Singlr

Videopremiere: Søren Michelsen – I En Brydningstid

Søren Michelsen, kendt fra bandet Søn, har begået en hjertevarm sang om, at det er okay at ryste på hænderne, når livet forandrer sig. Sammen med en musikvideo optaget i New York, skaber Michelsen en boble af inderlighed, ro og en tilpas mængde 90’er-kitsch.

På Undertoner har vi fornøjelsen af at løfte sløret for Søren Michelsens nyeste single “I En Brydningstid” med en eksklusiv premiere på sangens musikvideo. Det er en visuel og musikalsk tidsrejse tilbage til slut-90’ernes analog kamera og walkman-vibes. Samtidig formår musikvideoen at fange essensen af overgangsfasen mellem ung og voksen – noget som også præger den unge musikers debut-EP som tager navn efter singlen.

Musikalsk bevæger Søren Michelsen sig væk fra de mere eksperimentelle elementer, man måske kender fra hans rolle som trommeslager i bandet Søn. I stedet præsenterer han en drømmende popæstetik, hvor den lyriske umiddelbarhed står i centrum. Med en sparsom, men effektfuld produktion af Emil Emborg understøttes Michelsens vokal af et simpelt, men dragende lydbillede, der langsomt suger lytteren ind.

Videoen, der er filmet og redigeret af Lea Kampmann og Søren Michelsen selv, fungerer som en stærk visuel forlængelse af sangens temaer. Den undgår de store narrative armbevægelser og søger i stedet mod det jordnære: krydret med fornøjeligt kitschede grafiske elementer. Vi ser Søren Michelsen bevæge sig gennem New Yorks urbane landskaber. Times Squares evigt omskiftelige billboards spejler brydningerne mellem fortid og nutid; mellem den indre uro og en ydre verden, der er i konstant forandring. Det er selvsagt til at blive helt nostalgisk af, hvis man var ung i 90’erne.

Det, der imponerer mig ved nummeret er, hvordan Michelsen og Kampmann får de store følelser af usikkerhed og forandring til at føles nære og personlige, uden at det bliver for storladent eller svulstigt. Der er en stoisk ro over både musikken og videoens fremstilling af den eksistentielle uro, som ellers kunne have fået en dramatisk og overgjort præsentation.

Som en smagsprøve på Michelsens kommende EP, lover “I En Brydningstid” godt for resten af udgivelsen. Se med her på Undertoner og få et sneak-peek, inden videoen og sangen lander officielt den 4. oktober sammen med EP’en.


Søren Michelsens debut-EP ‘I En Brydningstid’ udkommer fredag d. 4. oktober 2024, og i kølvandet på udgivelsen spiller Søren releasekoncert på Ideal Bar i København, torsdag d. 10. oktober.

Leave a Reply