Singlr

Videopremiere: Kaspar Vig – Altid i Kontrol

Med et musikalsk videoværk dykker Kaspar Vig ned i erindringens forgrenede gange og finder roen til at slippe kontrollen og simpelthen være til.

Her er alt hvad jeg står for
Her er mit liv
Det gælder om at være åben

Den københavnske multikunstner Kaspar Vig, der både har begået sig som musiker under kunstnernavnet Drømmespor og som billedkunstner, står tilbage og kigger på, hvad han har tilbage af minder og erfaringer. Sådan forestiller jeg mig det i hvert fald, når jeg hører Vigs seneste udspil ”Altid i Kontrol”. I en pressemeddelelse nævner han, at forliste forhold og mindreværd havde hobet sig op. Der er da også en uro i nummeret. Jazzede trommer skaber en hektisk puls under hvad der ellers mest af alt lyder som en paradisisk, stedsegrøn sommeridyl.

Musikken akkompagneres af en video, som skal ses som første del af et større filmprojekt. En omfattende samling af analog 8mm-film fra 40’erne til 70’erne er blevet digitaliseret og manipuleret. Her fortælles også en historie om et levet liv. Det er meget private liv, man før indsigt i gennem de grynede billedoptagelser.

En have fuld af blomster glider forbi, mens en hvirvlende klavermelodi spirer frem. Næste optagelse er et billede af en smilende dreng med “indianer”-maling. Det er personlige minder som burde være svære at engagere sig i, men musikken lukker op for et univers af erindring, glemte fortællinger og tidligere liv. Jeg forestiller mig ikke at optagelserne er Vigs egne, men han formår at få dem til at fortælle om den erindringsproces, han selv gennemgår.

Midtvejs gør Vig opmærksom på de insekter, der simpelthen bare er der. Filmkameraet finder et væld af margueritter med sommerfugle. Det er et fint moment. Den rastløse rytme trækker sig tilbage og et strygerarrangement gør stemningen mindre urolig. Der bliver gjort plads til, at man blot kan sænke skuldrene og være til stede i landskabet. ”Altid i Kontrol” sætter sig ikke fast i én sindsstemning, men holder dørene til den mentale bagage åbne.


“Altid i Kontrol” udgives d. 14. februar via Isen Bryder og er første single frem mod EP’en ‘Somnium Corolla’. 

Leave a Reply