Der er noget ret så chokerende ved mit første møde med britiske Nilüfer Yanyas tredje album. Ikke fordi, det er noget der undrer mig; Yanyas musik har, siden de første EP’er, været fuld af musikalske og lyriske overraskelser. Debutalbummet Miss Universe fra 2019 var indrammet af små spoken word-passager, der mimede den rolige guidestemme fra et spaophold, mens der i sangene var indestængt guitarrock i rå mængder med en jazzet understrømning. Efterfølgeren PAINLESS fra 2022 blev kun endnu mere eklektisk og farverig. Her kom Yanya for alvor ind på den musikalske radar, ligesom hendes optræden på første udgave af Syd For Solen viste, at der var noget under opsejling.
2 ½ år efter PAINLESS er Nilüfer Yanya så aktuel med My Method Actor. En skurrende titel; en titel, der giver mig associationer til bluff og teatralskhed. Derfor overrasker det mig også, at My Method Actor har en væsentligt mere intim klang end de øvrige udgivelser fra bagkataloget. ”Mutations” åbnes af en lavmælt, elektronisk percussion, før guitar og højspændte trommer får tilslutning. Rytmen kommer først, for der skal puls til livets store forandringer.
Yanyas tidligere albums havde klare hits: bare lyt til de første 4-5 takter af numre som ”In Your Head” fra Miss Universe eller ”stabilise” fra PAINLESS. My Method Actor tager ganske vist over hvor de melodier sluttede, men alting virker mere forviklet. Som om den 29-årige London-kunstner vitterligt ikke har fundet det forsvarligt at se tiden an. Det rationelle har været at samle en bærepose fuld af al angsten og usikkerheden, og så sætte det til musik. At tage endnu et skridt mod det umiddelbare. På ”Binding” lyder det sagte: »I’m hollow, I needed this.«
Erkendelsen af, at hvis man vil nå sit mål, må man skære overflødighederne væk, er om noget centralt i Yanyas nyeste projekt. Forskelligartede produktionselementer lyder som én eneste lydflade, hvad end der er tale om E-Bow eller lap steel-guitar. Selvom Yanya på førnævnte “Mutations” synger »I’m heading for your / Complications / Your mutations,« er produktionen helt stringent. Og dog, der er plads til at lade et storladent strygerarrangement smyge sig om de ornamenterede vokalharmonier. Vi må ind til kernen: dér hvor der findes en ægte intimitet. På albumcoveret ses Yanya siddende på en håndvask. Hun kigger ind i spejlet, spejlbilledet får øjenkontakt med kameraet. Men hvem er det, der kigger tilbage fra spejlet?
Med simple virkemidler – uden at idéerne virker udtrådte – får Yanya illustreret, hvordan spejlingen ikke er noget man skal frygte. ”Binding” er en fløjlsagtigt betryggende udstrakt hånd. Thom Yorke og Radioheads mere forsonende øjeblikke spøger i guitar-arpeggioerne. Samme referencer gør sig gældende for førstesinglen, ”Like I Say (I runaway)”. Et komprimeret nærmest flamenco-agtigt riff lyder fra en akustisk guitar, mens en claves-rytme skaber en lydmæssig uligevægt à la ”Paranoid Android”. Ikke fordi Yanya og hendes musikalske partner Will Archer (der har været med til at komponere sangene, som Yanya har lavet vokalmelodier til) lukrerer på 90’ernes mastodonter. Det er bare en inspirationskilde, der er blevet effektivt inkorporeret.
”Like I Say (I runaway)” er et brillant vidnesbyrd om Yanyas evne til at levere en sang i rykvise stød, der lyder som om de kommer fra det yderste af stemmebåndene. Hun fletter historiefortælling sammen med en nervøs og stacatto vokal; insisterende, men alligevel sælsomt usikker. Det føles for mig som om, hun venter på et pludseligt omslag i stemningen. Flere af numrene, herunder kvasi-titelnummeret ”Method Actor” giver soniske skulderskub og et styrtbad i rå strengestøj. »Gonna bleed out, hit thе ceiling / I gave you everything you needed,« synger Yanya med dirrende vrede, tangerende skuffelse, i stemmen, mens forvrængningen gennemtrænger alt. Jeg bliver snydt af flere af de elegante bossanova-agtige rytmer på pladens første halvdel. Rytmer, der med ét slår over i dunder og brag, mens jeg bliver tvunget til at hænge i.
Det er den indbyggede usikkerhed og nervøsiteten i numrene, der også gør My Method Actor til et udfordrende, næsten dystert album. Selv når sangene udadtil er blide i deres udtryk, som det er tilfældet med ”Made Out Of Memories”, så dukker der et varsel op i linjer som »I know you’re not afraid of nothing / I guess we’re all afraid of something / So sharpen up your blade and cut me wide, the rest goes up in flames.« Det får hele albummet til at virke intuitivt, men ikke desto mindre gravalvorligt. Som om Yanya har oplevet et memento mori, har revet dagbogssiderne ud, og sat sig ved skrivepulten.
My Method Actor er ikke lige så entydigt konceptuel som Nilüfer Yanyas tidligere projekter, men præcis derfor har jeg en kærkommen oplevelse af pladen som mere selvransagende. Der er ikke nogen method actor, som graver rundt i sine gamle traumer, men et kreativt makkerpar, Yanya og Archer, som har begået et syleskarpt destillat af, hvem kunstneren Nilüfer Yanya egentlig er. På den frit svævende ”Wingspan” lyder det henkastet: »Through this mess I’ve been devoted / Here comes destiny.« mellem himmelsynths og en afdæmpet cirkulerende akustisk guitar, lyder det som en foreløbig konklusion.
