Folk var mødt talstærkt op på Loppen for først at opleve de danske indierockere i Kindsight (som vi tog en snak med tidligere på sommeren), og senere amerikanske Snail Mail til hendes første danske headlinerkoncert siden 2018. En glimrende indiekombi, må man sige. Kindsight fik publikum varmet godt op til Snail Mail, samtidig med at deres opløftende og omfavnende musik stod fint til hovednavnets mere hjerteknuste ditto.
Snail Mail – med sanger, komponist og guitarist Lindsey Jordan i front – har de senere år markeret sig med skarpskåret 90’er-indierock på pladerne Lush fra 2018 og Valentine fra 2021. Det var en aldeles veloplagt Jordan, der, uden videre opsvøb, lagde ud med den højst passende ”Heat Wave”: »Heat wave, nothing to do / Woke up in my clothes having dreamt of you« Nummeret emmer af den døsige længsel, Jordan excellerer i. ”Ben Franklin” rystede den musikalske pose med en herligt støvet baslinje, og en ekspressiv vokal. Jordan har de seneste år fået en interessant hæshed i sin stemme, der effektivt understøttede nummeret. Samtidig lagde hun hele vokalen et stykke bag beatet og lød hele aftenen som om, hun vred ordene ud.
Et ungt navn som Snail Mail har naturligvis ikke et bugnende bagkatalog og det kom også til at farve koncerten, at mange af numrene rytmisk og tonalt mindede om hinanden. Et par numre inde i koncerten var jeg i mit stille sind begyndt at håbe på, at der kunne blive rusket lidt op i konceptet. Det blev der aldrig for alvor, men Jordan var og er god på en scene og hun formåede med massevis af personlighed at løfte et sæt, der godt kunne hælde mod det ensformige.
Under et af de mange guitarskift (hvad skal alle de guitarer bruges til?) fortalte Jordan, at hun havde besøgt en københavnsk kaffebar og havde sat sig for at læse John Williams nyopdagede klassiker Stoner. Jordan havde siddet med korslagte ben – »criss cross applesauce« – og da tjeneren så dette, havde han kaldt hende en »provocateur« og givet hendes ven og guitar tech tilladelse til at slå hende(?!). En på mange måder flippet oplevelse, som Jordan, virkede lige dele forundret og indigneret over. Når alt kommer til alt, lod hun ikke til at være en person, der tog på vej over, hvad en ubehøvlet tjener kunne finde på at sige. Det var et hvad-skete-der-lige-der-øjeblik, men Jordan fik det landet på humoristisk vis.
På ”Valentine” og ”Mia” brændte personligheden også mere igennem. ”Valentine” viser med sin quiet-loud-dynamik og rungende: »Why’d you wanne erase me / Darling, Valentine«, en konfrontatorisk side af Jordans sangskrivning. Her bliver der virkeligt ikke givet ved dørene. Publikum var helt med på nummerets vilde dynamik og ambivalente længsel/vrede, og der blev i den grad skrålet med. Anderledes skrøbeligt blev det, da bandet forlod scenen og Jordan spillede ”Mia” solo. Nummeret, der i studieudgaven er noget sukkersødt, fremstod tindrende fint og Jordans vokal stod skarpt, som havde hun sunget ballader på diverse barer hele sit liv.
På dette tidspunkt var Jordan for alvor blevet komfortabel i rummet, og reagerede på et lettere publikumstilråb ved at imitere en gorilla. Vi blev heller ikke snydt for at høre om hendes store kærlighed til den rumænske kult-horrorfilm Be My Cat: A Film for Anne, som hvis man overhovedet kunne stole på Jordan på dette tidspunkt, havde inspireret publikumsfavoritten ”Pristine”.
Til slut var koncertstemningen blevet meget umiddelbar, nærmest venskabelig. Det var også der, alting spillede bedst. Kunne man have ønsket sig mere musikalsk eventyrlyst? Ja, det kunne man i den grad. Var Snail Mail et drøncharmerende bekendtskab? I endnu højere grad.
