Da Viktor Dahl og Marie Kildebæk, henholdsvis synth-spiller og vokalist i det frembrusende indiepopband Yör (rimer på ”hør”, som i hørskjorte) hopper ind i det Zoom-rum, jeg har indrettet til lejligheden, kan jeg fornemme, at der hersker en fortrolighed i det musikalske imellem dem. Som de to sidder i øvelokalet, kan man måske ikke direkte se det. Men mærke det, det kan man. Yör har de seneste år stille og roligt udgivet en række singler, hvor særligt ”I virkeligheden”, titelnummeret fra bandets EP fra 2021, kom i stor rotation på P6 Beat. I slutningen af 2023 udgav de debutalbummet Intet så rigtigt, en samling præcise, men alligevel flygtige sange om livets overgange, tvivlen og alt derimellem. Der er løbet meget vand under broen siden Yörs spæde start, hvad der også har fået bandets bassist, Janus Bagh, til at kalde debuten for deres første opsamlingsalbum, fortæller de to.
»Det var sådan en følelse af, at det var en beholder for hele den udvikling, vi har gennemgået med musikken i løbet af de efterhånden mange år, vi har spillet sammen i forskellige konstellationer,« siger Dahl om Intet så rigtigt, og et nummer som ”Badekar” kan da også spores tilbage til en livesession fra 2019. Bandmedlemmerne har også erfaring nok at dele ud af. Kildebæk har blandt andet sunget kor for Pil, mens både hende og Dahl har spillet sammen med Eee Gee og Emma Sehested Høeg. I den mere særegne afdeling trækker begge veksler på deres erfaringer udi lyddesign fra Sonic College. Yör spiller på flere af sommerens festivaler og er altså også at finde på plakaten til årets Roskilde Festival. Det er ikke uden et vist sus i maven, at bandet ser frem mod deres koncert på Nordeuropas største musikfestival.
»Vi prøver ikke at køre den op, « siger Kildebæk forventningsfuldt og beskriver fornemmelsen: »Vi prøver virkelig at se alle vores sommergigs som lige vigtige. Men lige netop Roskilde føles ekstra speciel, da vi er kommet på festivalen i mange år. Det er som at komme hjem og vise sin musik frem til sin familie.«
Hjulspind
Få dage før jeg har sat Yör stævne over det store internet, har de spillet på Heartlands intime skovscene, Diorama. De ellers så idylliske, fynske omgivelser var dog i heftig konkurrence med vejrguderne og logistisk bøvl.
»Da vi så kom til Heartland, kørte vores bil fast på deres parkeringsplads. Vi endte med at bruge den første time af vores get-in nede på scenen på ikke at være der; fordi der var hjulspind på parkeringspladsen,« tænker Dahl smilende tilbage.
»Det havde jo bare regnet så meget,« tilføjer Kildebæk.
Da det endelig lykkedes at køre gearet i stilling, var der ikke nogen musikalsk slinger i valsen. Koncerten fik tværtimod en helt særlig karakter på grund af stress, jag og regn.
»Der var så meget energi i at det lykkedes; at vi kom op på scenen, og vi var der. Så der var nogle trommesekvenser, hvor der virkelig var smæk på,« fortæller Dahl.
Dahl og Kildebæk smiler begge over mindet.
»Der var en don’t give a fuck-energi,« uddyber Dahl: »som handlede om hvordan den dag havde været. Det er der sagtens er plads til i settet. At man så er sådan ‘Okay Lasse (bandets trommeslager red.), tag du bare fire takter mere!’. Get it out, man! Det er et dejligt aspekt ved, at vi ikke er tvunget til at det har den samme dynamiske kurve hver gang.«
Kildebæk nikker, mens Dahl fortæller om, at Yör i koncertsammenhæng holder af at udfordre scenerummet. Der er masser af fleksibilitet og variation i tilgangen til rummet, og en mulighed for at møde publikum, dér hvor de er. Der er ikke et click-track, som styrer slagets gang, så en glidende overgang kan snildt gøres længere eller kortere.
Sammenvoksne
Yör har faktisk ikke altid heddet Yör. Tidligere gik bandet under det noget længere navn Yör & U, et navn der kom til Kildebæk i en drøm i år 2016. Senere er ”& U”-delen bortfaldet. Da jeg spørger ind til det, lader der ikke til at være en dybere eksistentiel krise forbundet med navneskiftet. Kildebæk forklarer, hvordan ”&”-tegnet i bandets logo ofte blev forvekslet med et ”d” og slutter diplomatisk: »Jeg tror bare, vi havde lyst til at skære det ind til benet.«
»Ja, det var ligesom dét, der var det vigtigste,« tilføjer Dahl. »Det var jo et fedt navn, men der var også noget lidt mærkeligt i at have et engelsk navn, når man er dansksproget.«
Bortset fra navneskiftet, er bandbesætningen i Yör den samme. En kvartetkonstellation der, foruden Dahl og Kildebæk, består af bassist Janus Bagh og trommeslager Lasse Jacobsen. Dahl og Kildebæk gik på samme efterskole, Dahl kendte Bagh fra gymnasiet og Kildebæk mødte Jacobsen i MGK-regi. Medlemmerne af det, der skulle blive til Yör spillede første gang sammen i anledning af Kildebæks afgangsprøve fra musikskolen, og siden har det hængt ved. Der har ikke været nogen overnight-succes, men i stedet et vældigt tæt fællesskab.
»For os er bandet også en familie og virkelig gode venner. Et meget stærkt kærlighedsbånd. Udover at være et kunstnerisk partnerskab, vi har med hinanden,« udtrykker Dahl det.
»Vi er vokset sammen. Nogen oplever måske at vokse fra hinanden, hvor vi virkelig har påvirket hinanden til, hvor vi er i dag. På en god måde. Vi er meget tætte, alle fire,« siger Kildebæk med nostalgisk oprigtighed i stemmen, mens Dahl nikker anerkendende.
Inderligt autentisk modsætningsfuldhed
Som det efterhånden er blevet tradition på Undertoner, spørger jeg selvfølgelig Dahl og Kildebæk, hvilke tre ord, der bedst indkapsler Yör som band og Yörs musikalske udtryk. Efter en tænksom pause nævner Kildebæk ordet ”hjertevarmt” og Dahl tilføjer, at der er en inderlighed i musikken.
»Inderlighed,« gentager Kildebæk prøvende »Det er meget ægte og kommer virkelig fra vores sted.«
De to bliver enige om at tilføje ”autenticitet”, og Dahl kommer til slut ind på en ”modsætningsfuldhed”, som også hersker i Yörs univers.
»Der er nogle kontraster i det. Vi arbejder tit med det intime overfor det storladne, og det forsigtige overfor det voldsomme, det lille overfor det store. Både inde i hver sang, men også mellem hver sang. Det synes jeg også er en stor del af vores lyd,« ræsonnerer han.
Potteskår
Yörs lyd kan også siges at være udpræget elektronisk. Synthesizeren er guldlimen, der binder det musikalske univers sammen.
Bandet er heftigt inspireret af den japanske kunstform/filosofi kintsugi, som går ud på at man reparerer ituslående potter med forgyldt lak; ikke for reparationens skyld, men som en hyldest til de knubs og de skår, der nu står gyldent frem i overfladen.
På samme måde er synthesizeren – særligt de analog og vældigt håndgribelige modeller, Yör bruger til at skabe lyduniverser – mere uforudsigelige end de plugins, man finder i den digitale verden. En uge før jeg møder bandet, har de spillet på Tivolis Orangeriet-scene under vejrforhold, der fik en synthesizer til at gå ud af stemning. Det kræver improvisation og flair for at gribe de små og store øjeblikke, noget Dahl og Kildebæk virker som om, de sætter pris på.
»Der er nogle ret store begrænsninger ved de instrumenter vi bruger, men i dem er der en hel masse muligheder. Så det er ligesom det, vi bruger til fulde,« siger Dahl og fortsætter:
»Der er mange tidspunkter i vores set, hvor det er en dans, som man har skullet øve.« Kildebæk lader som om, at hun betjener en imaginær synthesizer og Dahl går videre ind i den komplekse koreografi: »Vi kan gå fra, at det peaker helt vildt i ”Dørtelefon”, hvor jeg har vocoder i gang på Maries stemme, og spiller fladen med min venstre hånd, og så spiller lead-ting på den anden synth, med min højre hånd. Og så på et et-slag, der skal begge de synthesizere stoppe, og der skal skrues ned, og der skal vocodes til outroen. Sådan nogle momenter, hvor det virkelig er intensivt, hvordan det lykkes. Det føles bare virkelig, virkelig sjovt. Det er meget koreografisk på en eller anden måde.«
Kildebæk lader til at være mere end enig i Dahls beskrivelse. Med den fåmælte iver i stemmen, man får, når man slet og ret kan mærke, at man har ramt noget ægte, siger hun: »Jeg synes, Viktor er virkelig god til at skabe lyde, som har meget identitet og personlighed. Jeg elsker virkelig, når vi skriver sammen, at det ikke kun er vokalen, der har en personlighed. Jeg kan virkelig godt lide, at vi skaber lyde i vores musik som har meget personlighed.«
Både / og / enten / eller
Jeg har holdt mig i skindet og kredset om Yör som musikalsk enhed, men bandets særegne tekstunivers af flertydigheder og spørgsmål er pirrende. Det sitrende væld af betydninger kommer til syne i en sang som ”Lavendelduft”, hvor Kildebæk – der selvsagt har nedfældet teksten – og Dahl har vidt forskellige fortolkninger af, hvad der er på spil.
»Jeg ser sådan et helt specifikt billede for mig. At gå et helt bestemt sted ude ved Enø Strand, hvor det blæser og man finder ud af, at man ikke skal være kærester,« beretter Kildebæk, mens sceneriet skifter i Dahls øjne og i stedet bliver til en afleveringssituation med barnet i daginstitution; lavendelhåndsæbe og jakker på.
»Og begge tingene var bare lige vigtige og gode,« smiler Kildebæk med en alvorsfuld omsorg i stemmen.
Yörs tekster står og vajer mellem forskellige positioner og ikke altid forenelige følelser. »Vores tekster er meget ”både/og”, ”enten/eller”,« siger Kildebæk og præciserer: »Hvor man med mere klassiske popsange som Medinas ”Jalousi” ved præcis hvad det, er det handler om. «
Den lige så Heartland-aktuelle popdronning og “Jalousi”, som Kildebæk medgiver er »en megagod sang,« har måske en anderledes afklarethed, mens Yör bevæger sig på mere gyngende grund. Efter en tænkepause tegner Kildebæk et billede af teksternes omstændighed:
»Det føles ikke flyvsk. Det føles bare virkelig som en beskrivelse af det indre liv; for mig i hvert fald. Og at der er meget tvivl. Det er tit dér, jeg skriver fra: Fra en tvivl.«
En tvivl, der bor i de små tegn i ”Er det nok ?” med tekster som »Og undskyld, men kan vi tale / om hele mit potentiale?« og »Hvordan kan kroppen være benhård / og samtidig bevægelig?«
Oceanisk tilstand
Til slut kan vi akkurat nå at runde Roskilde Festival igen – for hvad skal Yör selv se på festivalen, og hvad har de af anbefalinger?
Store oplevelser fra tidligere års festivaler nævnes i flæng. Kildebæk ser tilbage på hedengange Quadrons koncert på ligeså hedengangne Odeon i 2013 som en stor oplevelse, mens soulsangeren Charles Bradley på samme scene også gjorde indtryk.
Dahl har et godt øje til Arena, hvor han blandt andet har oplevet og opdaget Tame Impala i 2016 (mens Kildebæk havde en god oplevelse med Peaches på Apollo) og The War on Drugs året før.
»Det er virkelig dét, jeg forbinder med Roskilde,« siger han med musikelskerens forundring i stemmen. »Den her store, oceaniske tilstand, hvor man er en del af et hav af mennesker og har en stor oplevelse med noget musik, man ikke nødvendigvis kender supergodt.«
Dahl og Kildebæk er enige om at Gloria, hvor blandt andet Tirzah tidligere har gjort indtryk, er et godt sted at gå hen, hvis man er usikker på, hvad man skal se. Dina Ögon skal Yör helt sikkert se om lørdagen, og der ryger også en anbefaling afsted til Fine, der spiller om mandagen på First Days. Kildebæk indvender, at hun sgu også glæder sig til Charli XCX. Men hvad med Yörs egen koncert?
»Vi ved kun, hvem vi er. Så vi må bare holde fast i, hvad vi gerne vil give. Og så håber vi, at nogen griber det,« slutter Kildebæk.
Yör spiller på Eos søndag den 30. juni klokken 14.45.
Yör er: Janus Bagh, Lasse Jacobsen, Marie Kildebæk og Viktor Dahl.
