Plader

Yo La Tengo: This Stupid World

Med This Stupid World rydder Yo La Tengo bordet og viser sig fra deres hidtil mest autentiske og karakterfyldte side. Med øje for deres distinkte bagkatalog går de i retning mod dengang, det virkelig fungerede for dem.

Der er ikke et endegyldigt facit på, hvilken lyd, der karakteriserer Yo La Tengo bedst. Nogen vil kalde dem 90’ernes indierocks pionerer, men gennem deres næsten 40 år lange karriere har de udgivet mere diverst musik, end der er tilbudsvarer i Netto. De har sammenkogt alt fra raffinerede popsange og drømmende folk til et bredt lydbillede af det rene støj med syrede jamsessions. Det føles, som om at de genopfinder sig selv, hver gang de udgiver et nyt album, og det er langt fra fordi, at de har kommercielle formål eller skal opnå popularitet – tværtimod ønsker de at udfordre deres lyd og finde nye sider af sig selv. Sådan lyder det i hvert fald i et interview med Pitchfork i januar. Men bagsiden af det ønske har gjort dem til kritikernes skydeskive; endda med god grund.

For inden vi kaster os ud i Yo La Tengos 17. studiealbum, This Stupid World, så lad os vende blikket mod forgængeren, There’s A Riot Going On, fra 2018. En skive med hele 15 numre, der alle føles som en flad ballon uden musikalsk pondus. Her på redaktionen var kritikken også klokkeklar – ingen udsigter til begejstring og kun to et halvt U med på vejen. Det er selvfølgelig også vejet op mod dengang, hvor de fejede benene væk under indie-verdenen med I Can Hear the Heart Beating As One og And Then Nothing Turned Itself Inside-Out fra henholdsvis 1997 og 2000. Begge er tidløse og lige til at forsvinde i, og Yo La Tengo har siden drejet lidt forvirret rundt om sig selv – men den tid lader til at være ovre nu.

De tre veteraner fra New Jersey har nemlig kastet en elektrisk stødende og jernhård plade, som skriger »her er jeg!« efter lytterne. This Stupid World kommer nemlig med en kraft, man ikke har hørt på de bunkevis af studiealbums, der fulgte inden. Den fremstår fortsat underspillet og improviseret, men på en måde, hvor man aldrig mister interessen, og hvor spontaniteten nærmere er den perfekte modsætning til den ellers selvsikre og karakterfulde stil, bandet udviser gennem de ni numre. Det forener en autentisk lyd, der minder mig om dengang, det virkelig fungerede for dem i slut 90’erne.

Når man lytter til sanger og guitarist Ira Kaplans skæve udsving i vokalen og guitarens søgen efter en passende akkord, rammer følelsen af tilstedeværelse – at du helt enkelt sidder foran dem i studiet, fornemmer deres mimik og mærker, hvordan de interagerer med hinanden gennem musikken. Intense blikke og bevægende kroppe. Det er ellers en noget dyster verden, de inviterer os ind i, med temaer om tilværelsen, og hvordan man bedst får noget ud af den tid, hvori man lever: »Prepare to die / Prepare yourself while there’s still time,« lyder det på “Until It Happens”, men ikke desto mindre er det relaterbare budskaber, som falder godt i hak med det mørke udtryk, som musikken skaber.

Mørke er dog ikke ensbetydende med, at det hele fremstår som en trist seance. Eksempelvis starter åbningsnummeret, “Sinatra Drive Breakdown”, i femte gear og med speederen i bund, og der er ingen tvivl om, at Kaplan har skruet op for forvrængningen. Med to akkorder kaster han en ekspressiv støjbombe ud over lydbilledet, som til tider kan lyde som et længere syretrip. Der går i hvert fald jamsession i den, når en rodet, men charmerende guitarsolo lister frem i midten af nummeret, inden de psykedeliske syv minutter flyder over i den mere producerede indierocksingle “Fallout”. Her bliver det spændende, for det er nemlig der, at Yo La Tengo udnytter det, de er bedst til: At fremstå uprætentiøse og underspillede, men stadig sindssygt tjekkede. Kontrasten mellem Kaplans blide legato-klang og spadens tematiske slag i maven er et imponerende overlegent match, som giver vibes til Kashmirs “She’s Made Of Chalk”, og som samtidig beviser, at bandet godt kan træde i karakter og skære ind til det vigtigste – set i forhold til deres 16 foregående udgivelser.

Den rumsterende guitarstøj er albummets røde tråd, hvilket også gælder for “Tonight’s Episode”, hvis stemning rent billedligt kan sammenlignes med albumcoverets dystre udseende. Det er midnat, og en mørk tåge trænger ind på dig. Vokalen virker uberørt og – ligeledes med koret, der synger uden ansigtstræk – udkørt og træt af verdens problemer. Bag guitarens tomgang pumper en fængende basfigur, der cirkulært bevæger sig op mod den samme tone igen og igen. Der gemmer sig dog også en akustisk varme inde bagved den dystre stemning, og for min skyld, måtte de kontrastfulde skønheder gerne fortsætte ud over de fem minutters varighed.

Apropos skønheder træder vokalist og trommeslager Georgia Hubley atter frem på den akustiske ballade “Aselestine”, som giver hende anderledes plads til at udfolde sig melodisk. Og selvom det trækker det generelle tempo ned, er det også et passende tidspunkt at få luftet ud, hvorfor “Aselestine” med Hubley i spotlyset efter min mening er pladens smukkeste nummer. Også Kaplan viser undervejs nye sider af sin ellers bløde og afslappede vokalklang på “Brain Capers”, som han vellykket skifter ud med en dybt hviskende stemme, der minder om en kollision mellem Leonard Cohen og Iggy Pop.

Det er nemlig forsøget på at skubbe deres lyd i nye retninger, de sejrer med på This Stupid World. De har improviseret sig frem til at blive mere fokuserede og har zoomet ind på det, som de er bedst til. Samspillet er trukket igennem nåleøjet, og det kreative arbejde matcher niveauet på deres største udgivelser. Ikke nok med det, viser de sig fra deres mest autentiske og oprigtige side, så man føler, at de er nærværende i hvert nummer. De synger godt nok om, at de har svært ved at få noget ud af tiden, men det må man sige, at de har gjort her.

★★★★★☆

Leave a Reply