Umiddelbart før årtusindeskiftet var det nok de færreste, som kunne forudsige den brydningsperiode, det bredere, internationale rockmiljø hermed var på vej ind i. For efter et årti, hvor de europæiske (rock)hitlister havde været domineret af guitaren og britpoppen, skiftede fokus langsomt mod en tendens, hvor alle “de store” inden for britpoppen havde behov for at eksperimentere med nye lyde og udleve helt andre musikalske projekter end de grundformler, som havde været deres levebrød i løbet det foregående årti. I 2000 viste Radiohead således vejen med Kid A, hvor de særligt hentede inspiration fra elektronisk musik, og på deres efterfølgende plader fortsatte udvikling i flere forskellige, eksperimenterende retninger.
På samme måde havde Damon Albarn ligeledes et behov for at arbejde med ny musik uden det band, han havde spillet med siden slut-80’erne – og med introduktionen til Gorillaz på det fiktionelle, animerede bands selvbetitlede debutalbum i 2001 havde Albarn øjensynligt også fundet en ny musikalsk legeplads. Her kunne han både lege med elementer fra hiphop, elektronisk musik, dub og punk og smide scratchede beats og trompeter ind over de forskellige beats; som på ”Rock the House”, hvor hornene i langt højere grad end lyrikken skaber nummerets omkvæd, og hvor det Del the Funky Homosapien får lov til at rappe med på en af mange fremtidige gæsteoptrædener. Det var med andre ord helt tydeligt, at Damon Albarn sammen med pladens producer Daniel ‘Dan the Automator’ Nakamura havde skabt det musikalske eksperimentarium, som han gik og længtes efter i slutningen af 90’erne, hvor gassen af ballonen stille og roligt var på vej ud af både britpoppen og Blur.
Sofaen, der startede det hele
Det er da også i slutningen af 90’erne, at grundstenene for Gorillaz-projektet endelig bliver lagt: I 1990 træffer Damon Albarn og illustratoren Jamie Hewlett da Albarns bandkollega Graham Coxon ønskede, at Hewlett skulle facilitere et interview med Blur. Coxon var stor fan af Hewletts tegneserie Tank Girl, som han udgav i magasinet Deadline, og det var i netop dette magasin, at interviewet med det – på det tidspunkt stadigt nystartede – Blur blev udgivet. Hewlett og Blur bibeholdt deres bekendtskab op gennem 90’erne, men forholdet mellem Albarn og Hewlett skulle ikke have været for godt. Hewlett fandt nemlig Albarn arrogant, men da begge mænd i slutningen af årtiet stod midt i hvert deres break-up, endte det med at flytte sammen i en lejlighed i London. Her melder historien, at de – efter at have set en udsendelse på det nu hedengangne MTV – blev enige om, at æstetikken og lyden på datidens boybands var for rigid og indøvet. Det var denne erkendelse, som altså fik dem til at kreere et af musikverdens første tværmediale projekter. Damon Albarn stod bag det musikalske aspekt, og Jamie Hewlett designede de velkendte animationsfigurer, der fortsat i dag udgør Gorillaz’ visuelle identitet, og som den dag i dag stadig har sit helt eget univers og historie, som man kan dykke ned i ude blandt internettets afkroge.
Selvom Gorillaz var og fortsat er en musikalsk legeplads for Damon Albarn, hvor han kan prøve hvad som helst af, så havde han i 2001 ikke fuldstændigt sluppet sin britpopidentitet, hvor særligt elementer fra Blurs (ligeledes selvbetitlede) udgivelse i 1997 er tilstede på Gorillaz’ ditto. Det er især tydeligt på numre som blandt andre ”5/4”, ”M1 A1” og ”Punk”, der alle er bygget op af rå guitarriffs og Albarns forvrængede vokal, der ikke føles fjernt fra Blur-klassikere som “Beetlebum” og “Song 2”.
Men selvom førnævnte eksempler alle sammen indeholder tydelige elementer fra britpoppen – særligt de kantede riffs, der sammen med helt klassiske, rockede trommerytmer bærer sangene fremad – så udforsker de alle også nye elementer; skæve lyde og breaks, som giver sangene krydderi, og som aldrig tidligere var blevet brugt i Blur-sammenhæng. Her bliver det tydeligt, at Albarn og Nakamura leger fuldstændig uden musikalske rammer. I løbet af introen på ”Punk”, der herefter bare lyder som en moderne udgave af The Ramones, bliver ens øregange lige pludselig introduceret til en række futuristiske biplyde. Guitaren er forvrænget, lasere bliver skudt af i baggrunden, og det ellers så taktfaste rockbeat bliver konstant afbrudt af små scratches og lydbidder, som helt tydeligt stammer fra en af samtidens computere. I sin grundessens er det næsten, som om sangen er skrevet til et britpop- eller punkband, men eksiterende i Gorillaz-universet insisterer Albarn på at tilføre sine helt egne lille twists.
Blur på Orange Scene i 2023. Foto: Daniel Nielsen
Langt mere end bare britpop
Skulle man som lytter komme i tvivl om, hvorvidt det er kasserede Blur-b-sider, man lytter til, når man hører ”Punk”, ”5/4” eller ”M1 A1” for første gang, skyder et nummer som ”Tomorrow Comes Today”, (der i øvrigt åbner Gorillaz’ første EP, som udkom fire måneder før fuldlængden), hurtigt den tvivl til jorden. Her dyrker Albarn i stedet triphoppen og skifter guitaren nemlig ud med et tungt og langsommere trommebeat; akkompagneret af en atmosfærisk stryger-synth, dybe bastoner og dub-klingende melodikamelodier. På ”Sound Check (Gravity)” træder man straks igen ind i et nyt lydunivers, hvor en helt stille guitar klimtrer alene et par takter, inden Damon Albarns vokal svæver ind i fronten af lydbilledet, og lægger sig henover det stille guitarspil. Han synger i en skæv falset, og isolerede man vokalen, kunne det næsten lyde som en parodi på Albarns falset. Men i selskab med guitaren virker det blot pirrende, og inden man når at finde sig helt til rette i det rolige tempo, brager et tungt, bas- og trommefyldt beat, der vel sagetns kunne have medvirket på en af tidens toneangivende hiphopudgivelser, ud af højttaleren.
De store genreskift uderstreger kun, at det her er noget helt andet end “bare” en videreudvikling af britpoppen. Pludselg stikker Albarns visioner i alle mulige retninger, og det er dé overraskende eksperimenter, som netop gør de første Gorillaz-plader så interessante. Man ved aldrig, hvad der venter på pladens næste nummer, hvilken gæst der medvirker, og fra hvilke musikkulturer Albarn og co. låner elementerne – og det er ikke mindst den del af Gorillaz’ identitet, som fortsat eksisterer i projektets musik den dag i dag.
Gorillaz’ debutplade endte med at blive startskuddet til en overdådig succes. På verdensplan har albummet solgt omkring syv millioner eksemplarer, hvilket er godt og vel halvdelen af Blurs samlede salgstal for alle deres udgivelser. Alligevel var der flere, som ikke var fuldkommen overbeviste om Gorillaz’ langtidsholdbarhed, da den første plade udkom for 25 år siden. Hos Pitchfork skrev man blandt andet, at »Gorillaz is the definitive side-project: Even at its best, it’s never more than a divergent one-off stint.« I dag er det dog tydeligt, at Gorillaz er meget mere end bare et sideprojekt. På deres fælles sofa i London skabte Damon Albarn og Jamie Hewlett i slutningen af 90’erne starten på en decideret musikalsk institution, der her 25 år efter den første fuldlængdeudgivelse netop også er udkommet med sit niende studiealbum, The Mountain.
Er det længe siden, at du har lyttet til den første plade, så er fødselsdagen den perfekte anledning til at genbesøge den. For det er ikke kun ”Clint Eastwood”, “19-2000” og “Rock the House”, som stadig holder i 2026. Hele pladen er efter min mening ældet med ynde, og det er stadig en sand fornøjelse at træde ind i det lydunivers, som Albarn, Hewlett og alle deres venner vækkede til live i 2001.
