Var man til stede tirsdag aften ved Gaia under Roskilde Festivals First Days i 2023, fik man sig nok noget af en totaloplevelse af en koncert. Det norske “technopunk danseband”, Tacobitch, lagde Gaia fuldkommen ned med en koncert, der gik lige i hjertet på mig, og som jeg kvitterede for med fuld plade.
Torsdag under Roskilde Festival – dagen inden det går løs for Tacobitch på Apollo – fik jeg fornøjelsen af, at sætte mig ned og tage en snak med Skandinaviens mest interessante band lige nu, hvis du spørger mig. Maskerne er nede, og de syv nordmænd er ligeledes helt nede på jorden, da jeg møder dem nær presseteltet.
Der er jo ingen tvivl om, at I gjorde et kæmpe indtryk med jeres Roskilde-debut sidste år. Hvordan er det at være tilbage?
»Det føles virkelig godt. Det var virkelig rart og bekræftende for os, at festivalen booker os igen og synes, at det var et godt show sidste år.«
»Det føles som om, at festivalen passer rigtig godt til os som band, og vi er rigtig stolte af at passe til publikummet her. Vi har det som om, vi er cool nu, haha!«
»Vi sætter også virkelig stor pris på Undertoners anmeldelse fra Roskilde Festival, sidste år. Vi er sindssygt stolte af det og har delt den en del – forhåbentlig får vi en endnu bedre anmeldelse i år. Godt at være tilbage, godt at være hjemme!«
Spørgsmålet er lidt, om Tacobitch er begyndt at kunne mærke forventningspresset?
»Ja, selvfølgelig kan vi mærke presset. Sidste år havde vi en mere dedikeret plads i programmet, men vi håber at folk stadig vil komme.«
Når Tacobitch spiller som headliner på spillesteder, har de endnu flere teatralske elementer med end i deres festival-setup. Heldigvis forsikrer septetten mig om, at de har et ekstra kort med i ærmet:
»Vi bliver selvfølgelig nødt til at tilpasse showet til festivalen, hvilket betyder, at vi også bliver nødt til at skære noget fra og tage noget andet med. Heldigvis har vi en håndfuld nye sange med, som vi kommer til at spille for første gang nogensinde.«
»For os er det noget nyt, der kommer til at give koncerten en ekstra kant og forhåbentlig gør det endnu sjovere for alle. Det bliver et brag i morgen!«
Nu siger I nye sange… Hvornår kommer albummet?
»Ja, det dufter jo af et eller andet – og det dufter af album! Der kommer et album! Skal vi sige, hvornår det kommer, eller holde det hemmeligt?«
Der lyder et rungende seksmandskor: »SIG DET!«. Og kære alle, der bliver noget at glæde sig til d. 27. september, hvor de udgiver deres debutalbum. Og der er bred begejstring blandt Tacobitch over at udgive et samlet værk efter en stime af singler:
»Det bliver et fedt album. Vi har forsøgt os med noget mere vokal på sangene, da vi har fået rigtig positiv feedback omkring skiftet mellem dét og dans/instrumentalmusik. Vi kommer til at følge udgivelsen op med en tour i Norge, og forhåbentlig får vi også lov til at komme tilbage til Danmark i en anden kontekst og setting efter vores Roskilde show.«
»Vi startede bandet primært som et live-act, der også udgiver musik. Vores format er primært struktureret omkring vores liveshows, hvilket stadig er den rigtige måde at opleve Tacobitch på. Men at udgive et album giver mening og føles mere repræsentativt for os som band end bare at udgive singler.«
Foto: Daniel Nielsen
Tacobitch skal opleves live – det er lavet til det!
Tacobitch skal nemlig opleves live. Alle numre får følgeskab af koreograferet dans, og Tacobitch optræder i særegne kludedukke-agtige kostumer, hvor hvert maskeret medlem har deres egen scene-persona, mens deres identitet er hemmelig for publikum. I en periode beskrev bandet sig endda som et “dansekollektiv”, hvilket får mig til at tænke over: Kommer dansen eller musikken først i den kreative proces?
»På de festivaler, vi kom på i Norge, var der aldrig nogen, der dansede på scenen. Måske var der et par backup-dansere til større popkoncerter, men der var intet, der var fokuseret omkring dans – heller ikke når det kom til instrumentalmusik eller klubmusik. Så målet var at lave det, vi kalder et “danseband”. I et andet interview har vi kaldt os selv Norges svar på ABBA.«
Hvad der kommer først i den kreative proces, har Tacobitch ikke et definitivt svar på. Det centrale er at skabe musik og dans, der gør indtryk, når det opleves live:
»Vi, der har en mere danser-agtig rolle i liveshowet, har også vores hænder med i produktionen af musikken, så der er ikke nogen defineret rækkefølge i, hvordan ting bliver skabt. Alt tager form ud fra vores erfaringer med koncerterne. Vi tænker konstant på, hvad der vil passe ind live; Hvad mangler der, hvad kan gøre det rigere og større?«
Når man ser jer live, kan det næsten føles som at se en ballet på syre. Er der nogen ‘lore’ bag jeres karakterer på scenen?
»Der er klart en ‘lore’, men den er hemmelig,« bliver der sagt med et grin. »Måske fordi vi ikke helt selv kender den endnu.«
Historiefortællingen fylder en stor del af koncerterne, men der er også enighed om, at publikum skal skabe deres egen fantasifulde forestilling om Tacobitchs univers:
»Fra et publikumsperspektiv tænker jeg, at de også giver vores karakterer forskellige roller. Jeg har de her kæmpe gule overalls på og ligner en pelset, hyggelig fyr fra børne-TV – så jeg kan godt lide at tænke på mig selv som den nuttede.«
»… Men vi har også brugt vores selvskabte personer til at skrive sange til hinandens karakterer, så på den måde har det også indflydelse på musikken. Så vi udvikler konstant på vores ‘lore’ i alle mulige forskellige retninger.«
Det hele startede med en øl i kollektivet…
Tacobitch startede, da alle gruppens syv medlemmer boede sammen i et kollektiv. En aften satte de sig ned og spurgte: Måske skulle vi lave et eller andet sammen? Så tog de en øl, fandt et navn, og Tacobitch var født.
»Vi ville rigtig gerne lave noget, som vi også gerne ville se selv. Et grandiost, meget teatralsk, koreograferet show, der holder publikum i hånden, men stadig blæser dem bagover.«
»Da vi satte os ned og tog den øl, tror jeg ikke, at vi havde præcist, hvad vi er nu, i tankerne – og det er en stor del af, hvorfor vi har opnået det, vi har. Vi ændrer og udvikler os konstant, og vores åbne attitude er en stor del af, hvem vi er som band. Det er meget Pippi Langstrømpe.«
Når det kommer til deres navn, har Tacobitch med egne ord »skudt sig selv lidt i den kommercielle fod«. Der er folk, der ikke vil gøre reklame, når ordet “bitch” indgår – ifølge dem selv både en velsignelse og en forbandelse:
»Det er også rart, at vi ikke er så tilgængelige eller skal tænke så meget på forretningssiden. Det har givet os frihed til at fokusere på vores kunst. Det var et meget seriøst svar på et useriøst navn.«
»Jeg vil gerne fortsætte lidt med det seriøse!« siger et af medlemmerne og tilføjer: »Det er, som du siger, en velsignelse og en forbandelse og super dumt – det er en konstant påmindelse om at være fjollet og gøre fjollede ting. Og det er jo det, der har skabt det her band, vi vil gerne lave fjollede punk ting… Det er et forfærdeligt navn. Og fjollet. Og sjovt.«
»Det er jo vores store ting som band. Vi vil bare gerne selv have det sjovt. Vi tager projektet super seriøst, men vi tager ikke os selv for seriøst, og forhåbentlig skinner det igennem for publikum. Det smitter forhåbentligt, så de har det lige så sjovt som os. Måske?«
Roskilde-residency til Tacobitch?
Min tid med Tacobitch begynder at lakke mod enden, så jeg spørger dem, om de har noget mere på hjerte. Et smørret grin strækker sig over flere af nordmændenes ansigter, mens de begynder at fortælle mig om bandet Frank Znort Kvartet, der har spillet på klubben Blaa i Oslo hver søndag siden 1998.
»… Og siden det er vores anden gang på Roskilde, har vi joket lidt med, at vi måske kunne blive Roskildes Frank Znort Kvartet. Hvis I lytter, Roskilde, så kommer vi gerne tilbage hvert år og laver et show under First Days – vi har ikke brug for penge, bare en festivalbillet.«
»Som du kan høre, er det steget os helt til hovedet. Vi er allerede blevet helt høje på os selv,« bliver der storgrint sarkastisk.
Når I er blevet så høje på jer selv, er I så blevet for cool til maskerne?
»NEJ!« svarer de i kor.
»Det er jo det, der er smukt. Når man ikke ved, hvem vi er, eller hvordan vi ser ud, er folk utroligt ærlige i det øjeblik, vi fjerner masken. Nogle gange har folk virkelig elsket vores shows og fortalt os det, uden de har vidst, at det er os. Andre gange er vi blevet grillet super hårdt, hvor folk har sagt, at det var et shitshow, hvor vi bare må svare “nå, fint” for at opretholde vores anonymitet.«
» – og så går vi tilbage til tegnebrættet!«
Lige et let spørgsmål på falderebet: Hvad skal der i den perfekte taco?
»Sour Cream.«
»Og avocado, for at være lidt sunde.«
»Æble er også bedre, end man tror.«
»Måske også nogle dansere og nogle musikere?«
»…Og kærlighed. Kærlighed er klart den vigtigste ingrediens!«
»Og strø nogle bitches på toppen,« bliver der grint.
