Foruden en truende himmel, der vekslede mellem at fremvise os sine enorme tætnede vandmasser, og brændende varme solstråler, så forløb den første musikdag i Final Days på Roskilde Festival nogenlunde udramatisk (for undertegnede lige med det aberdabei, at hun blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven i sit cyklende, storsvedende forsøg på at nå fra Roskilde Station ind på presseområdet, inden hele Dyrskuepladsen skulle lukke før den store åbning klokken 16.00 – ahem).
I hvert fald blev Dyrskuepladsen som sædvanligt åbnet til tiden, og tusinder af glade festivalgæster kunne snart ses indtage Spaghetti-boden (foruroligende lang kø i år!), de endnu ikke fuldt nedtrådte græsplæner, Orange-barerne og selvfølgelig en af de otte scener, man som fast Roskildegænger kan føle en sær kærlighed til at genfinde år efter år. Personligt har jeg det med at ende foran Gaia i 80% af mine koncertvalg, hvilket nok skyldes en forkærlighed for både eksperimenter og folkemusik, som særligt hører til på denne scene. Derfor gik meget af onsdagen under og uden for dens hvide teltdug og allerførst i selskab med amerikanske Kassi Valazza; et af de shows, der figurerede højest på min prioriteringslisten. Med sin sværmeriske, psych-klingende folklyd og en perfektioneret countryvokal over sydstatsaccenten er der fuld plade på retro og atmosfære i hendes (i øvrigt også geografisk, autentisk sydstatslige) univers. Hun skulle efter planen have spillet på Roskilde Festival sidste år, men logistikken fejlede, og heldigt for de fremmødte på denne ulideligt varme eftermiddag betød det, at vi i så fald kunne få en del smagsprøver på numre fra hendes glimrende nye udgivelse From Newman Street.
Hvad, koncerten i nogen grad bar præg af, hænger muligvis sammen med, at Valazza ikke er nogen typisk country gal. Med andre ord var det ikke nogen gigantisk folkefest, vi oplevede under den svedne teltdug. Valazzas karakteristiske Mona Lisa-udtryk var gennemført uudgrundelig gennem hele koncerten, og kun da der afslutningsvis blev fyret en glimmerbombe af på forreste række, var der anledning til egentlige smil fra hende og bandet. Altså ikke megen Dolly-energi, trods fede countrykostumer.
Bandet havde i det hele taget en lettere udsvævende tilstedeværelse uden tilsyneladende stor energi eller passion for at være hovedpersoner til netop denne koncert. Når teknikken eksempelvis drillede – hvad den gjorde lidt for mange gange i løbet af de blot 45 minutters spilletid – blev det taget med et træk på skulderen fra band og forsanger, og deres ophøjede ro afspejlede nogenlunde den helt tilbagelænede stemning blandt (det temmeligt larmende) publikum. Med til historien hører dog nok også, at dette var sidste koncert på bandets turné, så noget træthed måtte der forventes.
Sættet var særligt tro mod Valazzas to seneste udgivelser, Kassi Valazza Knows Nothing og førnævnte From Newman Street. Således lagde de for med den fine “Better Highways” der, som titlen antyder, havde virkelig god landevejsenergi og den akustiske guitar vredet i dét der ud-over-stepperne-uden-at-se-sig-tilbage mode. Herefter fulgte en række melodiske perler (heriblandt “Room in the City” og “Watching Planes Go By”), som blev spillet til perfektion grundet særligt leadguitarist, Lewi Longmires, højstemte soli. Her, i en af få af sine mest højlydte lejer, var koncerten bedst. De formåede ikke bare at drukne den meget højlydte snakken fra et sultent (og alligevel uopmærksomt) publikum, men indtog også scenen fuldt og helt og formåede dermed også at tykne den atmosfære, den indspillede musik er så fuld af.
Selvom Valazzas twang ikke er lige så humorfuld og udadvendt som hos andre countryhelte, så var hendes pokerfjæs alligevel tiltalende under en bagende, lettere pacificerende eftermiddagssol. Desværre måtte koncerten slutte tidligt, da en af Danmarks næste popstjerner, her Annika, traditionen tro skulle åbne Orange Scene klokken 18.00.
Mens Annika gjaldede udover hele pladsen, blev der stillet klar på Gaia til Slim0. Modsat nok rigtig mange festivalgæster kunne de hypede københavnerstøjere i løbet af koncerten annoncere, at de ikke var taget på festival for at glemme tid, sted og selv. »We are not here for escapism«, lød det omtrent halvvejs inde. Og faktisk fungerede både slagord og det nummer der fulgte, også til at ruske os lidt tilbage til virkeligheden, ud af festivaltågen – også den mere bogstavelige, der indhyllede teltet tykt. Koncertens første kvarter havde sendt støj-chokbølger ud blandt publikum, men med denne pegefinger (for Gaza) halvvejs inde fulgte et mærkværdigt, håbefuldt stykke med Slim0, nærmest svært genkendeligt for et band, der ellers ynder at iklæde deres musik råb, grunget forvrængning og rablende samples.
I grunden burde man måske ikke være overrasket, for Søstrene Milovic & co. er mestre i mærkelige breaks og rytmeskift (på den gode måde). Det illustrerede de også med optakten til den førnævnte, lidt overraskende håbsindgyder. Optakten bød nemlig på fuld, men kontrolleret smadder, herunder fra to guitarer – én shoegazet, én mere distortionledt – og en tiltrædende saxofon. Som de gode millenials bandet nu engang er, blev der hevet op af kisten af både melodisk 90’er noise og dekonstrueret altrock. Og med flere covers af sange, man måske ikke troede man skulle høre på Roskilde Festival anno 2025 – herunder Didos “Thank You” og en klassiker som “Lady in Red” – så var det svært ikke at lade sig opsluge af Slim0s geniale timing.
Oven på et intermezzo med en vegansk gulerodskebab fra Food Court (anbefales!), og så stod jeg atter under Gaias telt. Indrømmet, jeg var egentlig på vej mod Apollo til de rablende elektro-rockere i Fat Dog, men desværre blev denne koncert aflyst (og senere sat op igen med nogen forsinkelse). Hvorom alting er, så stod jeg her igen til Still House Plants. Når folk fra min hjemegn (et unavngivet sted i provinsen) taler om “mærkelig” musik, der lyder, som om det er tilfældigt sammensat eller »som en kat, der løber hen over klaveret«, så tror jeg sådan cirka, det er det her, de mener. Og det kan man ikke helt fortænke dem i. Still House Plants er med overvejende sandsynlighed prototypen på katten på klaveret. Og det kræver enten en musikalsk akademisk grad eller i hvert fald et nørklet og ofte eksponeret-for-katten-musiksind at kunne følge med hele vejen, når forsanger Jess Hickey-Kallenbach med sine to britiske følgesvende (trommeslager David Kennedy og Finlay Clark) byder op til … ja, dans er det i hvert fald ikke.
Hvordan det lød for dem, der faktisk kunne følge med, kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om. Jeg arme dødelige oplevede et ganske slukket orkester, der absolut mestrede det komplekse og atonale i deres instrumenter med polyrytmik og usandsynlige, fusion-agtige akkordsammensætninger, men som samtidig havde meget lidt kontakt med publikum og verden omkring dem. Oppe fra scenen oplevede de omvendt nok også, at der kan være mange grunde til at gå til en festivalkoncert: herunder at søge ly fra den silende regn. Således var de fleste i publikum fanget under Gaias telt, og meget få havde tilsyneladende den koncentration, der skulle til, for at leve sig ind i oplevelsen. Momentant havde Still House Plants’ bevidst fragmenterede lyd den effekt, at man klamrede sig begejstret til de mindste lydstykker af genkendelige eller i hvert fald forståelige rytmesektioner, og det mindste tegn på brud på dissonansen var befriende. Desværre var øjeblikkene for få, og bandets ønske om at “please” var øjensynligt ikke tilstede; blandt andet eksemplificeret ved, hvordan der blev fniset fra flere bandmedlemmer, når publikum hujede bifaldende.
Med et bagtæppe af intellektuel postrock så er der ikke noget mere passende supplement end en god gang kattejammer i form af et gedigent rock’n’roll-sæt. Ganske vist, skal det siges, overværede jeg ikke hele koncerten med Elias Rønnenfelt på Avalon – jeg ventede indledningsvist på regnens bortfald sammen med andre skibbrudne under Gaias telt – men de første 30 minutter, jeg overværede, var en rocklise for sjælen. Det højst velspillende band indtog fire mand høj scenen i klassisk rockformation med en enormt indbydende energi. Særligt noterede jeg mig en meget veltimet trommeslager, der insisterede på at drive stemningen frem på numre som “Doomsday Childsplay” og “Like Lovers Do” fra den hæderkronede 2024-plade Heavy Glory.
Rønnenfelts nye take på hvad der vel egentlig er countryrock, var en kilde til mærkbar begejstring blandt Avalons publikum, som dansede rørigt under de fleste numre. Med hans karakteristisk uskønne, rå stemmeføring og bevæbnet med akustisk guitar mindede Rønnenfelt os mere om en Jeff Buckley (ikke vokalt, men melodisk) eller Nick Drake end en Dalton alene på grund af den forførende rock’n’roll attitude. Bandets blanding af organiske, folkede elementer og en djanglet guitarføring vækkede dog mindelser om et stort og herligt punket sydstatsorkester.
Det blev ikke til en fuld koncert på Avalon, for jeg skulle lige runde en sindssyg oplevelse inden sengetid: Nemlig den internationalt og musikalsk sammensatte trio Moin, som spillede bagdelen ud af bukserne på de få tilstedeværende på Gloria. Sjældent er jeg blevet rystet så meget igennem af en bas – særligt ikke i et rocket setup – men med en subwoofer så ond som denne, var det som at træde ind direkte ind i en cementblander på turbo. Det lyder måske ikke videre rart, men med deres vilde mix af doom-klubmusik, postpunkguitar og trommeeksperimenter ved italienske Valentina Magaletti, var det på en nærmest sindsudvidende måde ulig noget andet jeg længe har set (og fysisk mærket) på en scene.
– Alle fotos: Mathias Kristensen
