Det er blot et år siden, at Vegyn udkom med projektet Headache og det unikke album The Head Hurts but the Heart Knows the Truth. Det forundrer mig stadig, hvordan albummet synes at have gået manges næser forbi. Headache-projektets egenart var en AI-genereret stemme, der, i bedste Baxter Dury-stil, krænger sine livskvaler ud, som en britisk midaldrende mand med forliste drømme og misbrug. Teksterne, forfattet af Francis Hornsby Clark, tangerer til tider til det rene vrøvl. Vegyn har udtalt, at albummet var ment som en morsomhed, en karikatur af netop en arketype, som tog sølle to uger at kreere. Alligevel rørte musikken mig i alt dens absurditet og ironi. Og måske et af de mest vellykkede eksempler på brug af AI i musik (i skrivende stund).
Så det var med høje forventninger, at jeg gik til det seneste album, The Road To Hell Is Paved With Good Intentions, under producerens egen fane. Det er ofte noteret, hvordan Vegyn mestrer en helt særlig stemning, der blander sørgmodighed med noget dybt opløftende, og som indgyder til en eftertænksomhed hos lytteren. Som et varmt minde om en sommer med venner, du ikke rigtig ser mere. En længsel, der mest af alt er nostalgisk. Han kalder det selv »happy melancholia.« Det udtrykkes musikalsk ved bl.a. tydelig inspiration fra 90’ernes triphop og ambient-/IDM-lyd som den blev udødeliggjort af Aphex Twin. Åbningsnummeret, “A Dream Goes on Forever”, har netop et klassisk haltende triphop-beat, der på uprovokerede vis får lytteren til at nikke i takt. Akkorderne bliver båret af en klaversample afspillet omvendt, der taler ind i nostalgien og den røde tråd fra Headache-projektet: Jeg sad næsten og ventede på, at den angrende AI-stemme skulle indtræde. I stedet er det John Glacier der med en tilbagelænet finesse lægger vokal. Ligeledes er temaet fortsat på ”Another 9 Days Alive” i kontrasten mellem et trommegroove i højt tempo og det sagte elektriske orgel- og harpespil.
Brugen af klassiske instrumenter er med til at give en ekstra dimension af drama til nostalgien. På “Halo Flip” forstår man, at Moby ikke har levet forgæves, hvor kunstige strygere og kor bølger over trommerne. På ”In The Front” er strygerne bævrende, og beatet er sat helt i front. Derudover får synthesizerne på bl.a. ”Halo Flip”, ”The Path Less Traveled” og ”Last Night I Dreamed I Was Alone” en omgang auditiv patina, der indgyder samme fornemmelser. Og med alt dette formår Vegyn at genskabe sin velkendte lyd i mere formalistiske rammer og giver på samme tid plads til vokaler. I sine mest grandiose øjeblikke bevæger Vegyn sig næsten i The Blaze-territorie. Man forestiller sig slow-motion-optagelser af en dansende ungdom på en strand ved Middelhavet. Dramaet kommer særligt til udtryk på numrene ”Halo Flip” og ”Makeshift Tourniquet”, hvor sidstnævnte desuden er pladens eneste fuldbyrdede house-nummer.
The Road To Hell Is Paved With Good Intentions er et nybrud for Vegyn. Endvidere et kollaborativt nybrud, med de mange feature-artister der lægger vokal til numrene. Forinden var hans udgivelser uden vokal og langstrakte med en snes numre, alle med BPM noteret i titlen (hvis man ekskluderer Headache). Klassisk, nærmest traditionelt indenfor elektronisk musik. Med tanke på at have produceret for mainstreamnavne som Frank Ocean og Travis Scott, fremstod Vegyn-projektet som en elektronisk sandkasse for eksperimenter i kompositioner og instrumentering. Men med The Road To Hell Is Paved With Good Intentions har man i stedet forsøgt sig med et mere konventionelt album, der peger i retning af pop. Der er stadig musikalske afstikkere, som interluden ”Trust”, der er hjemsøgt af stemmer og latter, og med et svævende klaverarrangement.
Tematisk undersøger Vegyn druk og afholdenhed. Albummets titel er et citat tæt forbundet med AA-møder, der har religiøse konnotationer. Det første på albummet er netop, hvad der lyder som en prædiken. I tekstuniverset på åbningsnummeret, møder vi et jeg (sunget af Glacier), som hyperfikserer på vandkilde, hvorpå solen glimter. Som et neurotisk mantra gentager jeget »The sun still shines / The sun still shinning.«. Man fornemmer en desperation og et ønske om at verden skal bestå, mens selvets verden tilsyneladende krakelerer. På ”Another 9 Days Alive” synger Flynn om en ny chance for at undslippe et helvede af livløshed. Om ni dage vil han opnå visdom, lyder gentagelsen. En reference til en milepælsfiksering, som kan være en nødvendighed i forløbet for den afholdende. ”Halo Flip” udfolder sig som en pårørendes tale om forsoning til en nær relation. Der er så at sige en tematisk rød-tråd i teksterne. Det er dog mere som tematisk ramme, end fuldbyrdet narrativ, idet store dele af albummet netop er vokalløse.
På en og samme tid vekselvirker albummet mellem nye poppede ambitioner og det eksperimenterende udgangspunkt; en følelsesfuld fortælling og nostalgiske stemninger. Det er ikke en kritik i sig selv – storslået musik kan netop rumme alle disse meritter. Alligevel er det som om Vegyn selv er usikker og pinligt bevidst om især kommercialiseringen af lyden. Det er eksemplificeret af små radioskillere/soundbites på to af numrene, som i bedste The Voice-stil entusiastisk brager igennem med: »Make some noice!« »A-A-A-Another exclusive mix,« »Another day, another dollar« og »Same old, same old.« Med disse meta-morsomheder holder han albummets ambitioner ud i strakt arm, hvilket ironisk nok giver det en menneskelig usikkerhed og nerve.
Så hvor seriøst skal vi tage det her album? Det lader ikke til, at Vegyn ved det selv. Men som læren fra Headache var; Vegyn brillerer i en dadaistisk tilgang til kunsten, krydret med en god portion humor. Og uagtet er The Road To Hell Is Paved With Good Intentions et utroligt velproduceret elektronisk album, der både rummer følelser og platte. Alt andet lige, varsler det en ny tid for engelske producere. For selvom Vegyn ikke helt kan forlige sig med tanken, så kan han lave rørende musik.
