Indietrioen Yo La Tengo fra New Jersey behøver efterhånden ikke nogen lang introduktion, de er mildest talt legender i (den alternative del af) musikbranchen. Med lad os få det basale på plads: Ira Kaplan på guitar, Georgia Hubley på trommer og James McNew på bas, og dem alle tre skiftevis på leadvokal (dog typisk ægteparret Kaplan og Hubley). Særligt igennem 90’erne spyttede de indiemesterværker ud i rapt tempo, men de seneste 25 år har i den grad også budt på dejlige stunder af støjende krautrock, fintfølende ballader og horisontudvidende dream pop. Og heldigvis er de et lige så stærkt band live, som de er på plade.
Bandet åbnede med “Ohm” fra den 11 år gamle plade Fade. Et velvalgt intronummer, der virkelig viser, hvad hele humlen ved Yo La Tengo er på lige godt syv minutter. Sangen starter roligt, men bygger op til et skrattende støjkaos, hvor Kaplan nærmest behandler sin Stratocaster som en giftslange, han er i håndgemæng med. Man glemmer nemt, at manden har rundet pensionsalderen, når han febrilsk vrider fingrene op og ned af gribebrættet, slår til instrumentets krop og svinger det henover hovedet. Den fysiske øvelse skaber et virvar af smuk larm, der står i smuk modsætning til nummerets ellers gennemgående rolige udtryk. Det blev hurtigt meget sigende for koncerten, at Yo La Tengo mestrer kontrasterne mellem det støjende og det pæne.
Larmen fortsatte ind i det krautede nummer “Sinatra Drive Breakdown” fra bandets seneste og fortrinlige album This Stupid World, men herefter blev skruet ned for tempo og volumen. Et modigt valg på en festival som Primavea Sound, der er notorisk for snak blandt publikum, men særdeles overraskende var det, at folk holdt deres kæft under både “Autumn Sweater”, “Aselestine” og den sjældent og den relativt sjældent spillede “Did I Tell You” fra deres 80’er plade New Wave Hot Dogs. Dejligt at se, at nogle bands alligevel er så respekterede blandt indiepublikummet på Primavera Sound, at det er til at høre flere sange i streg med akustisk guitar og skrøbelige vokalharmonier. Sangene fik lov at gå lige i hjertet, som de er tiltænkt. Hvis jeg skal komme med en enkelt anke, så synes jeg ikke helt, at Kaplan ramte de allermest ikoniske vokalfraseringer i “Autumn Sweater”, hvilket gjorde, at den fremstod en anelse svagere end på plade. Omvendt forstår jeg godt man varierer, hvordan man synger en sang, man har sunget siden 1997.
Yo La Tengo har alle dage virket som afsindigt rart og taknemmeligt band, men i går handlede det mest af alt om at fylde nogle sange ind i det relativt korte festivalsæt. Der var få henvendelser til publikum, men musikken er selvfølgelig også det vigtigste, og hvad man kunne savne i kræligt nærvær, vejede de op for med gode doser indlevelse i deres skrattende feedbackudbrud og flotte sjælere. Det er livgivende og ekstatisk at se Kaplan spille guitar hver evig eneste gang. Han spiller på den der Lee Ranaldo’ske måde, som kan få et ungt menneske til at blive dybt forelsket i rockmusikken. Umiddelbarhed, vildskab og en lyst til nærmest at strangulere sit instrument til det udtrykker sig animalsk og forpint. Enten mener man nok, at det er en omgang amatørlarm, ellers elsker man det. Jeg hører til den sidste gruppe.
Til slut fik vi Electr-O-Pura-totrinsraketten af hittet “Tom Courtenay” og den ni minutter lange “Blue Line Swinger”, som jeg altid har drømt om at høre live. Den lange, abstrakte intro, Hubleys medrivende »da-da-da«-vokaler og de storslåede melodier, der bryder igennem støjmuren, som sangen åbner sig op. Eminent sætlukker, og selvom jeg kunne have brugt en sang eller to fra Painful, så må man jo erkende, at Yo La Tengo bare har for mange gode sange og plader. Det har for vane at åbne og lukke med lange numre, og det fungerer perfekt som ind- og udslusning til deres lyd, imens de kortere numre med instrument- og vokalrotation pakkes ind i midten. Har man hang til støj og gode melodier, er det altid en ren gavebod at være til koncert med Yo La Tengo.
