Plader

The Icarus Line: Black Lives at the Golden Coast

Går man og mangler en grund til at lade ufornuften råde, kan man roligt lytte til det seneste album fra The Icarus Line, som indimellem byder på lyden af at leve stærkt og dø ung. Desværre må man også tage albummets kedeligere sider med – herunder en uheldig håndtering af inspirationerne fra The Jesus and Mary Chain.

Navnet på The Icarus Lines nye album, Black Lives at the Golden Coast, passer udmærket til pladens kvalitet. Som Ikaros’ bevingede flugt over havet gik op og ned, således bevæger også interessen for albummets indhold sig. Selveste The Jesus and Mary Chain har blåstemplet bandet, som skal varme op for de slik- og honningsyge støjrockere til en række koncerter i Los Angeles.

The Icarus Lines forhold til netop disse forbilleder er af mange blevet betegnet som nærmest tyvagtigt. Inspirationen er dog ikke så voldsom, som man kunne frygte. Af og til er den svær at spore, og når den dukker op, præger den musikken på en uheldig måde. I modsætning til Ikaros, som faldt i havet, da han, på trods af sin fars råd, kom for tæt på solen, er gruppen faktisk bedst, når den ser bort fra koryfæerne, sigter mod de øverste himmellag af originalitet og ignorerer forskrifterne.

En af årsagerne til, at de numre, som lægger sig op ad The Jesus and Mary Chain ikke fungerer særlig godt er, at det er skotternes senere, lidt poppede og mere polerede udgivelser, som er styrende. “Fshn Fvr”, som er et af disse numre, byder på lidt apatisk eller måske ligefrem lakonisk vokal over hypnotiserende trommer og mild guitarstøj. Støjen er desværre ikke målet, men en del af midlet.

Også “Gets Paid” og “Slayer” vækker til en vis grad minder om Honey’s Dead med uendelige gentagelser og med sørgmodigheden gemt væk bag en skal af neutralitet. De tre numre er repræsentative for den del af pladen, som er ligegyldig og slet ikke gør noget indtryk. Den del ville man hellere være foruden.
At dette er tilfældet, skyldes naturligvis, at udgivelsen indeholder meget bedre ting. Dette andet finder sin inspiration hos den posthardcoretradition, som bl.a. At the Drive-In og The Mars Volta er eksponenter for.

“Sick Bitch” hedder pladens femte nummer, hverken mere eller mindre. På knap to minutter præsenterer gruppen her det, den er bedst til. I en em af afvisende rock’n’roll-attitude med markante riffs og guitarer, som ikke kan holde sig inden for rammerne, giver nummeret lytteren et billede af langhårede mænd i læderjakker, som vælter sig i kokain og Jack Daniels. Det er lyden af at give fingeren til alt.
Med sin koncentrerede form er denne skæring måske mere The Icarus Line end nogen andre. Mens inspirationen fra The Jesus and Mary Chain bliver mindre tydelig, bliver der nemlig plads til andre referencer. Ud over de nævnte posthardcoregrupper er det svært at undgå at tænke på MC5 og The Stooges’ Fun House. Uden nogen sinde at blive lige så hårdt og udknaldet bevæger The Icarus Line sig med stor fordel i denne retning.

Med numre som “Amber Alert” og “Golden Rush” bliver det endnu tydeligere, at The Icarus Line passer bedre på denne hylde. Førstnævnte lægger ud med et stille stykke, som i sig har et signal om, at der nok skal ske et eller andet snart. Det ulmer og er uroligt som en hund, der ved, at den først må gå løs på kødbenet, når dens ejer har sagt “værsgo”. To minutter inde går musikken næsten i stå, og pludselig opstår et stykke støj, som faktisk er helhjertet. Trommeslageren beviser, at han er en af dem, som positivt forstået giver trommeslagere “a bad name”, mens vokalen skriger eller messer hysterisk. Lyden giver associationer til styrtløb på ski. Den kulminerer igen og igen, og da nummeret endelig bevæger sig mod slutningen, må man igennem en række krampetrækninger, som om det bare ikke vil stoppe, eller måske for at understrege den kulmination, de står i modsætning til.

Med de hårdere numre byder The Icarus Line på mere end mange af sine samtidige konkurrenter. Mange vil formodentlig finde vokalen enerverende, mens andre vil blive stressede af det kaos, som numrene afvikles i – men som forholdsvis hård rockudgivelse betragtet giver Black Lives at the Golden Coast indtryk, som ikke er almindelige. Skiftene mellem energiudladninger og forsumpning er kraft- og virkningsfulde, men de begrænses desværre til en lille håndfuld numre, som overskygger de resterende i en sådan grad, at man nok sjældent vil kunne overtale sig selv til at lytte hele albummet igennem. Materialet er der, men foreløbig må pladen betegnes som et reservelager ud fra hvilket gruppen kan producere noget, der er rigtig godt og helstøbt.

★★★★☆☆

Lyt til “Gets Paid”:
[audio:http://www.dimmak.com/mp3s/dm110-GETS-PAID.mp3]

Leave a Reply