Sidste års store klassiske filmbrag kom fra den amerikanske auteur/filmskaber Paul Thomas Anderson, hvis One Battle After Another blev både kommercielt succesfuld, kritikerrost og seneste belønnet med 13 Oscar-nomineringer. Som altid er Paul Thomas Anderson garant for intenst fejlbarlige karakterer, store følelser og et dominerende lydspor af hans mangeårige komponist, Radioheads Johnny Greenwood. Musik har igennem hele Andersons karriere været meget centralt. Han har over årene lavet musikvideoer for blandt andre ekskæresten Fiona Apple, Haim, Radiohead og The Smile, og i 2019 instruerede han sågar en kortfilms-musikvideo til Thom Yorkes soloalbum Anima.
»One is the loneliest number« – stofmisbrugeren Claudia
Han er en musikelsker, som altid har formået at integrere musikken i sine spillefilm; og som både manuskriptforfatter og instruktør laver han på alle måder unikke film. For snart 26 år siden havde hans tredje spillefilm, Magnolia, premiere i de danske biografer. Dengang tog han sin utvivlsomt musikalske vinkel på filmmediet til nye højder, for mens One Battle After Another er løst baseret på Thomas Pynchons roman Vineland, så er Magnolia skrevet med afsæt i den amerikanske singer-songwriter Aimee Manns sange og lyrik. Det lyder ret avantgarde – Manns sange er ikke eksplicit konceptuelle – men Anderson havde efter succesen med sin forrige film, Boogie Nights, fået fuld kreativ frihed til at skabe en film helt efter eget hoved. Og sådan blev det: Anderson lyttede til Aimee Manns sange og demoer og skabte en følelsesfantasi af en film.
En ensom sang
Resultatet var et manuskript og en film med et ensemble i centrum. 24 timer i San Fernando Valley, Californien og en række karakterer, der væves sammen på kryds og tværs. Det er en karakterdreven film, men det er Aimee Manns sange, der får lov til at sætte tonen. I filmens første sekvens introduceres alle karaktererne akkompagneret af Manns cover af Harry Nilsson-klassikeren ”One”. Vi kommer både forbi Tom Cruises mandschauvinistiske proto-Andrew Tate, Frank T.J. Mackey, stofmisbrugeren Claudia Wilson Gator (Melora Walters), politimanden Jim Kurring (John C. Reilly), den kræftsyge quizvært Jimmy Gator (Philip Baker Hall), den unge quizdeltager Stanley, den tidligere quizdeltager Donnie Smith (William H. Macy) og flere andre. De er alle sammen forbundet på kryds og tværs; via familiebånd, gennem TV eller bare via civilsamfundet. Men de er også forbundet af ensomheden, som Mann dybfølt gentager: »One is the loneliest number / One is the loneliest number.«
Det er ikke baggrundsmusik, der skal forstærke filmens stemning; Aimee Manns stemme bliver næsten filmens fortæller. Hendes sang afspejler det, der sker på lærredet. Nummeret, der oprindeligt er udgivet i 1968 rammer plet i en spillefilm fra 1999. Det er den samme tryggende ensomhed. Og selvom Mann ikke er fysisk med i filmen, bliver hendes stemme den vigtigste del af fortællingen. I hendes sange ligger karakterernes fortabthed og knuste drømme.
Kosmiske tilfælde og fortabte sjæle
Lidt over halvvejs inde i det tre timer lange magnum opus er tingene begyndt at gå ad hekkenfeldt til i en grad, så der er behov for, at nogen eller noget griber ind.
Løsningen er en sang. Samtlige karakterer er lige så isolerede, som de var i begyndelsen. Det skrøbelige nummer “Wise Up” indledes med et simpelt klavermotiv og så Manns krystalklare stemme: »It’s not what you thought / When you first began it.« Claudia sidder alene uden at vide, om hun rigtigt har lyst til at tage på den date, hun er blevet inviteret på af den godmodige politimand, Jim. »You’re so stupid,« hvisker hun til sig selv, før hun tager (endnu) en bane kokain. Ved et kosmisk tilfælde er det, som om hun hører Manns sang for sit indre øre; hun falder ind og synger med let rystende stemme en linje, der med ét handler om hendes stofmisbrug.
»It’s not what you thought / When you first began it…«
Gennem hele nummeret klippes der mellem alle de karakterer, hvis kvaler vi har fulgt i de foregående timer: politimanden, den kræftsyge quizvært, den alkoholiserede eks-quizdeltager med flere. Hver karakters linje passer ind i deres fortælling og det, de hver især går og tumler med. Der er ikke noget om helst naturalistisk ved scenen – der er ikke nogen, der har radioen tændt eller en CD i afspilleren – alligevel finder alle karaktererne på at synge netop den sang. Selv Julianne Moores karakter Linda, som har taget en overdosis medicin i sin bil – ude af stand til at magte tabet af den mand, hun ellers havde giftet sig med af økonomiske årsager – synger inderligt med fra et sted mellem liv og død.
Som magnolieblade
Det burde egentlig virke ufatteligt dumt og opstillet, men Anderson formår at gøre det til filmens måske mest troværdigt menneskelige øjeblik. Det er ikke rationelt, men musik er heller ikke bedst, når det taler til hjernen. Anderson bruger i mine øjne Mann og hendes musik som en slags skytsengel for Magnolias fortabte sjæle, som i sidste ende er blomsterblade på den samme magnolie. Med ”Wise Up”-scenen bliver filmen kortvarigt til en musical, men det fungerer, fordi det er forløsende at høre karaktererne synge med på sangens simple omkvæd: »It’s not going to stop / ’til you wise up.«
De har gravet sig dybere og dybere ned i deres dårlige vaner, men nu synger de pludselig om vejen ud. Det er stort og mægtigt og alt alt for meget, men det viser, hvordan musik bedre end noget andet kan sætte ord på de store, grimme følelser. I stedet for at gøre sine karakterer til marionetter lader Anderson dem indse deres problemer gennem (fælles)sangen. Om det er barmhjertigt, brutalt eller et miskmask af begge dele, er jeg ikke sikker på i skrivende stund.
»Prepare a list for what you need / Before you sign away the did / ‘Cause it’s not going to stop« – Linda
Det ændrer heller ikke på, at Anderson og Mann med Magnolia skabte noget ganske særligt sammen. Det kan godt være, at han havde visionen og førte pennen, men det var hende (samt hendes producer og filmens komponist, Jon Brion), som havde sangene, der kunne give de mange skæbner dybde – som i den Anderson-instruerede musikvideo til ”Save Me”, som Mann skrev specifikt til filmen, (og som senere gav hende en Oscar-nominering).
Her synger Mann sangen direkte til filmkaraktererne – og i et full circle moment er det skytsenglen, der iagttager de skrøbelige eksistenser.
Magnolia kan opleves i Cinemateket d. 18. februar.