Det er efterhånden længe siden, at Shiny Darkly var et ungt og lovende rockband. Efter mere end et årti i undergrunden må Kristoffer Bech og Mads Lassen efterhånden betegnes som veteraner på den københavnske postpunk-scene. Så kan det godt være, at det brede folkelige gennembrud ikke lader til at vente lige rundt om hjørnet, men 11 år efter debuten er der heldigvis stadig fuld damp på den kreative keddel.
Ja, sidste års EP Heavyy er vel noget af det bedste og mest helstøbte, som vi har hørt fra duoen. Sidenhen har de så udsendt den fængende og virkeligt velproducerede single “Letter”, som teaser for en kommende EP til efteråret. Alt dette gjorde mig nysgerrig på at se, høre og mærke, hvor Shiny Darkly befinder sig som liveband i dette herrens år, 2023.
Efter en tur op under loftbjælkerne på Huset i Magstrædes intime blackbox-scene Xenon kan jeg rapportere, at bandet befinder sig et rigtig godt sted. Når Shiny Darkly holder hof – hvad der desværre efterhånden er en relativ sjældenhed – er det stadig mørkt og støjende som ind i helvede. Her er ikke tale om et infernalsk helvede, men et køligt og dystert helvede, hvor silhuetterne af et spøgelsesband badet i blåt neonlys sender bølger af herlig støj sovset ind i rumklang ud over publikum.
Det kan godt være, at Shiny Darkly er blevet til en duo på studieindspilningerne, men livebesætningen var denne aften udvidet til en kvintet, hvor de ekstra hænder fermt betjente synthesizer, violin og bas. Det gav fra start af et overvældende lydtryk i det lille, tætpakkede og svedige loftrum, hvor jeg skal love for, at anlægget undervejs blev presset til sit yderste i takt med, at intensiteten i koncerten løbende steg frem mod klimakset.
Sættet blev indledt med den 60’er-syrerockede “You Feel Like You Should” fra debuten og sendte et klart signal om, at vi ville blive forkælet med en rundtur gennem hele bandets diskografi. Generelt var der en god progression i sangene på aftenen, da åbneren gik videre til den mere vuggende “Sacred Floor” og herefter fik vi den første af de nye, uudgivne sange fra den kommende EP II. Den blev ikke præsenteret fra scenen som en ny sang, men der var ikke desto mindre tre sange på sætlisten, som jeg ikke kendte på forhånd. Det kunne tyde på, at hele den nye EP fik taget sin live-mødom under aftenens koncert.
De nye sange skal formentlig have lidt mere tid til at modnes hos publikum, før de bliver til koncertfavoritter. Omvendt var det tydeligt, at “Letter” allerede har bidt sig fast. Min sidemakker udbrød i hvert fald begejstret »det er kraftedme en fed sang«, da det snurrende søsyge-guitarriff rindede ud for sidste gang. Og det må jeg jo give ham ret i.
Aftenens højdepunkter var imidlertid de lidt ældre skæringer, der blev præsenteret i nye klæder gennem aftenens udvidede bandbesætning. Jeg var eksempelvis vild med kombinationen af de to sange “New Country” og “The Lake Mirrors It All” fra albummet Bronze, der faldt omtrent midt i sættet som et lille pusterum. Her blev koncerten pludselig decideret groovy, da bandet faldt ind i et herligt psychet og nærmest pseudo-krautrocket syrejam. Selvom jeg er glad for støjelementer, så var det tiltrængt med et temposkifte, før der igen blev bygget på frem mod klimakset. Hvis jeg skal kritisere én ting ved koncerten, så bliver det nemlig i længden en kende ensartet med det mørkeunivers, som Shiny Darkly har dyrket i over et årti – uanset hvor dybe cuts fra diskografien, man hiver op af hatten.
Til gengæld skal jeg love for, at vi fik et passende klimaks med aftenens sidste nummer! Da de karakteristiske horror-inspirerede synth-toner (som sender mig tanker i retning af lige dele Bauhaus og John Carpenters ikoniske filmscores) indvarslede “Soft Skin” i takt med, at de hidsigt blinkende stroboskoplys tog voldsomt til i intensitet, så var det umuligt ikke at overgive sig til støjen og udskejelserne på scenen. Kristoffer Bech sværmede rundt på scenen og skiftevis opgejlede publikum, når han ikke lige gav Mads Lassen en hånd med på trommesættet ved at tæske guitaren ned i hi-hatten.
Jo, jo. Bandet kom da ud på scenen igen og gav os debut-hittet “Into The Shade” som ekstranummer, så vi lige kunne komme ned på jorden igen. Det havde de egentlig ikke behøvet for min skyld, da den forudgående afslutning egentlig havde været så stærk. Men det var en fin gestus. 16 sange blev det vidst til alt i alt, hvilket måske også var lige til den lange side. I hvert fald var det svært ikke at bemærke, at publikum mod slutningen så småt begyndte at sive lidt.
Til gengæld var det en fornøjelse at se, at Shiny Darkly stadig holder den mørke og støjende fane højt. De er lige så uforskammede, som de altid har været. Jeg kunne dog godt tænke mig at opleve bandet igen på en scene med et endnu mere velvoksent højtaleranlæg, hvor lydmuren virkelig kunne blive den fysiske oplevelse, som den tydeligvis er tiltænkt. Det havde været prikken over i’et.
Fotos af Daniel Nielsen.
