Signe Dø: Himmel, 19:30
Norske Signe Dø er allerede velkendt i sit hjemland. Hendes debutalbum Gi Meg Månen udkom den 9. februar 2024 og landede 6/6 stjerner i det norske GAFFA og blev modtaget positivt af lokale medier. Et kort lyt til Gi Meg Månen bekræfter hurtigt, at der er noget om snakken – en 30 minutters rejse gennem æterisk pop og storslåede ambient-flader, der med overbevisende lethed blander organiske elementer og elektronik. Jeg stod i hvert fald med skyhøje forventninger i den dagligstue-agtige koncertsal på Himmel.
Mine forventninger var ikke det eneste, der var skyhøjt – det var ambitionsniveauet på scenen også. Med en cellist, trommeslager, kæmpe analog synth og en sanger på scenen, var teknikken på det meget lo-fi (og også meget hyggelige) Himmel en anelse presset i begyndelsen af “Circular Emotions”, men de virvlende analoge synth og jazz-rytmiske trommer fandt hurtigt harmonien med Døs lyse, luftige vokal.
Signe Døs musik emmer af mystik og finurlige klange, der live får en næsten overvældende organisk og nærværende lyd. Portishead-esque trip-hop møder neoklassisk ambient a la CTM i landskaber fra fremmede planeter, der fryser til under Signe Døs kolde vokal. De organiske elementer som klarinet og cello får en dragende, fremmedartet karakter imod de store analoge synthesizere. Mest af alt er det imponerende, at det hele er fremmanet med hænderne uden backtrack.
Både de storslåede og de sarte momenter i koncerten var uendeligt intense. De knækkede vokaler på “Disappear” crescenderede i en tordnende, forløsende trommesolo, mens Signe Døs vokal fik lov til at stå alene på “Fy Faen” i al sin ensomme skønhed – jeg fik lidt vand i øjnene. Det hele kulminerede i Signe Døs pop-ballade “Ode Til Havet (Og Solen Som Drukner I Det Hver Dag)”. I bedste singersong-writer stil starter Signe Dø alene på elektrisk guitar, men ved koncertens slutning er sentimentaliteten skruet helt op på 11 med grandiose cellotoner, der vibrerer hele rummet.
Til trods for at spillestedsforholdene ikke nødvendigvis matchede de kunstneriske ambitioner, leverede Signe Dø 30 minutters overbevisende sentimentalitet og forførende følsomhed, der forhåbentlig snart kommer ud over Norges grænser.
Still House Plants: BLÅ, 22:30
Den britiske post-rock trio Still House Plants blev Pitchfork-darlings, da deres tredje plade If i don’t make it, I love you landede direkte på Best New Music tidligere i 2024. At trioens musikalske eventyr er kræs for feinschmekerne og de, der værdsætter teknikalitet, stod også klart, da de torsdag aften indtog det legendariske Oslo-spillested BLÅ.
Med et simpelt setup af trommer, guitar og vokal virkede Still House Plants utroligt jordnære, da de gik på scenen, som om de netop var trådt ind i øvelokalet. Musikken kan man dog ikke kalde simpel. Overhovedet.
Der blev lagt hårdt ud med “3scr3sr3w” fra If i don’t make it, I love you, en dissonant og polyrytmisk satan af en hjernevrider, med komplekse, brudte jazz-akkorder fra en tynd stratocaster, der mødte endnu mere intrikate trommermønstre. Jess Hickey-Kallenbach messer i sin monotone, dybe vokal “the screw on my face, the screw” – hvilket er meget passende, for Still House Plants musik svarer også lidt til at få et bor sat mod kraniet, sådan, på den gode måde.
På trods af at være kun tre instrumenter på scenen er Still House Plants musik i hvert fald så dynamisk og kompleks, at det var som at deltage i et 3-timers verdensmesterskab i skak under koncertens 30 minutters spilletid. Guitar, trommer og vokal lå konstant off-beat, men på en måde hvor de nøje planlagt mødtes i enkelte øjeblikke til stor forløsning. Guitaren var ekstremt diskant, mens vokalen var dyb og rund, og trommerne stemt således, at de gav en perfekt bas til guitaren. Det hele føltes disintegreret og samlet på en og samme tid, og man kunne ikke være andet end benovet over de musikalske muskler, de spillede med på scenen.
Bagsiden af medaljen for denne uovertrufne teknikalitet var dog, at Still House Plants leverede en meget koncentreret og indadvendt performance, der gjorde det svært at holde sig engageret i gruppens cirkulære musikalske temaer, hvor rejsen lå i den langsomme ændring i detaljerne. Post-rock genren er ikke nødvendigvis en genre, hvor andet end musikken skal underholde, men de britiske kæmpe-kollegaer i Black Midi og Black Country New Road har alligevel udpeget en positiv, mere tilstedeværende, sti for genren, som Still House Plants godt kunne låne lidt af.
Enkelte øjeblikke af forløsning og udadvendthed opstod dog i sange, hvor guitaren fik lov til at spille fulde akkorder, og hvor der blev skruet op for simpliciteten og intensiteten. Langt hen ad vejen var den største wow-faktor dog den musikalske teknikalitet i en koncert, der måske godt kunne have trængt til lidt mere nærvær.
