Under en helt anden genrefane, et helt andet sted, er der en linje i nummeret “Stumpwork” af Dry Cleaning, post-Brexit-wavens både mest og mindst poetiske band, jeg godt kan lide: »What I really love is to not use something to its full capacity / Not full power / Half its potential.« Sætningen kommer tilsyneladende til mig i lytningen her, fordi det på en måde beskriver det, Hess is More gør på Cæke.
Hess is More’s seneste skud på stammen er simpel og ren i sin komposition og sin instrumentering. Det som gøres godt, gøres bedst med mindst mulige virkemidler – less is more – er vel devisen. Og det fungerer heldigvis virkelig fint i Hess og kompagnis hænder, som spiller op til en form for mærkværdig, introvert dans med nænsom xylofon og bløde, men skudsikre trommemaskinebeats.
Bag navnet (og ordspillet) Hess is More gemmer sig, hvad de selv kalder et cirkulært, transatlantisk samarbejde, i den forstand at de deltagende musikere bevæger sig mellem punkterne København, Berlin og New York. Ligesom geografien overskrider musikken også ofte grænser for genrebetegnelser i de nu ni fuldlængdeudgivelser, der ligger bag Hess is More. Frontmand Mikkel Hess har da også et væld af kunstformer i sin portefølje, som udspringer af musik, men tilsyneladende ligeså godt kan ende i en plastikkunstinstallation eller en spillefilm. Og den leg med konventionerne kommer på Cæke på en måde til udtryk som en underspillet fandenivoldskhed.
Pladen lægger da også for med en sætning, der kan beskrives som en form for positiv nihilisme: »I love my life / I fuck my wife.« Som et mantra gentages den om og om igen, indtil min indledende tåkrumning over dette naive hjerte/smerte-rim faktisk fortager sig, tåkrumningen forplanter sig til resten af fødderne og bliver til en vippen til rytmen af det lette, dog insisterende trommebeat. Nummeret er en mærkværdig dans mellem sværmeriske synthnoter, der daler som små missiler og et simpelt, krautet guitarriff. I et legesygt break kontekstualiseres mantraet: »6 months in, 3 months to go / Banana coming up, let the whole world know / You’re my cake, can I be your spoon / Uh ah momma, baby coming soon.« Det barnlige i ikke at kalde ting ved deres navn, men i stedet kalde dem banan og kage, er både utroligt cringe og lidt sjovt. Men at give plads til det barnlige og ligefremme går godt i spænd med det minimalistiske udtryk.
På “Are you sleeping”, er det også den gakkede stemning, der fylder. Jeg får lidt Talking-Heads-i-nedsat-tempo-associationer med et brostykke betrukket med fløjt og en herligt lallet melodi, der glider over i et underfundigt vers, hvor vokalen falder samtidig med beatets slag. Når Hess synger »Are you sleeping, maybe dreaming? / Wake up! Enter here,« føles det lidt som at blive prikket til af en påtrængende sengemakker, der river dig ud af din søde døs.
“Halløj Kan Du Høre Mig?” fortsætter tematisk i samme spor. Nogen eller noget kræver din opmærksomhed, her i form af hvad der lyder som interferens på en (transatlantisk?) forbindelse. Der er noget prøvende over nummeret, der glider ind og ud af støj og gentagelse af spørgsmålet, som synges tostemmigt, »Skal vi synge videre?«. Der kommer ikke noget svar, men det får lov at stå som et sjovt, lille eksperiment, der går godt i tråd med den overordnede lethed på pladen generelt. Kun et enkelt sted, på det mere straight-up electropoppede nummer “You Don’t Dance”, kammer det fjollede lidt over. I sig selv et fint dansetrack som taget ud af 2010’ernes larmende electro, men det føles indeklemt på en plade med en ellers original og minimalistisk lyd.
Enkelte numre er befriet helt for den påtagede naivitet eller ironi. “You And Me And Them” sætter en stor stemning med meget lidt – en virkelig fin melodi, et rørende lille klaverstykke. Og så brydes det pæne ved et break, hvor vokalens volumen justeres op til et næsten-råb og ned til en hvisken ved hjælp af teksten »More and more and more and more with less and less and less and less,« som var det en slags trylleformular. ”Always There”, en sang hvor Hess’ behagelige stemme kommer til sin ret, flankeret af lette xylofoner og et skønt, blåtonet harmonikaindslag, bidrager ligeledes til at give nogle tiltrængte åndehuller for følsomhed.
Det bedste der kunne ske, sker faktisk på pladens sidste nummer. Nemlig at de to sider forenes, det lette og gakkede og det fine og følsomme. Det er måske også det mest eklektiske nummer. Der er klare jazzreferencer – en akustisk klaversolo, en varm bas, lyden af stikkerne der rammer trommeskindet står virkelig frem – og samtidig har det den der krautede evighedsfølelse, skabt af den evindelige klimpren fra en xylofon og et drilsk guitarriff, som er nummerets brusende hovedpulsåre. Instrumenteringen udbygges næsten umærkeligt, ind kommer et kor, klaveret flyder over i en lykkelig lille skala, vi fader ud.
Cæke er først og fremmest en let og behagelig electropopplade med solide melodier, uden dikkedarer. Letheden er ikke i betydningen forglemmelig eller whatever. Der er noget absolut vedkommende og interessant ved dens tekstlige fjollethed, der væves ind og ud af mere og mindre dansable synthmønstre og korte, hypnotiserende gentagelser. Det føles som en tur igennem et lille stykke levet, voksent liv, måske lige i den sidste krampetrækning af udskejelse, inden alvoren i et forældreskab, et tab, en ny virkelighed rammer.
