I et forvirrende mix af diskofragmenter og postpunkede inspirationer gør Glasgow-bandet Mother and the Addicts opmærksom på sig selv. Pladen er fin og berettiget, men byder desværre ikke på meget andet end øjeblikkets baggrundslyde.
Skribent - Jesper Kirkebæk Pedersen
Heavy Trash: Going Way Out With Heavy Trash
Heavy Trash har også på deres andet album haft godt gang i genreblenderen. Bag sig har Jon Spencer og Matt Verta-Ray endevendte kataloger over rockmusikkens historie; foran sig desværre et middelmådigt resultat, hvis originalitet overskygges af det hyggeligt underholdende, men intetsigende.
Volt: s.t.
Det kan godt være, at man kan rose Volt for at være mere end almindeligt gavmilde, når det kommer til heavyriffs og interessante kombinationer af alskens forskellige genrer. Men de giver så meget, at man hurtigt ser sin lyttetrang besejret af lede over svulstigheden. Bekendtskabet med franskmændene er dømt til at blive sporadisk.
Holly Golightly & the Brokeoffs: You Can’t Buy a Gun When You’re Crying
Den britiske kvinde, som alle taler om, har udsendt endnu et album, hvor hun lader, som om hun er amerikaner. Det er hun egentlig meget god til, men desværre bærer albummet alligevel præg af ligesom at være uægte. Golightly forholder sig nemlig mere til fortiden, end hun for alvor skaber på egen hånd.
The Icarus Line: Black Lives at the Golden Coast
Går man og mangler en grund til at lade ufornuften råde, kan man roligt lytte til det seneste album fra The Icarus Line, som indimellem byder på lyden af at leve stærkt og dø ung. Desværre må man også tage albummets kedeligere sider med – herunder en uheldig håndtering af inspirationerne fra The Jesus and Mary Chain.
The Dear Elaines: Whatsoever-Never
Med en kombination af teknisk askese og effektive popmanerer, der får smilet frem på læberne, er det lykkedes The Dear Elaines at skabe en særdeles vellykket ep, som distancerer sig fra musikbranchen i al almindelighed, mens den sniger sig ind på sit publikum.
Black Rebel Motorcycle Club: Baby 81
Der er plads til lidt af hvert på Black Rebel Motorcycle Clubs nye album – lidt for meget plads måske. Hist og her når den gode kvalitet og fyldige rock toppen, men alt for ofte må man konstatere, at pladen er fin nok – men så heller ikke mere. Den vil nemlig det hele og bliver derfor alt for anonym.
Robert Green: Sleeping at a 100 MPH
Det kan godt være, at titlen på Robert Greens debutalbum lader forstå, at århusianerne er i hastig bevægelse. Men vigtigere er det, at det afsløres, at kvintetten er faldet i søvn. Og de må have været i noget nær dvale, da de besluttede sig for at indspille en så poleret, pæn og kønsløs plade. Nogen burde vække dem.
The Ponys: Turn the Lights Out
Det er en stor kvalitet, når en plade bliver bedre og bedre for hver gennemlytning. Den modsatrettede proces er lige knap så hensigtsmæssig, og af den grund er det tredje album fra Chicago-bandet The Ponys ikke den helt store succes.
The Spy in the Mes: And That’s Why I Breathe Through the Illusion of Wanting to Be Used to Be…
Debutalbummet fra den odenseanske duo The Spy in the Mes er en hæsblæsende omgang, der byder på lidt af det hele. Hidsig støj og forsagte aftensange gnubber sig op ad hinanden, og på forunderlig vis ender albummet med at være virkelig velfungerende.
Lost in Hildurness: Mount A
Damen bag soloprojektet Lost in Hildurness bærer navnet Hildur Ingveldardóttir Guðnadóttir. Sådan cirka lige så islandsk lyder hendes plade Mount A, der består af lag på lag af strygere, harpe og vibrafon. Der er masser af stemning på albummet, men også lige rigeligt meget monotoni.
Au Revoir Simone: The Bird of Music
Et sted mellem de glade 60'ere og de nedtrykte 80'ere har dame-trioen Au Revoir Simone slået sig ned for at servere sommerlig synthpop med et på én gang naivt og dekadent udtryk. Der er noget fortryllende over den særegne blanding af sorgløshed og håbløshed, og albummet er aldeles anbefalelsesværdigt.
Alex Puddu and the Butterfly Collectors: Songs for the Sleepers
Godt nok flirter Alex Puddu med tilværelsen som vampyr på coveret til sin tredje plade under eget navn. Men der er desværre ikke meget bid i Songs for the Sleepers, der på én gang er apatisk og teatralsk – og den kombination fører ikke noget godt med sig.
Said the Shark: Always Prattling On About Wolves
Dansk-canadiske Said the Shark råber ikke særlig højt. Men trods den stilfærdige stil springer duoens nærmest meditative debutplade i øjnene – ikke mindst fordi kontrasten mellem Maya Saxells apatiske stemme og Kim Oxlunds underlægningsmusik er yderst interessant.