Sidste gang jeg så Barbro med fuldt band, så alting umiddelbart ud til at lykkes. Publikum var der i sommervarmen, og Barbro virkede som én der nød at stå på Roskilde Festival, omend det dengang drejede sig om beskedne Rising. Jeg skulle senere lære, at Barbro, med det borgerlige navn Barbro Kuypers, havde fået hjernerystelse kort før sin optræden. Det har siden fået mig til at se Barbros Roskilde Festival-debut i et bittersødt lys. Det var magisk at opleve deres outsider-sange i levende live, men det har ikke været uden omkostninger, at de stillede sig op på scenen, dengang for to år siden.
Jeg åndede også lettet op, da Kuypers nævnte hændelsen; hvordan de ikke kunne huske noget fra den koncert. Denne her koncert havde de ikke lyst til at glemme, sagde de, og som sagt, så gjort.
Ligesom for to år siden, begyndte Kuypers mutters alene på scenen. Den tindrende fine ballade “Blue”, der stammer fra albummet Bad Choices (2023), blev vores indgang til Barbros omsorgsfulde tekstunivers. Kuypers stemme er en gåde for mig. Bedst som man tror at stroferne vil falde et sted, slår stemmen et lille, kunstfærdigt knæk. Man kan nærmest se ordene for sig, som de formes og leveres. Kuypers kunne snildt bære scenerummet, de skulle blot gå frem til scenekanten, så kom jublen helt af sig selv.
Med sig havde de guitarist/bassist Villads Tyrrestrup, trommeslager Sarah Ziebe og en keyboardspiller, jeg ikke fangede navnet på. Der var ingen Patrick Rathbun på bratsch, som det var tilfældet på Rising i 2022, men inspireret musikalsk samspil var der ikke mangel på. Den westernrockede “Counting the Days” hagede sig fast med en uovertruffen spilleglæde. Det var mildest talt ærefrygtindgydende at være vidne til Kuypers insisterede »Hey!«-råb og Tyrrestrups præriestøvede solo. “Fuck the World” havde samme bid, og her kom Kuypers crowd control for alvor frem i lyset, da de fik hele Avalon til at synge med på sangens refræn. Selv i et rum med så store følelser i omløb, var det totalt i orden at synge lidt »aaah ahhh«-fællessang.
Der blev ikke sparet på de rockede virkemidler. Atmosfæren fra Bad Choices kom til sin ret i det lumre, tordenduftende telt. Kuypers sagde venligt, men bestemt, at det var vigtigt at vi tjekkede op på hinanden. De gav os plads til at være i skrøbeligheden, dér hvor ting ikke altid går, som man havde forestillet sig.
Kuypers’ stemme var heller ikke den eneste på scenen. Mija Milovic, der tidligere på festivalen brillerede med en stærk tilstedeværelse, har dannet en duo med Kuypers, og lagde en inderlig overstemme på den smukke “Forgetful”, som de har skrevet sammen, mens den uhyre opmærksomme Tyrrestrup spillede en eklektisk bassolo. Barbro x Mija Milovic er en duo, der katapulterer tidligere årtiers protestsange ind i nutiden, og det var et af koncertens tidlige højdepunkter at opleve de to i forening.
På den nye sang, som vi ikke fik titlen på, men som for mig hedder “Just A Feeling”, var musikeren og instruktørtalentet Selma Judith med på scenen. Hendes dybe stemme stod umanérligt fint til Kuypers’ på et nummer, der, med sin akustiske guitar, satte en tyk streg under, at der stadig er plads til den uforstærkede stil i et univers af slowcore og skærende guitarer. Kuypers selv bidrog med en idiosynkratisk og ganske personlig tilgang til guitaren, som de af og til spillede med helt åbne strenge; uden nogen form for greb. Det var i sig selv en stærk appel til at løsne en smule op for hverdagens anspændthed.
På den langsomt intense “Bad Choices” sendte Kuypers hele Avalon i musikterapi: Nu var det tid til at se tilbage på alle de tidspunkter, hvor læsset ramler sammen. Der var en uventet nænsomhed i sangen, der i studieindspilningen klinger mere skrattende og sorgfuld. Denne sene eftermiddag skulle vi i fællesskab uddrive håbløsheden og tidsspildet. Milovic og Judith skabte små mirakler i baggrunden med sprudlende korstemmer. Måske begynder undertegnede at lyde rørstrømsk, men det nummer, på den scene med de musikere var et katarsisk øjeblik. Hvis jeg under koncertens første halvdel havde haft blot antydningen af analytisk distance, så var jeg på dette tidspunkt bare godt gammeldags rørt.
Men hov, jeg havde nær glemt en sidste gæst. Hvis Barbro har en crowdpleaser, må det være den sprudlende “Don’t You Wait For Me”. De sang sangen med en smittende glæde bakket flot op af Tyrrestrup på kor og guitar. Sangens sidste ingrediens blev dog tilført i broen, da ingen ringere end Debbie Sings entrerede scenen.
»Baby you don’t have to worry ‘bout me / I’m with my friends and I’m fine as you can see!«
Sjældent har man set så umage og helt perfekt et duetpar som Barbro og deres gamle Jenny-kollega, Debbie Sings. Det var simpelthen flyvende. Jeg er ikke så naiv, at jeg ikke tror, at det har kostet noget at nå dertil. Jeg rystede faktisk på hænderne, da de sidste toner klingede af.
Alle fotos: Daniel Nielsen
