De første egentlige hoveddage på Primavera Sound udgøres af torsdag, fredag og lørdag, men allerede onsdag aften var det muligt at høre musik med udsigt til middelhavet inde på selve festivalpladsen. Til den traditionsrige “Jornada inaugural” bliver én af scenerne indviet og en række bands, der repræsenterer forskellige dele af festivalens smag, spiller koncerter for dem, der ikke kan vente med at komme ind til de imponerende betonstrukturer ved havnen (og desuden også for andre nysgerrige barcelonianere – arrangementet er nemlig gratis). Programmet for den uofficielle åbning bød på alt fra en fiktiv spansk popgruppe ved navn Stella Maris, de australske støjrockere Tropical Fuck Storm, indie-throwback med Phoenix og ikke mindst alternativ country-smagende rock fra Chicago-bandet Ratboys.
Kvartetten har udgivet album i snart 10 år, men det var først sidste år med pladen The Window, at de fik bredere anerkendelse (blandt andet med en flot anmeldelse i Pitchfork). En plade der emmer af meget af det samme amerikanske roots-orienterede indie, der virkelig er blevet stort i løbet af de sidste fem års tid (her kan blandt andre nævnes Big Thief, Waxahatchee, Jessica Pratt, Wednesday). Der er fine, ømme øjeblikke med sparsommelig instrumentering og halvt grådkvalt vokal, og der er mere storslåede momenter, der vækker ungdomsminder om uendelige ture i pick-up-trucks, som man nok aldrig har oplevet. Musik der kan ramme én dybt i hjertet, selvom ens verden er langt fra Ratboys’ i Chicago. Problemet med Ratboys er dog, at de mangler den kant og personlighed, som gør eksempelvis Big Thief og Wednesday så spændende. Ratboys har simpelthen lidt svært ved at skille sig ud fra den store mængde af americana/indierockbands.
Med det sagt har de bestemt nogle numre, der sparker røv. Titelnummeret fra The Window har den storladenhed og opbygning, der skyder dopamin direkte ind i blodbanerne. Fra den tyste intro til det næsten råbende rockomkvæd tager sangen fat i sin lytter og kræver opmærksomheden. Et par af deres andre sange, typisk dem med lidt tempo og distortionguitar har samme effekt, og det passer åh så godt til åbningen af en festivalplads. Med sol i nakken og en kold fadøl i den ene hånd, er det svært ikke at smile og have lyst til at synge med på de medrivende omkvæd, uanset hvor klichéfyldte teksterne om hjerteskærende amerikanske ungdomsliv nu en gang er (men det hører altså med til genren).
Desværre er der også en del øjeblikke, hvor numrene ikke har samme hitpotentiale som andre, og det er her, man kan høre, at Ratboys ikke har den stærkeste personlighed. Forsanger Julia Steiner har en dejlig stemme, men den har hverken Adrianne Lenkers knæk eller Katie Crutchfields twang. Det samme kan siges om bandets guitarriffs og melodier, som i lidt for mange sange virker deciderede ligegyldige – udover at de lyder “hyggelige”. Det kommer særligt til udtryk i bandets andensidste sang. Den otte og et halvt minutter lange “Black Earth, WI”, hvis godt tre minutter lange guitarsolo nærmest dræbte alt momentum, som koncerten havde opbygget. Soloen savnede enten virtuositet eller vildskab – eller måske begge dele – og resten af bandet spillede i mellemtiden helt forglemmelige repetitioner af stenede toner.
Koncerten fik lidt pusten tilbage i det afsluttende rocknummer, men det mindede mig blot om, at Ratboys, så elskelige som de er, blot er ét af mange bands, som man nok ikke husker langt ud i fremtiden. De var utroligt sympatiske og søde, de spillede dejlig musik til sommersolen, men det var også relativt kedeligt på en måde, som kun amerikanske alt. countrybands kan være – og det hører til dels også med til genren, hvorfor Ratboys langt henad vejen gør meget af det rigtige.
