear Us fra sidste år, blev indledt med en smuk og stille guitarmelodi, men bragede derefter godt igennem, og Azzouz vekslede overbevisende mellem skønsang og helvedesskrig. Men det virkede lidt, som om at bandet ikke rigtig spillede sammen, men mere bare spillede ved siden af hinanden. Der var ikke nogen umiddelbar finger at sætte på nogle elementer – de var bare ikke sådan helt på bølgelængde med hinanden. Den tonstunge “Cremation Party” blev indledt med en opfordring til lidt moshing, og det var virkelig tilfredsstillende at se og høre en kvinde med neonorange rottehale skrige »there’s nothing like a cremation party!« som gjaldt det livet. Men intet af det kunne helt overbevise publikum.
Kun til det, der skulle vise sig at være allersidst, blev det rigtig godt. Da vi nåede til den fræsende, ondskabsfulde “They Fear Us”, syntes Ithaca endelig at have fundet hinanden. Versets bærende guitarriff var massivt, og den udfordrende, selvfede befaling »Stop praying to god / I’m not listening,« blev slået fast med syvtommersøm. Lige efter kom “Impulse Crush” fra bandets første plade, The Language of Injury, og der fik man for alvor blæst sin hjerne ud af Azzouz’ vrede growlen samt Chetan-Welshs og Will Streets dystre og bastante guitarlydtæppe – kun punkteret af et snerrende, insisterende, repeterende riff, der blev ved at stikke til lytteren som en herligt irriterende splint i fingeren. Men sagde Chetan-Welshs virkelig lige, at dette var deres sidste sang? Det gjorde han. Bedst som man var blevet kørt op, og moshpitten endelig havde nået kogepunktet, så tog bandet et billede med publikum og gik af scenen efter ligegodt 30 minutter. Og det var så det. Bedst som man var klar til mere, var der ikke mere. Virkelig en flad fornemmelse.
»Always leave them wanting more,« som man siger. Men Ithacas korte koncert endte desværre med at føles som et afbrudt samleje.
Alle fotos: Daniel Nielsen
