Skribent - Jakob Lisbjerg

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Pole, Deadbeat, D&P Pole har på sine seneste udgivelser ikke formået at gøre meget mere end at gentage sig selv og sin klassiske lyd af dub præget af skrat og hiss, selv om han har prøvet – blandt andet ved at tilføje vokal til sin dub. Derfor var det spændende at se, hvordan han ville være live. Heldigvis blev det ganske underholdende at se den efterhånden midaldrende Stefan Betke skrue op for tempoet og spille en slags hurtig dub-techno. Det var faktisk kun Betkes første nummer, som var nede i tempo, og hvor han på lidt malplaceret vis brugte nogle høje hi-hat-effekter nærmest uden for rytme. Betke skiftede rytmer og tempo, så hans sæt blev varieret, selvom det meget var de samme lyde, han brugte. Den hiphop-inspiration, som prægede Poles selvbetitlede album, var der ikke meget af – det gjorde dog ikke så meget. Mere ærgerligt var det, at Betke ikke spillede så lang tid. Canadiske Deadbeat alias Scott Monteith skulle nemlig overtage scenen, inden han og Betke skulle spille et sæt sammen som D&P. Deadbeat har udgivet et par album på netop Betkes selskab ~scape, og der er klar sammenhæng mellem de tos musikeres udtryk. Men Deadbeat er mere pumpende, mere monoton og indimellem også nærmest Cafe del Mar-agtig. Live viste Monteith dog også, at han sagtens kan spille mere dub, end hans tørre, pumpende lyd ellers lægger op til. Der var sågar inspiration fra reggaeton at finde, men alligevel var hans lidt lange sæt mere stillestående end Poles, selv om Deadbeat nok nåede at bruge flere forskellige elementer i musikken. Deadbeat og Poles fælles sæt var en underlig affære, og virkede nok bedre på papiret (og på plade) end i virkeligheden. Sammen satte Pole og Deadbeat et beat i gang, og så improviserede de to musikere ellers hen over – mere eller mindre – samme trommerytme i en halv times tid. Problemet var, at da beatet først var sat i gang, var der ikke mulighed – eller de benyttede sig i hvert fald ikke af det – for at ændre hastigheden på musikken, hvilket gjorde sættet ret ensformigt. Og så virkede det, som om de to musikeres lyde ikke var blevet indstillet rent niveaumæssigt, inden de skulle spille sammen. Det gjorde tit lydbilledet rodet, og druknede også Deadbeats forsøg på at lægge finere detaljer ind i musikken – det var i hvert fald, som om det mest var Betke, der styrede slagets gang, selv om han så mindst engageret ud. JL Dub Tractor Det var begrænset, hvor mange folk der opholdt sig udenfor i den stilfærdige søndagsregn. Til gengæld var stort set hele gulvet foran scenen fyldt op, og der var vel et par hundrede tilhørere – ret imponerende. Det ville til gengæld være at stramme den at hævde, at Anders Remmer alias Dub Tractor ligefrem imponerede. Men omvendt var Remmers lige knapt timelange sæt ikke skuffende – det var bare, lige hvad man kunne vente sig. Dub Tractor-pseudonymet har efterhånden 13 år på bagen, og på de seneste plader har Remmer forfinet en tør, dub-influeret electronica, som på Hideout fra sidste vinter flirtede med shoegazer-inspireret indiepop. Lige netop den blanding var velegnet som søndagsmusik, og der var dømt mere afslapning end nærlytning. De fleste af numrene mindede nemlig meget om versionerne fra Hideout, så det var kun et par nye numre, der for alvor gjorde det værd at lytte grundigt. Det ene af dem blev domineret af akustisk guitar, og hen mod slutningen dukkede fyldige klangflader op og åbnede døren til et mindre minimalistisk lydunivers. Dub Tractor bød også på et nyt, mere upbeat nummer, og det var rart at høre ham være lidt kæk. Det kan man nemlig ikke rigtig beskylde hans live-setup for at være. Godt nok er han (som en ældre udgave af Khonnor) begyndt at synge i en computermikrofon – men det lød mistænkeligt meget, som om han havde vokalspor med hjemmefra og kun tilføjede et tyndt ekstra-lag af vokal. Dét kunne man så være irriteret over – eller også kunne man bare læne sig tilbage og nyde, at Remmer stadig kan sit kram, når det gælder vuggende dubtronica. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Pole: Steingarten Deadbeat: New World Observer Dub Tractor: Hideout

UnsoundDet er ikke alle islændinge, som har mulighed for at opnå kunstnerisk succes. Det måtte publikum sande, da enmands-orkesteret Unsound gik på scenen fredag aften. Bag Unsound gemmer Kristinn Gunnar Blöndal sig, og denne aften skjulte han sig godt bag langt pandehår og tunge beats og skærende synths. Efter åbningsnummeret var det, som om der et øjeblik blev skiftet musikalsk stil, for Unsound gav nærmest en opvisning i, hvordan man låner det bedste fra den tyske indietronica. Det var hverken nyskabende eller særligt Unsound’sk (skulle det vise sig), men det virkede et kort øjeblik, som om det kunne blive en fin koncert. Men straks derefter og i resten af sættet fortsatte Unsound i en rille præget af en uopfindsom og ganske kedelig electro-stil med masser af tunge beats. Da Unsound spillede en coverversion af Lasgos diskotekshit “Hold Me in Your Arms”, var det en kortvarig tilbagenvenden til det mere melodiske. Men ellers var der for langt mellem melodierne og for kort mellem hamrende, ligegyldige beats. ColleenDet var et helt naturligt break i koncerten, da franske Colleen alias Cécile Schott et par numre inde i sættet manglede sit plekter og måtte rode efter det i sin taske. Publikum var tålmodige, og som Cécile Schott sad placeret blandt alle sine instrumenter badet i blåt lys, var der nok at lade øjet underholde af. Med cello, klarinet og spansk guitar fodrede hun koncerten igennem sine pedaler med lyde, som hun loopede igen og igen, så hun på sarteste vis kunne spille med sig selv. Det var, som om der var flere Cécile Schott’er end bare den ene lille kvinde, som med bare tæer styrede de elektroniske remedier. Ikke bare øjnene, men også ørerne blev udfordret under hele koncerten, hvor Cécile Schott skabte en nærmest afslappet andægtighed, hvad enten hun skabte feedback med celloen eller byggede lag på lag af simple klarinetfigurer. Det var faktisk kun de to gange, hvor lyset i salen uheldigvis blev tændt for fuld knald, at folk blev revet ud og væk fra den fantastiske verden, som Colleens musik trak publikum ind i. Læs også Undertoners anmeldelser af:Colleen: Golden Morning BreaksColleen: Colleen et les boîtes à musique

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Tied & Tickled Trio, Pavilion, 12.00 Øl og jazz plejer som regel at være en grim blanding, som hører hjemme i Nyhavn, hvor masser af lidt for tykke, rødmossede herrer drikker kedelig øl, mens de rokker i takt til kedelig jazz. Men blandingen viste sig fra en fin side, da tyske Tied + Tickled Trio åbnede Pavillion-scenen lørdag middag. Siddende i græsset uden for teltet eller stående inde i skyggen – musikken nåede begge dele af publikum. Rarheds-faktoren er høj hos Tied & Tickled Trio, og det var perfekt denne lørdag, hvad enten man havde valgt kaffe og kage eller en halv liter Tuborg som morgenmad. Bandet var til denne koncert udvidet til en større gruppe mennesker, hvilket især var tydeligt i blæser-lyden, der var større, fyldigere, bredere end normalt. Det betød også, at de elektroniske elementer havde en mindre plads i musikken end ellers. Til gengæld fik blæsergruppen pause, når bandet lod dubbede numre tage over og lægge endnu et lag til stemningen, der generelt var herligt uformel og afslappende. Dubbens tilstedeværelse i sættet gjorde, at blandingsforholdet dermed blev bedre, selv om man stadig savnede noget af det elektroniske snavs og de beats, som kan pille blæsernes lyd lidt ned og smudse den rene messing til. Derfor malede Tied + Tickled Trio sig da også op i et hjørne, hvor musikken ikke appellerede så meget til de tilhørere, som ellers er blevet ramt af deres udgivelser. Med andre ord var det en rar, men lidt for pæn koncert. (JL) Kieran Hebden & Steve Reid, Metropol, 15.00 Man var nødt til at være på plads fra starten af, for koncerten med Kieran Hebden og Steve Reid var ikke nem at komme ind i. Og så var det nok også nødvendigt at stå så langt fremme, at man kunne følge med i de to musikeres samspil. I deres 100 % improviserede musik er samspil og kommunikation nøglen til succes. Derfor blev der da også vekslet mange blikke og sendt masser af smil mellem Hebden og Reid, som begge i den grad udstrålede spilleglæde. Det virkede i høj grad, som om det var Reid, der for det meste havde førertrøjen på og bestemte, hvor numrene skulle hen, og hvordan de skulle komme det. Han spillede i hvert fald i lange perioder med lukkede øjne, og Hebden måtte trofast stole på, at Reid vidste, hvad der skulle ske. Og det gjorde han – kun et par enkelte steder var både Hebden og publikum overladt til sig selv. Reids rytmearbejde bag trommesættet var fantastisk, og Hebdens lag af samples gjorde, at koncerten ikke bare blev en lang trommesolo. Det var nemt at genkende Hebdens sans for melodiske elementer, der virkede meget signatur-agtige – flere gange lød det, som om Hebden lige havde samplet nogle af sine egne Four Tet-album. Hans anstrengelser bag sampleren blev af og til blandet med Reids trommer til en næsten dunkende form for techno. Men oftest var både rytmerne og lydkollagernes samspil mere flydende og lange forløb, hvor man ikke bare kunne komme ind i stemningen, hvis man dumpede ind i teltet midt i det hele. (JL) Ms. John Soda, Pavilion, 00.00 150 tilhørere – det var alt, hvad tyske Ms. John Soda havde trukket til Pavilion-teltet, da de ved midnatstid satte gang i dét, der blev bassisten Micha Achers fjerde koncert i løbet af de sidste fem festivaler. Hans baggrund i bands som Notwist og 13 & God gav et ganske præcist billede af, hvad Ms. John Soda ville levere – og i hvert fald mere præcist, end hvis man kun kendte bandets to plader. For hvor pladerne i høj grad rammer lige ned midt i indietronica-båsen, bød Roskilde-koncerten på meget mere indierock end electronica. Med den køligt distancerede sangerinde Stefanie Böhm i front sparkede Ms. John Soda, der live er en kvartet og ikke blot en duo, betydeligt hårdere igennem. Det var forfriskende at høre dem give de til tider lige vel kølige numre meget mere dynamik. De første 20 minutter var det effektfuldt, at Böhm spillede sine riffs på bas, og på den måde gav numrenes klimaks-finaler en betydelig tyngde. Men derefter blev kvartettens anstrengelser desværre for ensformige. Hver sang endte med cirka et minuts rockende gentagelser af riffs, der mindede om hinanden fra nummer til nummer. Ellers stærke numre som “Go Check” og “Hiding/Fading” savnede nogle udadvendte omkvæd, der kunne fange publikum, og Ms. John Soda lod til at læne sig lige rigeligt meget op ad en forventning om, at festivalgæsterne ville have støjende rock. Dét fik de – desværre på bekostning af den variation, der kunne have gjort selv samme klimakser så meget stærkere. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Tied & Tickled Trio: a.r.c. Ms. John Soda: Notes and the Like

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Mi and L’au, Bar’n, 13.00 Lørdag skulle jeg opleve min første koncert på festivalens mindste scene, den nye Lounge-scene – eller Bar’n som den også kom til at hedde – en stor træbygning med sand på gulvet og en lav, intim scene i den ene ende. Med den bagende sol var det en ekstra oplevelse at træde ind i det kølige mørke. Finske Mi and L’au sad på hver sin skolestol – han med guitar, hun med brækket arm, hvilket betød, at hun kun kunne synge. I mørket blev de to personer ekstra mystiske og skrøbelige, som de sad der alene på scenen. Koncertens første numre blev fuldstændig ødelagt af, at der var lydprøve på Arena-scenen. De blide stemmer og lavmælte guitarmelodier druknede i bulder og brag. Men så holdt larmen op, og en stemning, jeg i hvert fald aldrig har oplevet på festivalen, bredte sig. Mi & L’au spiller en lavmælt, melankolsk folk, hvor deres stemmer fint komplementerer hinanden og de langsomme guitarballader. Stemningen blev næsten andægtig under koncerten, der dog savnede f.eks. en ekstra guitar eller lavmælte trommer for, at lydbilledet ikke blev alt for enslydende. Ros til Roskilde Festivalen for at bringe den intime musik tæt på publikum i fine, atmosfæriske omgivelser. Men hvis scenen skal have kunstnerisk succes, og musikken skal respekteres, er scenens program nødt til at blive planlagt bedre, således at de store scener Arena og Orange ikke ødelægger koncertoplevelserne. (JL) Sterling, Pavilion, 14.00 Forsanger Mads Nygaard var knap kommet på scenen under det instrumentale åbningsnummer, før han hoppede ned foran publikum og kravlede op på rækværket ud til forreste række. Han klappede high fives med publikum i takt til musikken og var sprængfyldt med spræl, mens han nærmest strålede af lyst til at spille. Foto: Malle Gilbert Resten af bandet var lige så veloplagte, og så var der intet til hinder for at spille en hitparade, som de færreste bands med halvanden plade på samvittigheden kan præstere. “Rødvin2004” var noget nær indbegrebet af perlende indiepop, og “Autopilot” demonstrerede et skønt drive og en god bund. Med “Vinterfobi” og “Lyssværd” hen mod slutningen af koncerten gik der endda folkelig sing-along-fest i den, og Nygaards drengede, små-kokette charme holdt konstant festen flydende. Kvartetten starter straks efter festivalen på at indspille et nyt album, og mellem de gamle synge-med-numre sneg der sig en lille håndfuld nye sange ind. Der var lidt mere fylde og flere rockede guitarindspil frem for synthesizermelodier, og især ekstranummeret “Ikke rigtig i mit hoved” lød nærmest helt irriterende fængende – en oplagt singlemulighed. I og for sig var det ganske unge publikum så hengivent, at Sterling kunne have gjort snart sagt hvad som helst, uden at der havde været sure miner. Men Sterling slog ikke til tåls med halve løsninger. Der var fuld skrue hele vejen med plads til skæve indfald. F.eks. endte “På vej”, der afsluttede det oprindelige sæt, med at der gradvist kom flere og flere guitarister på scenen, så der til sidst var seks guitarer med i den støjende finale. Og sådan var Sterlings eftermiddagsshow: én stor komsammen med plads til alle med popører. (MA) Why?, Pavilion, 18.00 Med et stort busket overskæg taget direkte ud af en politikomedie indtog Why?-frontmanden Yoni Wolf scenen. Med et alvorligt blik på sine to bandkollegaer annoncerede han, at “we are Bob Dylan, and we are happy to be here”. Så var tonen slået an – også selv om den næppe var helt ren. Yoni Wolf For hos Why? er det snarere en kvalitet end en fejl, hvis harmonierne vakler en smule, eller hvis Yoni misser et ord eller to. Why? har langt mere fokus på at udnytte de kreative muligheder, der ligger i at give slip på alle konventioner. Så selv om bandet i højere og højere grad spiller sangbaseret indiepop et sted midt mellem Tortoise og glad slackerrock, er der ingen krav om vers og omkvæd. Hvis sangen ikke kan holde til at vare mere end halvandet minut, stopper den bare. Den kreative lovløshed udnyttede Why? i de længere numre til at indskyde ret så uforudsigelige retningsskift, som gjorde det værd at spidse ører. Og havde først slået lyttelapperne ud, flød den ene rapfodede popmelodi efter den anden også indenfor. Pavilion-publikummet fik ikke ligefrem omkvæd, der lagde op til fællessang, men fik til gengæld et væld af friske hooks og muntre vokalharmonier. Trommeslageren Josiah Wolf excellerede hele vejen gennem koncerten i at spille xylofon og trommer på én gang, og xylofonens lette ringende klange understregede musikkens svalende karakter. Why? leverede en omgang skramlet sommerpop spækket med samme optimisme som en af de mange skæve oneliners i Yonis tekster: “Flowers are how plants laugh.” Why? var en af de mest farvestrålende blomster i årets festivalbuket. (MA) Phoenix, Odeon, 01.00 Der var godt fyldt op på Odeon-scenen, da franske Phoenix med det udmærkede nye album It’s Never Been Like That i rygsækken skulle sætte fest under et publikum, hvor de fleste havde drukket øl i over 12 timer. Det var dog snarere publikums forventninger til bandet, som var sværest at overkomme for franskmændene. Phoenix havde denne aften mere bund og en tungere guitarlyd end vanligt. Og en mere rock-orienteret koncert, som ikke altid var lige dansevenlig, var ikke helt det, publikum havde regnet med at høre. Bandet spillede dog ufortrødent, oplagt og sådan set også fint nok, men den lette, hammer-iørefaldende pop, bandet plejer at stå for, var ikke meget til stede. Og det var tydeligt, at det var de mere luftige numre – og hits – folk var kommet for. Derfor var jublen selvfølgelig enorm, da Phoenix først spillede “Everything Is Everything” og blot et par numre senere “If I Ever Feel Better” – sidstnævnte i en ekstra lang udgave, hvor de seksstrengede medhjælpere endnu en gang blev luftet lige lovligt rigeligt – en ikke helt vellykket fortolkning, som da også gik fuldstændigt hen over hovedet på publikum. Måske lidt synd for Phoenix, at bandet stadig bliver nødt til at spille de gamle hits for at please publikum, men respekt til bandet for at i det mindste prøve at omarrangere de gamle numre. Det fungerede bare ikke. Måske skal Phoenix bare ikke forandre sig? (JL) Læs også Undertoners anmeldelser af: Sterling: Estadio Camp-Let Sterling: Yndigt land Why?: Sanddollars

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Rasmus Møbius, Pellarin & Lenler, Melk, Metropol, 12.00 Sidste år manglede et element på Roskilde Festivalen – der var nemlig ikke noget elektronisk pladeselskab, som fik forlænget spilletid på en af scenerne. Men den tradition vendte tilbage i år – med blandede resultater. Tidligere har danske Hobby Industries og tyske Kitty Yo vist deres artister frem, og i år var det Statler & Waldorf, som fik lov til at præge de første timer på Metropol-scenen. Albumaktuelle Rasmus Møbius åbnede, og hans dubbede elektronica var perfekt til at få søvnen ud af øjnene med – samtidig kom solen frem og begyndte at varme kroppen, som dog til tider havde svært ved rigtig at vågne, fordi Møbius’ musik ikke altid var lige interessant. Bedst fungerede det, når han spillede på sin medbragte trompet, og når bassen og beatet supplerede hinanden til en fælles bund, der var mere dubbet end bare straight downbeat. Pellarin & Lenler efterfulgte Rasmus Møbius, og de åbnede sættet med Pernille Pang fra Tiger Baby på vokal. Hun har på plade en flot, luftig stemme, men live kniber det mere for hende at komme igennem til publikum. Sådan var det desværre også denne dag, hvor hun lagde vokal til Pellarin & Lenlers knitrende, flydende kompositioner. Melk – foto: jint.dk Den Berlin-bosatte dansker Raz Ohara gav til gengæld masser af krop og sjæl til musikken og var med til at afanonymisere lydbilledet i sættets sidste del. De afsluttende numre, som var langt mere funky end sættets tidligere numre, fungerede samtidig som overgang til næste band. Da Melk trådte ind på scenen, rejste det ellers afslappede publikum sig op, og det var tydeligt, at hvis der var et Statler & Waldorf-band, folk var kommet for at se, så var det Melk. Tempoet og energien hos Melk var da også mere engagerende end hos de andre artister, og deres hiphop-influerede lydbillede, som blev præget af rapperen Gisli og soulsangerinden Ane Trolle, opfordrede helt sikkert til mere end bare at sidde og rokke med i takt. Desværre var ørerne trætte efter flere timer med et lydbillede, der de små forskelle til trods lød ekstremt ens. Idéen med en pladeselskabs-showcase er rigtig god, men man bør skære ned på artisternes spilletid – ellers dræber det publikums lytteglæde. (JL) Dälek, Pavilion, 01.00 New Jersey-hiphopperne Dälek, der i nattens anledning kun bestod af rapperen af samme navn og produceren Oktopus, havde et enkelt tilbud til publikum i det halvfyldte Pavilion-telt: Hvis I vil, kan I komme indenfor i et trøsteløst, ramponeret hus fyldt med dæmoner – og I må tage hele pakken eller gå, for vi pynter ikke noget. Og nej, der var sandt for dyden ingen formildende omstændigheder hos Dälek. Kværnende industriel støj tårnede sig op under tørre, blytunge beats og ondt brummende basgange, der fik bræddegulvet til at sitre. Hen over det hele lå Däleks hvileløse ordstrømme, som med den massive lydstyrke in mente gik overraskende klart igennem. Men ordene var stadig svære at skelne, fordi der var så utrolig mange af dem. For Dälek er en mand med en mission – mod alle former for organiseret religion, uligheden i det amerikanske samfund og alt andet, der forhindrer de folk, han i en sangtitel kalder “Permanent Underclass”, i at bevæge sig opad i samfundet. Denne aften var hans ustoppelige foredrag totalt kompromisløse – der var intet lir og ikke særlig meget kommunikation med publikum. Ja, efterhånden som Dälek oftere og oftere begyndte at gnide hænderne mod sit ansigt og sit korte hår, virkede han nærmest besat – og de skurrende, hvæsende støjudladninger fra Oktopus’ to laptops lød med ét som en slags udligning af overtrykket i frontmandens hoved. Det var svært ikke at ærgre sig over, at de to vrede herrer ikke havde taget dj’en Still med. For det havde været rart med lidt mere variation og måske også lidt mere sceneshow. Det kunne i hvert fald have gjort det lidt lettere for folk uden forkendskab til bandet at få noget ud af showet. Men den slags ville have været stik mod Däleks filosofi om ikke at pynte noget som helst. Og Dälek gik ikke på kompromis. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Dälek: Absence Dälek: Abandoned Language

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Jenny Wilson, Odeon, 19.30 Det var et oplagt publikum – en blanding af fans og folk, der havde hørt om en svensk pop-dronning – som mere end fyldte Odeon-scenen. Iført et kæmpe rødt sjal af tyl indtog den højgravide Jenny Wilson scenen til tonerne af åbningsnummeret “Crazy Summer” fra hendes solodebut Love and Youth fra sidste år. Hun fik hurtigt smidt det røde sjal og havde indenunder en perlemorsfarvet kortere kjole på. Som altid var påklædningen i top. Koncerten havde lidt svært ved at komme i gang. Den stille intro tog lidt af toppen af stemningen, og de fire medlemmer i bandet synede ikke af meget på scenen. Beats og bækkener blev betjent af keyboard-spilleren Lina Selleby til ug, men i det store telt savnede man lidt den dynamik og det drive, som et trommesæt ville have givet. Energien kom dog lidt tilbage halvvejs i settet med hittet “Summertime’s the Roughest Time” og det nye disco-nummer “A Brief Story”. Forvirret af at være på en international festival vekslede Jenny Wilson i sine henvendelser til publikum mellem svensk og engelsk. Foto: jint.dk Hun virkede en smule nervøs, men charmerede sig ud af usikkerheden, og koncerten sluttede en del karakterer højere, end den begyndte. Først med de to tempofyldte numre “Let My Shoes Lead Me Forward” og “Hey, What’s The Matter”, som fik så vild jubel fra publikum, at Jenny Wilson med et kæmpe smil takkede og grinende sagde “Don’t wake up my baby!”. De tre ekstranumre bød dels på Jenny Wilson alene med pianoet og siden et spritnyt nummer, som opfordrede til fællessang, fordi keyboard-spilleren løftede et papskilt op, så publikum kunne synge med på omkvædet “I’ve had enough of troubles / Troubles don’t fit in refrains“. Med endnu et nummer fra sit album gik Jenny Wilson af scenen, mens hun sendte håndkys til publikum. Og publikum gengældte dem. (JL) Sigur Rös, Arena, 22.30 Det er de færreste bands, der efter at have spillet sidste nummer, kommer tilbage til scenen for at bukke og klappe af publikum. Der er formentlig ikke andre end Sigur Rös, der kommer ind fire gange. Men det var der bestemt også klapsalver nok til fra et meget hengivent publikum, som fik, hvad de kunne forvente. For uanset at Sigur Rös’ seneste album Takk er en lidt for renskuret forfinelse af islændingenes klare og drømmende lydunivers, kan kvartetten stadig dét, der for snart en håndfuld år siden fik lyttere i hele verden til at spærre øjne og ører op. Forsangeren Jönsis forrevne guitartoner – frembragt med en violinbue – klinger, kliché eller ej, af brusende elve og hylende blæst. Og hans eventyrligt lyse falsetvokal når stadig højder, man ikke troede mulige. Kvartetten, der i dagens anledning var forstærket af både en strygerkvartet og fem blæsere, åbnede koncerten bag et mælkehvidt lærred, hvor glitrende orange pletter gled henover. Det tilføjede endnu et lag til den sky attitude, bandet har over for omverdenen. Selv da lærredet efter nogle minutter blev trukket til side, forblev islændingene indadvendte, og sine steder – primært i de stilfærdige numre fra Takk – led koncerten under, at der ikke var det helt store nærvær. Men når bandet fandt sangene fra Ágætis Byrjun frem og forsynede numre som “Olsen Olsen” med ekstra horn eller gav “Ný Batteri” en lang, flosset guitar-intro – ja, så var det klart og tydeligt, hvorfor publikum var så henført. For der er stadig en stjernetindrende skønhed i islændingenes himmelstræbende postrock – og da de sluttede showet med afslutningsnummeret fra ( ), var der kun tilbage at overgive sig. Det gigantiske, dundrende klimaks truede nærmest med at flænge det hvide lærred, der igen var trukket for, og rensede på den mest velgørende vis. Og med dén afslutning var det ikke sært, at publikum klappede Sigur Rös tilbage på scenen igen og igen. (MA)