Sidste år udsendte engelske Electrelane deres tredje album, det Steve Albini-producerede Axes, og spillede på Loppen i oktober. Og mens vi venter på, at kvartetten udgiver en ny plade eller kommer tilbage til Danmark, får vi nu chancen for at blive mindet om Electrelanes tidligere bedrifter. 14. august udsender Too Pure nemlig et opsamlingsalbum med numre fra ellers svært opdrivelige udgivelser som f.eks. I Want to Be the President-ep’en, som Electrelane i 2002 lavede sammen med Echoboy. Ligeledes er der tre live-numre på pladen – og tracklisten er som følger: 1. Film Music 2. Come On 3. Le Song 4. U.O.R. 5. John Wayne 6. I Love You My Farfisa 7. I Want to Be the President 8. I Only Always Think 9. I’ve Been Your Fan Since Yesterday 10. I’m on Fire 11. Long Dark 12. Oh Sombra! (John Peel Session) 13. More Than This (live) 14. Birds (live) 15. Those Pockets Are People/The Partisan (live)
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Elf Power optræder på Loppen d. 26. maj
Tidligere i år udsendte Elf Power deres ottende album, Back to the Web. Elf Power har fået et par nye medlemmer de seneste par år, og det har fået dem til i stigende grad at hælde mod en akustisk folk-lyd. Bandet var sammen med grupper som Of Montreal og Olivia Tremor Control en del af kredsen omkring det nærmest legendariske label Elephant6 og brød igennem med semipsykedeliske album som When the Red King Comes og The Winter Is Coming. Og mon ikke de disker op med nogle numre fra dengang på den Europa-turné, de er i gang med nu? I hvert fald kommer Elf Power til København fredag d. 26. maj, hvor de spiller på Loppen. Hvis du gerne vil forberede dig lidt, er der mulighed for det på Elf Powers MySpace-side.
Soloplade fra Thom Yorke
Fredag aften sendte Thom Yorke en besked ud til Radioheads W.A.S.T.E. fanklub om, at han har et soloalbum på vej. Albummet har fået titlen The Eraser, er produceret af Radioheads hof-producer Nigel Godrich og udkommer d. 11. juli på XL Recordings. Radiohead er i øjeblikket på en større turne, og i slutningen af Thom Yorkes besked står der, at når turneen er ovre, vender bandet tilbage til studiet for at gøre deres næste album færdigt – et album som udkommer i 2007. Tracliste til The Eraser:1. the eraser 2. analyse 3. the clock 4. black swan 5. skip divided 6. atoms for peace 7. and it rained all night 8. harrowdown hill 9. cymbal rush
Of Montreal remix-album på vej
Det energiske psych-pop-band Of Montreal (som er fra USA og ikke Canada) brygger på flere album – deriblandt et album med remix. Of Montreals to seneste album Sunlandic Twins og Satanic Panic In The Attic viste et band i topform, og koncerten i København i november sidste år var noget nær en fest. Bandet har turneret flittigt – stort set hvert eneste år siden 1996 – og kreativiteten fejler heller ikke noget, for Of Montreal spytter hele tiden nye kompositioner ud. Men gamle numre har også værdi, og derfor har en række kunstnere som !!!, Mixel Pixel, I Am The World Trade Center og flere andre remixet numre fra Of Montreals to seneste album. Dette remix-album skulle komme inden årets udgang, mens kompilationen A Freaked Descension/1111 GOP Eunuchs, som efter sigende skulle være fyldt med sjældenheder og andre uudgivne numre, ikke kommer foreløbig. Of Montreals hjemmeside
Fjendskab på ny Radio 4-plade
Jens Otto Krag sagde det, og vi siger det igen: Man har et standpunkt, til man ta’r et nyt. Indtil nu har newyorker-dancepunkbandet Radio 4 ladet forstå, at de var vældig skeptiske over for globaliseringen og kommercielle hensyns magt i samfundet. Men for nylig lod de så deres 2001-nummer “Caroline” komme med i en Nike-reklame. I den anledning har Radio 4 indspillet en ny udgave af nummeret, og den version er blevet en b-side til bandets nye single “Enemies Like This”. Den kan høres på bandets MySpace-side, og den er også titelnummeret på Radio 4’s plade nr. fire. Den udkommer d. 16. maj. Pladen er blevet indspillet sammen med Jagz Kooner, der var med til at grundlægge Sabres of Paradise og har remixet bands som Primal Scream og Kasabian. Ifølge bandet indfanger Enemies Like This mere af bandets live-energi, end det tidligere er lykkedes for dem. Tracklisten er som følger: 1. Enemies Like This 2. Packing Things Up on the Scene 3. Too Much to Ask For 4. Grass Is Greener 5. Everything’s in Question 6. This Is Not a Test 7. Ascension Street 8. Always a Target 9. All in Control 10. As Far As the Eye Can See
»Det har aldrig været sådan,« siger Phoenix
Fransk solskinspop får endnu en diskografisk tilføjelse med det tredje album fra Phoenix kaldet It’s Never Been Like That. Albummene United fra 2000 og Alphabetical fra 2004 viste, at Phoenix har en afslappet og forfinet måde at levere deres fængende popmusik på. Deres nye album er optaget i Berlin og udkommer d. 15. maj. Bandet kan desuden fanges på dette års Roskilde Festival. Trackliste: 1. Napolean Says 2. Consolation Prizes 3. Rally 4. Long Distance Call 5. One Too Many 6. Lost and Found 7. Courtesy Laughs 8. North 9. Sometimes in a Fall 10. Second to None Læs mere på bandets website
Ny Mikael Simpson-plade til juli
Indierockens Niels Hausgaard er på ny klar til at kravle ud af sit hi. D. 15. maj udsender Mikael Simpson nemlig singlen “Hvor end du er”, som er første udspil fra hans tredje soloalbum. Det udkommer d. 24. juli, og indtil videre har det ikke nogen titel. Ja, altså, det har det jo nok, men den er ikke sluppet ud til os andre. Endnu. I det hele taget er der ikke kommet voldsomt meget ud om pladen. Der har været rygter om, at Simpson ville udsende to album på én gang – ét med elektroniske funderede numre og ét med fuld band-besætning – men da det ikke er tilfældet, er det ikke til at sige, om det nye album bliver det ene eller det andet … eller begge dele.
Japansk kult-duo spiller i Kbh i dag og i morgen
Bandnavnet Tenniscoats lyder måske ikke vildt bekendt for dig. Ja, altså det er engelsk på en så tilpas akavet måde, at det ikke kan undre, hvis det er japanere, der har fundet på det – men hvem er så de her japanere? Hvis vi tilføjer, at duoen Tenniscoats udgør 2/3 af Cacoy, der tidligere i år fik udgivet deres album Human Is Music på Efterklangs selskab Rumraket, kommer du måske tættere på at forstå. Eller også vil det kunne lede dig på vej, at Tenniscoats’ hyppigt har samarbejdet med den mildt sagt excentriske japanske bandleder Tori Kudo og hans alt andet end regelrette og polerede orkester Maher Shalal Hash Baz. På egen hånd byder Tenniscoats på småpsykedelisk folkpop af den lavmælte skole – og det har københavnerne mulighed for at opleve live de kommende to dage. I dag (ja, vi er sent ude – men det er arrangementet faktisk i det hele taget) spiller duoen i Nyropsgade 14 sammen med kunstnere tilknyttet noise-/impro-klubben Klub Argot. I morgen, onsdag, optræder Saya og Takeshi Ueno så i Huset i Magstræde sammen med de pladeaktuelle, Efterklang-producerede jazzrockere Big Bombastic Collective. Og hvis du stadig er i tvivl om, hvad de dersens Tenniscoats overhovedet er for noget, så kan du tage et lyt til In My Blood River fra deres 2002-plade The Ending Time.
Mi and L’au spiller på Roskilde
Roskilde Festival-folkene har ikke offentliggjort det endnu, men ifølge distributionsselskabet Dotshop.se skulle den være god nok: Den lavmælte fransk-finske duo Mi and L’au spiller på årets udgave af festivalen på Dyrskuepladsen. Mere præcist dukker Devendra Banharts franske ven og den finske eks-model op lørdag d. 1. juli. Duoen udsendte sidste år sit selvbetitlede debutalbum på den tidligere Swans-drivkaft Michael Giras selskab Young God Records. Pladen fik pæn ros af pressen, på trods af at de mestendels indadvendte sange har brug for en hel del gennemlytninger for at sætte sig fast. Siden udgivelsen af pladen har Mi and L’au turneret ret meget i både Europa og USA, og at dømme efter deres Young God-hjemmeside er der ikke noget nyt om en ny plade fra parret. Men det kan jo være, at de løfter sløret for noget i den retning d. 1. juli.
Richmond Fontaine spiller i 9000 Aalborg
For knap et år siden udkom amerikanske Richmond Fontaines seneste album The Fitzgerald. Undertoners anmelder var vild i juni-varmen, ikke mindst med bandets sangskriver Willy Vlautin – hør bare hér: “At kalde Vlautin én af USA’s absolut bedste sangskrivere netop nu og The Fitzgerald et af årets bedste albums er bestemt ikke en overdrivelse – det er nærmere det modsatte. The Fitzgerald er et helstøbt album af uhørt høj kvalitet, og hvis der en smule retfærdighed til, vil det i fremtiden blive set som lidt af en klassiker.” Den slags ros kan vel ikke give meget andet end lyst til at opleve dette americana-orkester. Og det får nordjyderne (og tilrejsende fans) nu mulighed for. Søndag d. 4. juni spiller Richmond Fontaine nemlig på Studenterhuset i Aalborg. Koncerten er en del af en flere uger lang turné i Europa og er den eneste på dansk grund. Lige i øjeblikket er der intet nyt om, hvornår Richmond Fontaine igen har en plade klar. Bandet var i studiet i februar, men et par mindre turnéer samt udgivelsen af Vlautins roman The Motel Life har indtil videre stået i vejen for yderligere fremskridt.
Ny udgivelse fra Broadcast-Plone-projekt
I slutningen af maj udgiver bandet Seeland deres andet udspil, der har fået navnet Crimson EP. Seeland består af Tim Felton, der tidligere var med i Broadcast, og Billy Bainbridge, som har en fortid i Plone. Seeland har kun en enkelt udgivelse bag sig, en 7″ vinyl med numrene “Wander” og “Pherox”. Crimson EP bliver en 12″ med fire numre, og ep’en udkommer på Stereolabs pladeselskab Duophonic i bare 1050 eksemplarer. Seeland opvarmer for Stereolab til nogle af bandets forårskoncerter.
The Delgados udgiver Peel Sessions
Det skotske band The Delgados udgiver til sommer en opsamling af Peel-sessions. Albummet er et dobbeltalbum med ikke mindre end 29 numre, som The Delgados indspillede i selskab med nu afdøde John Peel. The Delgados har tidligere udgivet enkelte John Peel-sessions på albummet BBC Sessions fra 1997. Efter ti år sammen gik The Delgados hver til sit for ca. et år siden. De primære sangskrivere i bandet Emma Pollock og Alun Woodward fortsætter med at drive deres pladeselskab Chemical Underground og satser sideløbende på hver deres solokarriere. Trommeslager Paul Savage fortsætter som producer i pladeselskabets studie Chem19 i Hamilton. Lyt til nummeret Parcel Of Rogues Den imponerende trackliste:Disc 11. Lazarwalker2. Blackwell3. I’ve Only Just Started To Breathe4. Primary Alternative5. Under Canvas Under Wraps6. 4th Channel7. Teen Elf8. Sucrose9. Everything Goes Around The Water10. The Arcane Model11. Pull The Wires From The Wall12. Mauron Chanson13. Repeat Failure14. Don’t Stop15. Blackpool16. The Weaker Argument Defeats The Stronger Disc 21. No Danger2. Make Your Move3. Accused Of Stealing4. Aye Today5. Mr Blue Sky6. California Uber Alles7. Matthew And Son8. Last Rose Of Summer9. Parcel Of Rogues10. I Fought The Angels11. Ballad Of Accounting12. Is This All That I Came For?13. Everybody Come Down
Ny soloplade fra Tindersticks-frontmand
Mens vi stadig må vente tålmodigt på, at Tindersticks laver en opfølger til 2003-albummet Waiting for the Moon, har forsanger Stuart A. Staples godt gang i sin solokarriere. Sidste år udgav han sin solodebut Lucky Dog Recordings ’03-’04, der, som titlen antyder, bestod af to års optagelser. Mandag d. 29. maj udsender Staples så Leaving Songs, som blev indspillet i løbet af et års tid, bl.a. sammen med Tindersticks-kollegaen Dave Boulter. De ti afskedssange har fået følgende navne: 1. Goodbye to Old Friends 2. There Is a Path 3. Which Way the Wind 4. This Road Is Long 5. One More Time 6. Dance with an Old Man 7. That Leaving Feeling 8. Already Gone 9. This Old Town 10. Pulling in to the Sea
Scissor Sisters på Roskilde
Hvis jeg siger 2004 og overdreven falsetvokal, hvad siger du så? The Darkness? Nej, deres første plade kom i 2003. Andre bud? Ja, nemlig: Scissor Sisters. Deres single “Take Your Mama Out” hvinede sig ind på alverdens hitlister, mens deres coverversion af Pink Floyds “Comfortably Numb” skilte vandene cirka lige så effektivt, som da Moses fik Det Røde Hav til at give plads til israelitterne. P.t. er der intet nyt om, at de disco-inficerede retro-rockere har et nyt album på vej – men det har ikke afholdt Roskilde Festival fra at føje dem til årets program. Scissor Sisters spillede en af de sidste søndagskoncerter i 2004, og det må have været til festivalledelsens tilfredshed. Og hvem kan stå for et band, der i pressemeddelelser omtales som “glansfulde skikkelser fra New Yorks homoseksuelle og dekadente kabaretmiljø”?
