Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

Juni: Minifestivaler en masse

Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Undertoner præsenterer: juni. Juni er sparket i gang med en vejrudsigt, der næsten er for god til at være sand. Altså tegner det godt for næste weekend, hvor Danmark indtages af hele fire forskellige minifestivaler. Den største af disse er sådan set ikke spor mini længere. Den århusianske Spot Festival løber af stablen for 14. gang og er i dag en fuldfed teenager. Festivalen afholdes på diverse scener i Århus fra den 5.-7. juni. På programmet er Efterklang, Murder, The Radio Dept., The Elephants, Blue Foundation og hele 111 andre kunstnere. Traditionen tro byder Spot også på interessante seminarer om alt det andet, der omgiver musikken – med overskrifter som f.eks. My Way, The Old Way, The Radiohead Way, or The (Digital) Highway? Se det store program på Spots hjemmeside. Samtidig sætter hele to festivaler gang i gaden i hovedstaden. Festivalen Distortion starter allerede onsdag den 4. juni med gadefest, mode, mad, livemusik og en helvedes masse dj’s. Konceptet går ud på at sætte gang i de forskellige bydele og derfor starter festen i city onsdag, bevæger sig videre til Nørrebro torsdag, Vesterbro fredag, Ørestaden lørdag for til sidst at slutte af på Islands Brygge søndag den 8. juni. Selvom gratis kaffe, solbadning og dj’s også er skønt er det jo bandsne på programmet, som Undertoner er interesseret i. Her kan bl.a. nævnes Chicks on Speed, Rhonda Harris, Edmund Oak, The Tremolo Beer Gut og I Got You on Tape. Se det fulde (og en anelse forvirrende) program her. Den anden festival, der rammer de københavnske gader, er Vesterbro Festivalen, der starter torsdag den 5. Festivalen har kun få år på bagen, men der er rigtig mange mere eller mindre ukendte, spændende navne at opdage på scenerne omkring Halmtorvet, når koncerterne tager fat frem til finalen lørdag den 7. Blandt navnene er Are We Brothers? , Twins Twins, Death By Kite, Harpcore og mange flere. Følg med på festivalens hjemmeside. Weekendens sidste festival foregår i Skive. Strandfesten med navnet Skive Beach Party kan næppe betragtes som undergrundsmusikkens festival ligesom den på Vesterbro. Til gengæld har har den tiltrukket nogle helt store navne, hvor Queens of the Stone Age må betragtes som kronen på værket. Festivalen starter onsdag den 4. og slutter lørdag den 7. Blandt de store danske bands på festivalens program er The Raveonettes, Kashmir, Veto og Nephew. For at forhindre, at alle månedens koncertanbefalinger er festivalrelaterede skal to mindre københavnske koncerter nævnes. Søndag den 8. juni spiller det islandske nimandsorkester Hjaltalín på Loppen. Hjaltalín udgav i vinters albummet Sleepdrunk Seasons, men er endnu et ukendt navn i dansk sammenhæng. Men deres charmerende musikalske univers med klarinet, cello, violin, fagot og klaver får en anbefaling med på vejen herfra! Aftenens opvarmning leveres afThe Late Parade. Hjaltalín spiller i øvrigt også på Spot. Sidst med ikke mindst: Fredag den 13. juni giver album-aktuelle Larsen and Furious Jane deres foreløbig eneste regulære koncert. Det foregår på Studenterhuset. Følg med i de anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Nyheder

Oneida i gang med albumtrilogi

Vi har ikke hørt det store til Oneida siden 2006-albummet Happy New Year. Godt nok udgav Bobby Matadors sideprojekt Nurse and Soldier Marginalia sidste år, men ellers har der været stille om kvartetten. Det er imidlertid ganske indlysende, viser det sig. Lad os tage historien helt fra starten: I 2005 kunne vi rapportere, at Oneida var i færd med at lave et intet mindre end tredobbelt album ved navn Thank Your Parents. Et års tid senere meldte newyorkerne så ud, at de – for fornuftens skyld – havde valgt at droppe idéen. Men tanken om det særdeles omfattende værk røg åbenbart ikke i skraldespanden, for ifølge donewaiting.com er Thank Your Parents tilbage på tegnebrættet. Dog er der ikke længere tale om et tredobbelt album, men snarere om en trilogi. Til august udsender Jagjaguwar nemlig Pre-Teen Weaponry, en 40 minutter lang udgivelse bestående af ét enkelt nummer. Albummet bliver første del i Thank Your Parents-trilogien, og planerne for næste del, der bærer titlen Rated O, er allerede lagt med en udgivelsesdato engang i februar 2009. Sidste del af tripeludgivelsen er Oneida stadig i gang med at indspille, og de regner med at have den klar om et års tid. Det burde være tid nok til at opgive planen endnu en gang…

Nyheder

Mogwai kommer til Roskilde

Vi venter stadig på klare meldinger om, hvornår Mogwais sjette regulære album udkommer. Sangtitler som “I Love You, I’m Going to Blow Up Your School” og “Scotland’s Shame” er i spil, men ud over at albummet er færdigindspillet, og at Roky Erickson formentlig er med som gæstevokalist, ved vi kun, at nummeret “Dracula Family” ikke er kommet med. Og så står det klart, at Mogwai udsender en ep, som antageligvis udkommer inden selve albummet. Mens vi spekulerer videre over, hvornår der kommer til at ske noget, kan vi nu se (endnu mere) frem til årets udgave af Roskilde Festival. Her til morgen har arrangørerne i hvert fald løftet sløret for, at den skotske kvintet dukker op. I samme ombæring har festivalfolkene præsenteret den støjglade engelske electronicaduo Fuck Buttons, der har høstet store anmelderroser sådan cirka alle vegne. Allerede navnet tyder på, at Mogwai vil hylde dem. Glasgow-bandet har altid holdt af et godt bandeord eller to.

Nyheder

The Radio Dept. og den trojanske hest

Det svenske indieband har netop udgivet ny single som forløber til albummet i september. “œFreddie and the Trojan Horse” er titlen på den nye single fra svenske The Radio Dept. Bandets pladeselskab Labrador Records har lagt nummeret ud som gratis download som en forsmag på det kommende album fra bandet. Den 10. september udgiver The Radio Dept. nemlig opfølgeren til det roste album Pet Grief fra 2006. Albummet får titlen Clinging to a Scheme og skulle ifølge Labrador Records være inspireret af blandt andet minimalistisk post-punkt, krautrock og ambient noise. Tak for kaffe, Radioavdeling. Indtil da må man hygge sig med Freddie og den trojanske hest og forsøge at finde ud af hvad sangen handler om. Det skulle efter sigende være noget med den svenske regering”¦ The Radio Dept. spiller i øvrigt på årets SPOT Festival i Århus.

Nyheder

I Botanisk Have med Alina Simone

Den ukrainskfødte singer/songwriter optræder i København og Holstebro – og giver sommerkoncert i Botanisk Have i Århus. Alina Simone og hendes ukrainske familie har boet i USA siden hendes far måtte flygte fra KGB i 70’erne. Siden da er Alina Simone blevet påvirket af lige dele russisk musiktradtion og amerikansk collegerock. Blandingen er fyldt med både sjæl, charme og tristesse, og sidste år udgav hun sit debutalbum Placelessness. På søndag den 25. maj kan Alina Simone opleves live i Global i København. Og mandag den 26. maj præsenterer LJUD en speciel koncert med hende i Botanisk Have i Århus. Koncerten er gratis, og alle interesserede skal møde op ved indgangen til haven (ved Cereskrydset) kl. 16.45, og derfra finder selskabet et egnet sted i det grønne at holde koncert. Sidst med ikke mindst spiller Alina Simone også tirsdag den 27. i Kulturhuset i Holstebro. Hør mere til Alina Simone her.

Nyheder

Nyt Sonic Youth-nummer på Starbucks-compilation

Tracklisten til “kendte musikere vælger et nummer”-opsamlingen er klar – den inkluderer nyt materiale fra Sonic Youth. Sonic Youth bliver med det kommende album Hits Are for Squares mere mainstream end nogensinde. Albummet udgives eksklusivt til salg i udvalgte Starbucks-butikker og på nettet. Albummet består af kendte musikeres forskellige yndlings-Sonic Youth-numre og så det nye nummer “Slow Revolution”. Blandt de kendte håndplukkere er bl.a. Radiohead, Chloe Sevigny, Eddie Vedder, Beck og Gus Van Sant. Alle disse har desuden beskrevet deres valg i covernoterne. Trackliste:1. “Bull in the Heather” valgt af Catherine Keener2. “Sugar Kane” valgt af Beck3. “100%” valgt af Mike D4. “Kool Thing” valgt af Radiohead5. “Disappearer” valgt af Portia De Rossi6. “Superstar” valgt af Diablo Cody7. “Stones” valgt af Allison Anders8. “Tuff Gnarl” valgt af Dave Eggers og Mike Watt9. “Teenage Riot” valgt af Eddie Vedder10. “Shadow of a Doubt” valgt af Michelle Williams11. “Rain on Tin” valgt af Flea12. “Tom Violence” valgt af Gus Van Sant13. “Mary-Christ” valgt af David Cross14. “World Looks Red” valgt af Chloe Sevigny15. “Expressway to Yr Skull” valgt af Flaming Lips16. “Slow Revolution” – nyt nummer

Nyheder

Wire udgiver nyt album

Det er mere end 30 år siden, at det engelske band Wire påbegyndte en af de mest konsistente 1-2-3-kombinationer i rockhistorien. Bandets tre første plader, Pink Flag, Chairs Missing og 154, udkom mellem 1977 og 1979 og er stadig imponerende at lytte til den dag i dag. Kort tid efter droppede de det hele, nogle år efter kom de tilbage – og det trick har de efterhånden gentaget nogle gange. I denne omgang har bandet været et band siden 2006 og har bl.a. benyttet tiden til at være i studiet sammen. Det resulterede i første ombæring i ep’en Read & Burn 03, der udkom sidste efterår. Det gik så tilfredsstillende, at Colin Newman & co. nu har skabt et helt album. Tæller man, hvor mange udgivelser bandet hidtil har præsteret i forskellige formater, bliver den nye plade nr. 47 på listen. Så hvorfor ikke kalde den Object 47? Det har Wire i al fald gjort. Albummet udkommer d. 7. juli, og tracklisten er her: 1. One of Us 2. Circumspect 3. Mekon Headman 4. Perspex Icon 5. Four Long Years 6. Hard Currency 7. Patient Flees 8. Are You Ready? 9. All Fours

Nyheder

Endnu en plade fra Field Music-flokken

For et par måneder siden var vi en kende mellemfornøjede over Field Music-forsangeren David Brewis’ solodebut under navnet School of Language. Sea From Shore levede ikke helt op til det tårnhøje niveau på Field Musics anden og muligvis sidste fælles plade, Tones of Town, men var ikke desto mindre et (i hvert fald sine steder) interessant eksperiment. Hvor David Brewis eksempelvis legede med samplinger og loops, går hans bror Peter i en anden retning på sin første udgivelse, efter at Field Music er gået i dvale. Peter Brewis’ nye band, der går under navnet The Week That Was, hvilket debutalbummet også kommer til at hedde, har i hvert fald visse filmiske og storladne træk. Albummet, der udkommer til september, byder i øvrigt på en art genforening af Field Music, idet såvel brormand David som den sidste tredjedel, Andrew Moore, har kigget forbi studiet. Der ligger et par smagsprøver på det verdensomspændende internet. Tracklisten til pladen ser i øvrigt således ud: 1. Learn to Learn 2. The Good Life 3. The Story Waits for No One 4. It’s All Gone Quiet 5. The Airport Line 6. Yesterday’s Paper 7. Come Home 8. Scratch the Surface

Nyheder

Nyt album fra Ratatat – Animal Collective remixer

Duoen Ratatats nye album LP3 udkommer d. 7. juli. Albummet er – som titlen så smukt siger – bandets tredje, der følger 2006-albummet Classics. I modsætning til tidligere indspilningsprocesser har bandet denne gang færdiggjort pladen hurtigt og beskidt på få uger – førhen har det været en proces, der involverede flere måneders byggen op og bryden ned. Bandet har desuden skiftet angrebsguitarerne ud med keyboard og ægte trommer erstatter de elektroniske. For at beholde dele af den dunkende stemning har Ratatat fået remixet en række numre fra albummet af YACHT, Zongamin, Copy, E*Rock og Animal Collective. Sidstnævnte har omfortolket nummeret “Mirando” til et technonummer på ti minutter. Ratatat bor her. Trackliste:1. Shiller2. Falcon Jab3. Mi Viejo4. Mirando5. Flynn6. Bird Priest7. Shempi8. Imperials9. Dura10. Brulee11. Mumtaz Khan12. Gipsy Threat13. Black Heroes

Nyheder

Autechre udgiver 13 bonusnumre

Selv om electronicaduoen Autechres plader har det med at blive bedre, når de har fået nogle måneder (evt. år) på bagen, holder vi indtil videre fast i, at deres nyeste opus, Quaristice, var for langt – og det samme gjaldt afstandene mellem snapsene. Ikke desto mindre tager vi hatten af for, at Autechre har besluttet sig for at udgive 13 nye versioner af numre fra albummet – i alt ikke mindre end 140 minutters musik samlet på en digital udgivelse ved navn Quaristice.Quadrange.ep.ae. 140 minutter lyder af voldsomt meget, men medmindre Warp Records’ webshop Bleep.com, der starter salget mandag d. 19. maj, har lavet en slå- eller regnefejl, kunne noget tyde på, at de 13 bonusversioner stikker i en noget anden retning end Quaristice. Her lå gennemsnitslængden af numrene i al fald under de fire minutter, mens samme tal på … Quadrange.ep.ae øjensynligt ligger over 10. Et stk. yderst lyrisk trackliste: The Plc ccc Perlence range 7 Perlence Suns 90101-51-6 9013-2 Tkakanren 90101-51-19 Perlence subrange 3 chenc9-1dub 9010171-121 Perlence losid 2 notwotwo Perlence subrange 6-36

Nyheder

Windsor for the Derby taber på nyt album

Windsor For The Derby spiller stadig postrock – også på duoens nye album How We Lost. Bandet har brugt de sidste 18 måneder i eget studie for at indspille dets syvende album. Debuten Calm Hades Float udkom i 1996 og er blevet genudgivet af selskabet Secretly Canadian, der også udgiver det kommende album. Der er smagsprøver på albummet på bandets hjemmeside. Trackliste:1. Let Go2. Maladies3. Robin Robinette4. Fallen Off the Earth5. Hold On6. Forgotten7. Troubles8. What We Want9. Good Things10. Spirit Fade

Nyheder

Nyt album fra finske Lau Nau

Den finske sangskriver Laura Naukkarinen kendt som Lau Nau er klar med sit nye album Nukuu. Laura Naukkarinen skabte med sit album Kuutarha en af de bedste plader fra 2005, hvor hendes mystiske skov-finne-folk på dragende vis blev blandet med mere avangardistiske elementer. Hendes nye album ligger i naturlig forlængelse omend det er en smule mere intimt og midnatssøgende. Albummet udkommer på det finske selskab Fonal og på amerikanske Locust d. 13. maj. Her er videoen til anden skæring på albummet – “Painovoimaa, Valoa”.

Nyheder

Martina Topley-Bird bygger blå gud

Engang gav Martina Topley-Bird og hendes forrygende stemme Tricky lyst til at dø. Siden skiltes de to, og mens Tricky langsomt, men stensikkert gled til bunds i musikverdenens opmærksomhed, gik mange og ventede i spænding på Topley-Birds solodebut. Da den under navnet Quixotic udkom i 2003, havde hovedparten af anmelderne imidlertid svært ved at få armene helt så højt op, som de havde håbet. Og så glemte de fleste vist alt om ex-triphop-yndlingen. Men om to uger er Topley-Bird tilbage – med en særdeles prominent producer. Gnarls Barkley- og Gorillaz-troldmanden Danger Mouse har nemlig skruet på knapper og vejledt hende under tilblivelsen af The Blue God, som albummet er blevet døbt. Der er meget mere lys og liv over førstesinglen “Carnies”, som kan høres her, end der er på Tricky-pladerne fra midt-90’erne, men alligevel fornemmer man en vis bittersødme. Den blå gud består af disse ingredienser: 1. Phoenix 2. Carnies 3. Something to Say 4. Shangri La 5. Baby Blue 6. Valentine 7. April Grove 8. Snowman 9. Poison 10. Razor Tongue 11. Da Da Da Da 12. Yesterday

Nyheder

Live-lækkerier i maj

Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Undertoner giver dig hermed: maj. Maj måned skydes i gang af to minifestivaler. Den 2. og 3. maj lægger electronica-festivalen 2nd Society ud i Huset i Magstræde, bl.a. i Musikcaféen, i København. Huset bliver fyldt med nogle af de mest spændende nye navne inden for dansk electronica, og folkene bag festivalen ønsker at vise scenens diversitet. Oplev Karsten Pflum, Spejderrobot, Mike Sheridan, Badun og mange flere. Tjek hele programmet her. First Floor Power Samtidig – i aften og i morgen – løber Pop Revo af stablen på Studenterhuset/Pakhuset i Århus. Minifestivalen har i år gjort noget af et scoop ved at få amerikanske Xiu Xiu som hovednavn. Blandt de andre bands på festivalen er El Perro del Mar, Efterklang, Speaker Bite Me og The Brunettes. I aften kl. 19.30 har festivalen desuden præmiere på dokumentarfilmen The Detour, der skildrer tilblivelsen af Figurines’ succesalbum Skeleton fra 2004. Se hvilke bands, der spiller hvornår på Pop Revos hjemmeside. En lille koncertperle, der er let at overse, finder sted lørdag den 10. maj kl. 20 på Blågården Bibliotek i København. Her optræder den amerikanske lo-fi singer/songwriter Phil Elverum alias Mount Eerie. Der er kun 100 billetter til salg, skal du nok være hurtig for at nå at sikre dig én. Hvis der er flere tilbage, kan de købes på Blågården Bibliotek. Opvarmningen leveres af canadiske No Kids. Manden behøver ingen præsentation, men som maj måneds absolutte højdepunkt må koncerten med Nick Cave and the Bad Seeds i KB Hallen alligevel nævnes. Nick Cave og kumpanerne turnerer med deres nyeste album Dig, Lazarus, Dig!!! og det bringer dem altså til Frederiksberg mandag den 19. maj. En anden god forårsnyhed er, at svenske First Floor Power er kommet ud af deres hi. På trods af Jenny Wilsons farvel er der gudskelov stadig liv i bandet. Dét beviser de på mandag, hvor de udgiver albummet Don’t Back Down. Udgivelsen fejres med en lille tour, hvor der er hele fire muligheder for at opleve trioen på dansk grund. Den 21. maj optræder de i Pakhuset i Århus med The Bronson Brothers som opvarmning. Den 22. er det Studenterhuset i Aalborg, sammen med Lise Westzynthius. Den 23. maj spiller de i Musikhuset Walker i Middelfart og til sidst, den 24., på københavnske Rust. Vi får besøg fra det amerikanske bibelbælte når Oklahoma-bandet med det ironiske navn Evangelicals besøger Loppen i København lørdag den 24. maj og Voxhall i Århus dagen efter. Bandet er et spændende nyt navn med deres idérige freakpop. Undertoners anmelder kaldte deres nye album The Evening Descends for “œen sonisk tivoli-tur”. God fornøjelse! Hold øje med andre anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.