Ydegirl: Himmel, 21:30
Det er tre år siden, at Ydegirl udgav sit selvbetitlede debutalbum. Nu er der nyt materiale på vej, der blev præsenteret på Himmel lørdag på årets by:Larm festival.
Ydegirl fejrer det skønne og det skrøbelige. På 2021s Ydegirl vinder de sarte, intrikate pop-kompositioner frem med hint til neoklassisk musik, men skuer man fra Himmels intime lokaler ud i fremtiden, ser det ud til, at Ydegirl vil tage os en tur i den hjemmedrejede soveværelsespops univers.
Med et simpelt set-up af guitar, trommer og keyboard kom man meget tæt på Ydegirl i et sparsomt instrumenteret univers, hvor Andrea Novels sjælefulde og runde vokal fik lov til at tage centrum af scenen. Den mere ligefremme pop-instrumentation virkede på overfladen meget simpel, men lyttede man under Novels nærværende vokalpræstation, var der utrolig meget dynamik og detalje at finde. En simplicitet og skrøbelighed, der i koncertens første del både byggede et solidt fundament, men som af og til også brast af at være placeret på en scene i gulvhøjde, hvor de fleste kun fik den soniske oplevelse med – og hvor et åbent vindue også gav et bonus musikalsk element i form af lydprøven uden for.
Mere interessant blev det dog, da Ydegirl hev et par uventede kaniner op af hatten. “Spiral On My Tounge” tilsatte et skud forfriskende, sleazy r’n’b til Ydegirls nedbarberede formular, mens den efterfølgende sang “Mean Girl” skruede op for en kraftig slacker-guitar og kleenex-musikalitet.
Ydegirl kravlede helt ud af komfortzonen med “CPR Baby”, der skruede op for en tung bas og mellemøstligt klingende samples, inden nummeret tog en klistret r’n’b-drejning igen, hvor Novel næsten rappede i det helt dybe, rungende leje af hendes vokal. Disse enkelte uventede øjeblikke gav en mindeværdig kant til en koncert, der ellers bare havde været fin. Jeg gik ikke nødvendigvis fra Himmel med tårnhøj ekstase over det kommende album, men jeg kommer til at være på udkig efter flere overraskelser.
Crack Cloud: Ingensteds, 22:30
Man skulle tro at et band som Crack Cloud efterhånden var vokset fra branchefestivaler, men med Emma Acs fra Evil House Party som tilskud til live-besætningen og et gedigent stilskifte fra støj- og funkpunk til en mere poppet lyd på gruppens seneste album Red Mile, kan man argumentere for, at Crack Cloud næsten er et andet band.
Jeg havde egentlig Crack Cloud på fredagens liste af potentielle anmeldelser, men valgte at droppe det, da setlisten bestod primært af de gamle baskere, som vi har givet rigelig taletid til her på Undertoner. Lørdagens show på Ingensteds var til gengæld fuldt dedikeret til Red Mile – og derfor også en noget anderledes version af Crack Cloud.
Red Mile er et jævnt godt album uden de større mindeværdige numre, og det skinner også igennem, når man hører det direkte gennem højtalerne. Med de nye pop-punkede toner i Ingensteds meget lyse lokaler ligner og lyder Crack Cloud nemlig som verdens mest velspillede skoleband. I bedste doo-woop stil leger Crack Cloud med melodramatiske synths, vemodige saxofoner og simple “en-og-to, tre-og-fire” basrytmer tilsat et snert af punket energi. Det er ikke en mindeværdig musikalsk oplevelse, numrene er en anelse enslydende, men veludførte. Acs lyse vokal og artige fremtoning bag keyboardet med hænderne bag ryggen forstærker kun skolebalsstemningen.
Jeg er så parat til at hade, hvad der foregår, men alligevel bliver jeg grebet af stemningen. Der er branchefolks-dansefest på første parket, og Crack Cloud ser simpelthen så glade ud for at spille noget andet end artpunk, at jeg simpelthen ikke kan tænke andet end “godt for jer”. Og som “Blue Kite” glider gennem anlægget, griber jeg mig selv i at være blevet taget med bukserne nede. Jeg nyder sørme denne bastardiserede “Blue Moon”-poprock. Og er der egentlig nogen større glæde, end den man småskammer sig lidt over?
