Med blot tre dages varsel var det lidt af en overraskelse, da raplegenden Nas den 14. september, på sin 50-års fødselsdag, udsendte nyt album. Overraskelsen blev ikke mindre af, at dette er hans andet fuldlængde album i år, og hans sjette album siden 2020! En vanvittig produktivitet, der er opstået i samarbejde med produceren Hit-Boy. Tilsammen har de skabt både den fremragende trilogi King’s Disease (2020, 2021, 2022) og har ind i mellem disse udgivet endnu en trilogi med Magic-albummene, der nu foreløbig kulminerer med det 15 numre lange Magic 3.
Og Nas synes sammen med Hit-Boy virkelig at have ramt en kreativ guldåre. En oplevelse han selv bekræfter på Magic 3, hvor han taler om at føle sig på toppen af sin karriere. Det italesætter han på nummeret ”No Tears”, hvor hans yngre selv rapper til hans nuværende jeg: »That big age you rap / You did your big one / My favorite era from you gotta be this one.«
Og der ingen tvivl om, at Nas i disse år i vidt omfang er tilbage på toppen af sit game. Han synes siden King’s Disease I at have genfundet ilden og skarpheden i både hans tekster og hans levering. Lyt f.eks. til ”Sittin’ With My Thoughts”, når han rapper »My family was my motivation / Focus on the elevation, I’m attractin’, not chasin’ / We ain’t scared of niggas, we rarer than niggas / Rope chain hang, diamonds in the pendant / I am independent / She wrote a comment, they pinned it.«
At Nas stadig hører til blandt de bedste og mest betydningsfulde rappere her næsten 30 år efter det ikoniske Illmatic (1994), forsøger han at demonstrere på den første tredjedel af Magic 3, der mestendels består af klassisk blærerøvs-rap med boom bap-bangeren ”I Love This Feeling” som et klart højdepunkt. Problemet er imidlertid, at det meste faktisk ikke er synderligt interessant at høre på. Specielt ikke fra en så moden kunstner, der allerede for 30 år siden cementerede sine evner som braggadocio-rapper, og som med de sidste tre års udgivelser har vist, at han kan have uendeligt meget mere på hjerte.
På Magic 3 bliver Nas således langt mere interessant og vedkommende, når han rapper om andre end sig selv, og når han fortæller historier, som det er tilfældet på ”Pretty Young Girl”, ”Based On True Events” og ”Based On True Events, Pt. 2”. På disse numre hylder han henholdsvis. et kvindeideal, beskriver en problematisk relation knyttet til et påstået selvmord og fortæller en historie om en narkohandel, der går galt. Efter en lidt ligegyldig indledning, vokser albummet derfor i interesse cirka halvvejs inde. Desværre er der ikke nok af denne type numre, for på albummets sidste tredjedel vender Nas igen tilbage til blærerøvsrappen med ”Blue Bentley”, ”Jodeci Member” og ”Speechless, Pt. 2”, der primært handler om egne evner og hans status som kunstner. Med tanke på tekstindholdet på King’s Disease-albummene, hvor Nas tager livtag med relativt store eksistentielle emner i rollen som far, partner og kunstner, så er Magic 3 en noget mager omgang, der ikke kan undgå at skuffe.
Som følge af deres lidt usammenhængende, mixtape-agtige feel har Magic-albummene i det hele taget føltes, som om de et stykke hen af vejen bestod af numre, der måske ikke kom med på King’s Disease-udgivelserne. Det betyder ikke, at kvaliteten på Magic-albummene har været dårlig, men at der måske har været færre højdepunkter på dem. Og på Magic 2 og ikke mindst på dette seneste album, sidder man lidt med en følelse af at få serveret en metervare. En metervare med et solidt bundniveau, men en metervare ikke desto mindre.
Bevares, selvfølgelig er der enkelte iøjnefaldende momenter på albummet. Udover den førnævnte ”I Love This Feeling”, fungerer ”Sittin’ With My Thoughts”, hvor Nas reflekterer over sit liv og sin karriere over en stemningsfuld, keyboard-båret produktion, også rigtigt godt. Og ”Superhero Status” er heller ikke noget dårligt nummer. Men ellers er der lidt langt mellem snapsene. Fremhæves skal dog også albummets eneste gæsteoptræden, hvor Lil Waynes med sit kraftfulde vers på ”Never Die” sætter en streg under, at hans talent ikke begrænser sig til sydstatsbeats.
Generelt set leverer hverken Hit-Boy eller Nas på Magic 3 mange præstationer, der vil blive husket i Nas’ bagkatalog. Hit-Boy skuffer med for mange produktioner, der nok starter godt med deres lækre soulsamples, men som over tid ofte bliver ensformige og lidt ligegyldige, og som for de flestes vedkommende mangler nerve og kant nok til for alvor at bide sig fast. Så selvom samarbejdet mellem Hit-Boy og Nas har resulteret i nogle fantastiske albums de seneste tre år, med King’s Disease II, King’s Disease III og Magic I som særligt værd at nævne, så er den kreative guldåre måske ved at være udtømt. Måske kan man faktisk godt få for meget af en god ting.
