Skribent - Søren McGuire

Damien Jurados første besøg i København var en stilren, rar og til tider ganske smuk oplevelse. Men opfindsomheden blev væk. Copenhagen Beat Packing District var, på trods af dets forholdsvis autentiske (men lettere out-dated) midt-firser punk-feel, dets kryptiske beliggenhed og de halvlunkne og vamle Giraf-øl, en noget nær perfekt ramme for Damien Jurados første besøg i København. Jurado, der – lad det være sagt med det samme – ligner en engelsk hooligan-bølle i den mere brutale ende, har i de sidste fem-seks år vist sig som en af de mest talentfulde sangskrivere på folk-scenen. Han kan med rette sammenlignes med både Bruce Springsteen og Will Oldham og har absolut også et talent, der næsten er på højde med sidstnævntes. Men Damien Jurado har altid holdt sig lige under overfladen og er vel egentlig stadig en velbevaret hemmelighed. Han er som Copenhagen Beat Packing District gemt godt væk, uden det brede appeal og med en lækker usleben kant. Damien Jurados seneste plade, Where Shall You Take Me, var koncertens umiddelbare omdrejningspunkt, og herfra leverede han blandt andet de særdeles smukke Abilene og Amateur Night, der lagde en tryg varme over det lille og halvkolde lokale. Ohio var som den skulle være: smuk, intens og gribende, men i det hele taget udmærkede sangene sig ved at lyde nøjagtigt, som de gør på Jurados i øvrigt fremragende plader. Dette er, når det kommer til stykket, egentlig ikke et kritikpunkt, men mere en konstatering af, at alt var, som det skulle være. Der var ingen overraskelser, og det føltes af og til, som om Damien Jurado tog en lidt for hurtig tilflugt i sine egne pladers tryghed og dermed leverede sangene uden den kant, som en liveoptræden ofte kan tilføre sange. Lidt opfindsomhed havde nok givet de mindeværdige fortællinger et ekstra skub ud over scenekanten. Til gengæld var hans sange spækket med en så grundlæggende ynde, at det må siges at være mere end imponerende, at de kunne holde sig ovenvande uden dette ekstra skub. Jurados sange kan mest af alt betegnes som Nebraska for zapper-generationen, og den skønhed, der kendetegner Springsteens klassiker (og Jurados egen Where Shall You Take Me) var absolut til stede i Copenhagen Beat Packing District. Men den var aldrig allestedsnærværende, og det skete, at kulden, støjende bartendere og betongulvet var for stærk en modstander for sjælen i de tyste, tragiske og oplivende fortællinger. Desværre kom Damien Jurado aldrig op i de højere luftlag, og det virkede ofte en smule for indøvet og stilsikkert. Men selvom overraskelserne manglede, og det helt store sus udeblev, skuffede han heller ikke på noget tidspunkt, og da den efter en lille time atter stod på S-tog og efterårsaften, var luften alligevel blevet lidt varmere og natten lidt lysere. Læs også Undertoners anmeldelser af: Where Shall You Take Me?Just in Time for Something EPOn My Way to Absence

Den amerikanske mirakel-historie, Vic Chesnutt, leverede desværre en koncert langt under standarden for en mand af hans karakter og sangskrivertalent. Med Vic Chesnutt er man aldrig i tvivl om, at man er i nærheden af noget stort. Den lille mand bliver med tiden tilsyneladende mere og mere fysisk skrøbelig, vel sagtens en uundgåelig konsekvens af at have været bundet til en kørestol i mere end ti år. Men bag dette let skræmmende, men harmløse ydre gemmer der sig altså én af USAs største sangskrivere. Det har han bevist adskillige gange, lige fra hans første plade, den Michael Stipe producerede Little til The Salesman & Bernadette fra 1998, karrierens foreløbige højdepunkt. Vic Chesnutts betydning for de seneste års bølge af udfordrende – og udfordrede – sangskrivere er ubeskrivelig i sin tyngde og vælde. Will Oldham har fået lov til at være den underfundige person, han er, på grund af Vic Chesnutt. Kurt Wagner fra Lambchop droppede sit day-time job på grund af Vic Chesnutt, og Howe Gelb kan stadig holde sig kunstnerisk oven vande på grund af Vic Chesnutt. Var det ikke for Vic, havde denne musikscene nok aldrig tilladt disse livets og sangskrivningens skæve eksistenser at få den succes og anerkendelse, som vi i dag kan tilskrive dem. Men dette giver ikke automatisk straffrihed, hvilket Vic Chesnutt desværre glemte på Loppen. Hans seneste plade, Silver Lake var bestemt god, men den kan ikke alene bære en hel koncert, som den skulle på Loppen. Sangene på Silver Lake matcher ikke de forrige pladers storhed og betydning, og ej heller var koncerten på noget tidspunkt bare i nærheden af de forventninger, man med rette kan stille til et talent som Vic Chesnutt. Koncerten bestod med enkelte undtagelser hen mod slutningen, udlukkende af numre fra Silver Lake, og på trods af sange som Stay Inside og I’m Throughs åbenlyse kvaliteter, blev de til fodnoter på en aften, der var præget af lidt for meget indlevelse og lidt for meget sjov tobak. Det med indlevelsen var et stort problem. Vic Chesnutt, der stillede uden backingband, lod sig ofte rive med i en næsten ekstatisk trance i fortolkningen af sangene. Han levede sig ind i dem, han levede sig ind i sin Gibson-guitar og havde flere gange meget svært ved at finde ud igen. Det resulterede i, at flere af numrene fra Silver Lake, som i forvejen ikke er en overflod af prægtige melodier, blev trukket i langdrag – noget disse sange desværre ikke kunne bære. Vic Chesnutt formåede heller ikke at styre uden om kedsomheden. Han skar alle sangene over samme kam – først lidt sagte guitar, så et vers, så lidt mere guitar, endnu et vers og så til sidst en mur af one-man/one-guitar støjrock. Det var svært at skelne den ene sang fra den anden. Det er ellers ikke et problem, der gør sig gældende på hans plader. Vic Chesnutt var næsten som et intergalaktisk sort hul på den lille scene på Loppen. Alles øjne var rettet mod den lille mand, der, til trods for at han altså var krøllet sammen i en kørestol, stadig havde en stolt og rank værdighed på scenen – også selvom han næsten var tynget helt bagover af vægten fra Gibson-guitaren. Hans kontakt til publikum var upåklagelig – rar, morsom og imødekommende. Det er svært at undgå at holde øjnene fra en mand som Vic Chesnutt, der i kraft af sin egen udstillede “dårligdom” også fremtvinger en vis ærefrygt for hans overlevelsesevne og musikalske kraft. Men på Loppen viste det sig desværre ikke at være tilstrækkeligt til at redde koncerten fra at være en skuffende oplevelse. Hans bagkatalog rummer flere legender, end man tør tænke på, men disse lod han blive i kufferten i går. I stedet måtte vi trækkes igennem knap to timer med en mand, der desværre lod sine sange og sit udtryk løbe afsted med ham… uden egentlig at invitere os med ind.

En af countryrockens helt store nulevende legender gæstede i al offentlig ubemærkethed Danmark for anden gang på et halvt år. Jason Ringenberg fra Nashville country-punk-outfittet Jason & The Scorchers, leverede en så elskværdig, original og stilsikker solokoncert, at Hank Williams måtte vende sig i graven af ren lykke.Det kunne være endt i en særdeles pinlig affære. Ikke engang et halvt år efter, at Jason Ringenberg sidst gæstede Danmark i april på Lille Vega, stod han atter på dansk jord. Denne gang godt nok med en nyindkøbt guitar – han havde ikke engang nået at hive prismærket af – men uden et nyt album i bagagen eller nyt materiale for den sags skyld. Alligevel formåede den særprægede amerikanske neo-cowboy at trække en lille håndfuld gæster til på en regnvåd og smådeprimerende søndag aften, hvor der ellers var alle mulige grunde til at blive hjemme og væbne sig mod efteråret. Til forskel fra koncerten på Lille Vega i foråret, havde Jason Ringenberg denne gang ikke medbragt sit backingband, det fremragende belgiske rockabilly orkester, The Seatsniffers. Spørgsmålet var derfor også, om Jason Ringenberg i det hele taget kunne stå distancen som soloperformer, endda over for et så lille publikum. Alt i alt var det mildest talt et særdeles modigt træk af det danske koncertbureau Gearbox Agency at sætte en koncert op med Jason Ringenberg, der, på trods af en imponerende karriere, ikke ligefrem har den største eller mest trofaste fanskare herhjemme, hvilket det meget begrænsede publikumstal (ca. 30) også vidnede om. Men når det er sagt, må al tvivl også ophøre. Jason Ringenberg er virkelig en performer helt uden sidestykke. Hans glorværdige fortid i Jason & the Scorchers, der i dag må regnes som nogle af country-rockens vigtigste pionerer, fornægtede sig ikke under koncerten, der bød på mange af de mere eller mindre legendariske Jason & the Scorchers-sange blandt andet Broken Whiskey Glass. Det improviserede sæt bestod i hovedtræk af disse uforglemmelige Jason & the Scorchers-sange, de fleste af dem spillet på foranledning af publikum, der selv fik lov at vælge og vrage i Ringenbergs bredt favnende repertoire. Et par af sangene kunne han ikke rigtig huske teksten til, og han måtte derfor finde hjælp i coveret til de medbragte plader. Det kan være både charmerende og irriterende, når en kunstner møder “uforberedt” op til en koncert, ofte også direkte pinligt som man for eksempel har set det hos St. Thomas, men i tilfældet Jason Ringenberg blev det bare til en helt vidunderligt uforpligtende oplevelse. Måske savner Ringenbergs sange en gang i mellem lidt tyngde – det er vel afhængigt af smag. Men selv noget så løjerligt som bider fra hans nye repertoire af country-børnesange (fra hans kommende børneplade A Day at the Farm with Farmer Jason) fremførtes så fornemt og selvironisk, at de næsten balancerede på samme musikalske niveau som hans mere alvorlige sange – hvoraf den rørende og samfundskritiske Last Train to Memphis skulle vise sig at blive koncertens, til dato, stadig uforglemmelige højdepunkt. Ikke et øje kunne have været tørt blandt publikum, da Ringenberg sang de smukke linjer “œI’ll take the last train to Memphis where Martin [Luther King] met his fate / I was just a little boy on that sorry day / I’ll maybe take a little drive down Highway 51 / And hope we find it in us to finish what he’d begun“. Sangen lod tæppet falde på Ringenbergs tredje soloplade, All Over Creation og viste, at han på trods af sangtitler som koncertåbneren Honky Tonk Maniac from Mars og Hay Bailing Time alligevel har evnen til at skrive lyrik, der trænger dybt ind i både sind og sjæl. Som sagt kan det diskuteres, om Jason Ringenbergs egne kompositioner besidder samme tyngde som de sange, han ofte fortolker til sine koncerter (blandt andet Bob Dylans Absolutely Sweet Marie og Loretta Lynns Don’t Come Home A’ Drinkin’ with Loving on Your Mind), men under alle omstændigheder er han i besiddelse af en fantastisk og livsbekræftende evne til at fremføre dem på sin helt egen unikke måde. Som publikum følte man sig i et særdeles varmt selskab, og vigtigst af alt var, at det så tydeligt skinnede igennem, at Jason Ringenberg lever for at spille live – hvilket det faktum, at manden har turneret konstant rundt omkring i verden det sidste halvandet år, også peger på. Der er ikke nogen tvivl om, at man meget gerne må have en vis mængde forkærlighed for mere eller mindre regulære countrymelodier, for Jason Ringenberg er absolut ikke for de sarte og fordomsfulde. Men at opleve Jason Ringenberg på en scene må være som at opleve en småfuld Hank Williams eller en lidt ældre version af danske Simon Gylden. Og hvadenten man har en berøringsangst for country eller sluger det råt, er Jason Ringenberg en oplevelse ingen burde snydes for.