Læs også de øvrige afsnit i vores artikelserie om skribenternes Roskilde-minder:
20 år med Roskilde Festival – et redaktionelt retrospekt, del 1
20 år med Roskilde Festival – et redaktionelt retrospekt, del 2
Outkast, Orange Scene, 03.07.2014
»Touched by the wheelz of steel / Now show me how you feel.«
De ord hører jeg hele tiden for mig når jeg tænker på den her koncert. Outkast på Orange Scene. I hvilket år? Det husker jeg ikke præcist. Jeg husker heller ikke koncerten så præcist. Og om de overhovedet spillede “Wheelz of Steel”.
Christian Klauber og jeg var stoppet som redaktører for Undertoner i 2010, havde haft vores sidste tjans som redaktører under dét års festivaldækning, og så havde jeg brug for en pause fra Roskilde Festival. Jeg var kommet der hvert år siden 1995 og skulle ud at opleve nogle andre festivaler. Men hvis der var noget, der kunne drive mig tilbage til Roskilde Festival, så var det annonceringen af Outkast og deres genforening. Dem havde jeg aldrig fået set live. Og det var magisk. Så meget husker jeg.
Jeg har ikke klæbehjerne som andre. Da jeg læste på universitetet, havde jeg Erik Skyum-Nielsen til to fag: Et om novelleteori og et andet, hvor vi gennemgik Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Og han har klæbehjerne. Han kunne fortælle anekdoter om møder med forfattere, hvor han kunne citere dem ordret. Det har jeg altid misundt ham. Min hukommelse ligner mere en mosekones bryggeri. De store linjer flyder sammen, men jeg kan ofte huske underlige detaljer.
Outkast-koncerten husker jeg sådan her: Der var varmt, solrigt, og skyggerne blev lange undervejs i koncerten – det må have været tidligt på aftenen, de gik på. De var kun de to på scenen. De må egentlig også have haft en DJ, men jeg husker kun André 3000 og Big Boi. Og de fyldte scenen ud. Et af de få hiphop-navne, jeg har set, der kunne det. Og de spillede hits. Selvfølgelig blockbustere som “Hey Ya!” og “Ms. Jackson”, men alt lød som hits. Også selvom de kom rundt om deep cuts, så lød alt som hits. Selv på et tidspunkt hvor de spillede et ret langt nummer – jeg kan ikke huske hvilket – hvor det bare flød ud i sten og syre. Stadig hittet.
Sådan var stemningen: Alt rullede bare ud fra de dér fem geniale plader, de fik lavet sammen, og bandt et nænsomt bånd om publikum, så de kunne give slip. Sådan husker jeg det. Hvilket år, og om det overhovedet foregik sådan, er jeg usikker på. Måske fandt koncerten slet ikke sted? Måske er den brygget i min mosekones hukommelseskammer.
(Kim Elgaard Andersen)
The Entrepreneurs, Pavilion, 02.07.2016
Jeg tænker ofte på, hvor hårdt det må være at skulle spille de helt tidlige koncerter på den allersidste dag på Roskilde Festival. Når alles tømmermænd er blevet så ondskabsfulde, at kampen mod dem er rent sisyfosarbejde. Mange tager hjem, og dem, der bliver, kommer måske først ind på pladsen så sent, at de kun lige når at få nogle pomfritter, før de skal se det store navn, der lukker Orange Scene. Specielt som et spritnyt dansk band med kun én EP og standalone-singlen “Brutal Summer” i bagagen virker det enormt op-ad-bakke at spille Pavilion op lørdag klokken 12.00.
Men de tre støjrockere i The Entrepreneurs rystede ikke af nervøsitet, da de gik på scenen, og teltet blev da også hurtigt godt fyldt. Hvad, jeg frygtede skulle være den sværeste koncert at spille, tog trioen som den mest overskuelige udfordring og ruskede alle i gang på festivalens sidste dag. Aldrig før har jeg så tidligt på Roskildes lørdag fået et skud energi, der på den måde gjorde, at jeg glemte alle ugens strabadser. Med et trommesæt placeret helt ude på scenekanten, så man nemt kunne se Jonas Wetterslevs ikoniske mimik, og de sprængfarlige guitarbetvingere Anders Hvass og Mathias Bertelsen ligeledes i front, var de konstant i en intens konkurrence om at være koncertens vildeste. Den smittende energi satte fra første til sidste sang en lignende konkurrence i gang hos et publikum, der bevægede sig imponerende meget, taget i betragtning de flestes morgenmad nok havde stået på panodiler og postevand.
Men koncertens største force var hverken, at The Entrepreneurs på dette tidspunkt kun havde udgivet gode sange, eller at bandets ustoppelige sceneoptræden gik lige publikums dopamincenter. Det absolut mest geniale var, at The Entrepreneurs til den koncert for alvor gik planken ud med deres lyserøde æstetik og cementerede sig selv som Danmarks roséband nummer ét! Der var uanseligt mange liter rosévin på scenen, og der blev delt livligt ud til alle os på de mange forreste rækker.
Tunge i hovederne og forbrændte af middagssolen var den kølige væske verdens bedste kur. En uudtømmelig kilde af lykke og fornyet styrke. Og selvom det ikke lyder så støjrock-agtigt at hælde papvin ud til folket, så er jeg overbevist om, at de høstede mange fans. Og jeg tror aldrig, de har spillet en bedre koncert siden. Hil The Entrepreneurs. Hil rosérock.
(Holger Møller Dybro)
David Byrne, Pavilion, 06.07.2018
Arena har utvivlsomt budt på nogle af mine bedste Roskilde-koncertminder. Der er bare noget særligt episk ved at stå inde under en gigantisk teltdug og høre suget fra 15.000 spændte mennesker, når den dér Roskilde-kendingsmelodi annoncerer koncertens snarlige begyndelse.
De bedste af de bedste Arena-koncerter for mig har dog været dem, som ikke bare lød godt, men som også var visuelt opslugende. Her står David Byrne i 2018 som det klareste eksempel i min erindring. Alt talte for, at det skulle blive vildt: Bedste sendetid fredag aften, den lunkne papvin gik på omgang blandt gode venner, og teltet var fuldstændig pakket. Men koncerten overgik alligevel min vildeste fantasi, for det, som Byrne og kompagni diskede op med, var et nøje koreograferet, gråt (bogstaveligt) og pokkers dansabelt sceneshow.
En barfodet Byrne og hans – som jeg husker det – otte-ni medmusikere og dansere var klædt i ens grå jakkesæt, og hele bagtæppet bestod af et metallisk klæde. Det store line-up var udstyret med bærbare instrumenter og mikrofoner, så de alle kunne bevæge sig frit rundt på scenen – selv trommesættet var dekonstrueret og portabelt – hvilket muliggjorde nogle ret mærkelige, fede danse og march-agtige sekvenser. Det lyder måske lidt for instrueret til at være underholdende, men energien mellem musikerne virkede både stærk og legende, og det gjorde det oprigtigt festligt at være vidne til.
I bedste Byrnes stil skortede det ikke på soul’ede korindslag og 80’er-tight percussion. Og så var det – i hvert fald så meget som mange af de fremmødte nok havde turdet håbe på – næsten en Talking Heads-hitparade. Vi fik gavmildt serveret blandt andre “This Must Be the Place”, “Slippery People” og “Burning Down the House”, og dét med en så fænomenal fremførsel, at det føltes som at være et heldigt vidne til noget ret legendarisk. For lige at toppe overraskelsesmomentet af, så sluttede showet med et groovy cover af Janelle Monáes protestsang “Hell You Talmbout”; et nærmest rent percussiondrevet nummer om politivold, hvor den halve snes bare fødder på scenen virkelig kom i omdrejninger.
Sindssyg performance, sindssyg fest og et sindssygt privilegeret throwback til Talking Heads-æraen for os, der er født på denne side af murens fald. Jeg tør godt i al ydmyghed påstå, at der blev skrevet Roskilde-historie lige dér.
(Maïwenn Jensen-Guénec)