Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

Kid606 lader kønne piger holde raves

Amerikansk-venezuelanske Kid606 har flintret rundt mellem alle mulige forskellige genrer inden for den elektroniske musik uden nogen sinde at falde til ro. Første gang han for alvor gjorde opmærksom på sig selv, var med det totalt illegale Niggers With Attitude-remix ‘Straight Outta Compton‘, og siden da har han leveret alt fra drømmende ambient over minimalistisk glitch til mere end almindeligt energisk techno med dancehall-inspiration. Som livekunstner har Kid606 mere eller mindre altid befundet sig i det über-energiske hjørne. Og det er lige netop hér, han opholder sig på sit nye album Pretty Girls Make Raves. Lyden af de pæne tøsers fester er ikke overraskende danseorienteret, mens teksterne ifølge Kid606 selv skulle være beslægtede med dem, som bands som Black Flag og Ministry holder sig. Aha. Det er ikke lige til at høre på hans Myspace-side, hvor man kan høre nummeret “Boomin'” fra Pretty Girls Make Raves. Hele albummet forløber således: 1. Let It Rock 2. Chickenfight 3. Boomin’ 4. Meet Me at the Bottom 5. Comeuppance 6. T.Y.T.R. 7. Getdownlow 8. Oakland Highsiding

Nyheder

The Dears erkender, at de er tabere

“Selv om det lyder klichéagtigt, er det her så klart ‘det bedste, vi nogen sinde har lavet’,” skriver The Dears’ forsanger Murray Lightburn i en mail til canadiske Chartattack.com. Emnet i hans mail er bandets nye plade, Gang of Losers, der udkommer i slutningen af august. Deres anden plade No Cities Left var fyldt med mørk og temmelig storladen indiepop, og ifølge Lightburn er der skruet lidt ned for det storladne på Gang of Losers. Der er ikke flere strygere tilbage, men dog kigger forskellige blæseinstrumenter forbi. Tracklisten tyder på, at der stadig er malet temmelig mørke farver på væggene i øvelokalet: 1. Sinthtro 2. Ticket to Immortality 3. Death or Life We Want You 4. Hate Then Love 5. There Goes My Outfit 6. Bandwagoneers 7. Fear Made the World Go ‘Round 8. You and I Are a Gang of Losers 9. Whites Only Party 10. Ballad of Humankindness 11. I Fell Deep 12. Find Our Way to Freedom

Nyheder

Giardini di Mirò genudgiver sjældne ep’er

9. juni udgiver de italienske postrockere i Giardini di Mirò for første gang i tre år nyt materiale. Eller rettere genudgiver de nyt materiale, som indtil nu har været svært at få fat på. Sidste år udgav italienerne nemlig to 12″-ep’er med titlerne North Atlantic Treaty of Love part 1 og … part 2, men de udkom kun i 555 eksemplarer hver. De i alt otte numre har Giardini di Mirò nu samlet på én plade, som de med stor opfindsomhed har valgt at døbe North Atlantic Treaty of Love. De fire af numrene er nye numre fra bandet (heriblandt “Blood Red Bird”, som egentlig er et (Smog)-cover), mens de fire øvrige er remixversioner. Og det er ikke hvem som helst, der har remixet: Anticon-hiphopperen Alias, berlinske Apparat, The Boats (forklædt som The Sea) og ingen ringere end Hood. Tracklisten ser således ud: 1. Othello 2. Little Cesar 3. Blood Red Bird 4. The Perfect Trick 5. Given Ground (Alias Remix) 6. One Again a Fond Farewell (Apparat Remix) 7. The Swimming Season (Hood Remix) 8. Last Act in Baires (The Sea Remix)

Nyheder

GAFFA laver musikleksikon på nettet

GAFFA udvider nu deres artikler og nyheder om musik i bladform og net-form med et online-musikleksikon. GAFFApedia er navnet på Gaffas nye musikleksikon på nettet. Ligesom net-leksikonet Wikipedia er GAFFApedia en Wiki, hvilket betyder, at det er brugerne, der skriver og redigerer indholdet. Alle kan altså tilføje artikler om bands, rette i eksisterende artikler og således være med til at skabe musikleksikonet i fællesskab med de andre brugere. GAFFA lader dog ikke deres Wiki være helt fri – en redaktion skal kvalitetssikre og holde styr på indholdet, hvilket strider mod den originale tanke bag en Wiki, hvor brugerne gerne selv skulle redigere sig ud af hærværk og faktuelle fejl. Besøg GAFFApedia

Nyheder

Nyt album fra Mr. Lif til juni

Boston-rapperen Mr. Lif lægger ikke fingrene imellem i sin civilisationskritik, hverken i gruppen The Perceptionists eller som solokunstner. Hans solodebutalbum I Phantom var en af milepælene i pladeselskabets Def Jux’ storhedstid i starten af dette årti, og her fire år senere er Lif så klar med opfølgeren. Den har fået titlen Mo’ Mega, og ifølge CMJ.com bliver de samfundsbevidste, civilisationsrevsende numre denne gang suppleret af nogle lidt lettere, knap så panderynkende tracks. Mo’ Mega udkommer d. 13. juni, og ud over El-P, der har produceret det meste af pladen, får Lif besøg af rappere som Aesop Rock, Murs og Perceptionists-kollegaen Akrobatik. Tracklisten til pladen ser således ud: 1. Collapse 2. Ultra-Mega 3. Brothaz 4. The Fries 5. Take, Hold, Fire (featuring Aesop Rock, El-P) 6. Murs Iz My Manager (featuring Murs) 7. Washitup! 8. Long Distance 9. The Come Up (featuring Akrobatik, Blueprint) 10. Lookin’ in 11. For You

Nyheder

Jaga Jazzist-medlem laver musik til tv-dokumentar

Musikeren Martin Horntveth, som er en af hovedkræfterne i jazz-prog-bandet Jaga Jazzist, har lavet musik til en norsk tv-dokumentar. I sommeren 2003 var der en reportage i norske Dagbladets tillæg Magasinet, hvor en journalist havde fulgt kæresteparret Knut og Siv – begge narkomaner og hjemløse. De levede på gaden i Oslo og skulle hele tiden skaffe penge til stoffer. Alligevel ville de gerne giftes, og gennem fire måneder tiggede Knut sig til 14.000 norske kroner for at give Siv hendes drømmebryllup. Denne reportage blev optakten til en tv-dokumentarserie, hvor instruktøren Are Faaberg har fulgt Knut og Siv gennem to år. Musikken til serien er skrevet af Martin Horntveth, og det er hans første musikalske bidrag til tv. Serien kører i øjeblikket på den norske kanal NRK. Ved siden af sit trommearbejde i Jaga Jazzist har Martin Horntveth udgivet de to solo-ep’er Fast Motion og Skull, hvor han blander jazz, elektro, rock og et utal af andre genrer til en højst spraglende blandingsmusik.

Nyheder

Emily Haines udgiver soloplade

Der er næsten gået halvanden måned, siden vi sidst havde en Broken Social Scene-relateret nyhed. Og når man tænker på, hvor mange medlemmer der i det band, er det vel også ved at være på tide at grave en historie frem. Så det gør vi så: Emily Haines, der er forsanger i Metric og som bl.a. lagde stemme til publikumsfavoritten “Anthems for a Seventeen-Year-Old Girl” fra Broken Social Scenes gennembrudsplade You Forgot It in People, udgiver til september sin solodebut. Den får titlen Knives Don’t Have Your Back og er blevet til i løbet af de seneste fire år. Ikke overraskende er der gæsteoptrædener fra såvel medlemmer af Stars som venner fra Broken Social Scene. Derudover medvirker også Scott Minor, der til hverdag hører til i Sparklehorse. Tracklisten er som følger: 1. Our Hell 2. The Lottery 3. Doctor Blind 4. Nothing & Nowhere 5. Crowd Surf Off a Cliff 6. The Maid Needs A Maid 7. Mostly Waving 8. City of Night 9. Reading in Bed 10. Detective Daughter 11. Winning 12. The Last Page

Nyheder

The Lemonheads skriver kontrakt, nyt album

Genforenede The Lemonheads med Evan Dando i spidsen har skrevet kontrakt med det amerikanske indie/punk-selskab Vagrant Records. Bandet er allerede i gang med at indspille hvad, der bliver til The Lemonheads’ ottende album. I producerstolen sidder Bill Stevenson, som tidligere har produceret for Black Flag (!). Så kan man spekulere over, hvad det betyder for lyden af The Lemonheads. Det nye album er planlagt til at udkomme til efteråret.

Nyheder

Tortoise fremfører klassisk album live

Mens medlemmerne i Tortoise arbejder på et kommende studie-album, som skal udkomme til næste år, har de alligevel tid til at spille enkelte koncerter. Som en del af All Tomorrow’s Parties’ Don’t Look Back-serie, hvor bands spiller et helt album fra start til slut, fremfører Tortoise Millions Now Living Will Never Die fra 1996. Albummet indeholder numre, som stort set ikke er blevet spillet live gennem de sidste ti år, hvilket skyldes, at guitaristen David Pajo dengang var en del af bandet, og den særlige guitar på mange af albummets numre var hans værk. Uden ham har bandet derfor haft svært ved at fremføre numre fra Millions Now Living Will Never Die. Men d. 25 juli giver Tortoise fremførelsen et forsøg. I All Tomorrow’s Parties’ Don’t Look Back-serie spiller blandt andet også Low deres Things We Lost In The Fire og Teenage Fanclub deres album Bandwagonesque. ATP’s Don’t Look Back

Nyheder

Crescent indspiller nyt materiale

Bristol-bandet Crescent har indspillet grundmaterialet til deres kommende album, som skal udkomme på Fat Cat Records. Bandet spiller et af deres sjældne shows i juni sammen med Vashti Bunyan og Max Richter – og som for mange andre bands, så er koncertaktivitet også for Crescent et tegn på, at der er nyt materiale på vej. På hjemmesiden skriver bandet, at de første grundspor til et kommende album er blevet indspillet. Crescent har været aktivt i over ti år og udspringer af den samme scene i Bristol som Movietone, Flying Saucer Attack og AMP. Produktive kan man dog ikke kalde medlemmerne i Crescent, for 2003-albummet By The Roads And The Fields var blot deres fjerde album sammen.

Nyheder

Ny Nico-dvd med sjældent koncert-materiale

En ny dvd med sangerinden Nico, måske et af rockmusikkens største ikoner, bliver udgivet d. 1. maj. Dvd’en All Tomorrow’s Parties: Nico Live indeholder videomateriale fra to shows, som Nico spillede i England i starten af 80’erne. Nicos karriere startede som supermodel, og siden blev hun medlem af Velvet Underground. Hun blev aldrig helt accepteret som medlem og forlod bandet i 1967 – inden da havde hun dog sat sit vokal-præg på VU’s debutalbum. Siden dyrkede hun sin solokarriere som sanger og sangskriver med hjælp fra Lou reed, John Cale og senere Brian Eno. Hele livet og dermed sideløbende med sin karriere kæmpede Nico mod en dyb afhængighed af narkotika, indtil hun døde på den spanske ø Ibiza i 1988.

Nyheder

Oneida bliver til en kvartet

Som vi kunne fortælle for snart tre måneder siden, kommer det psych-rock-opdagelsesrejsende newyorker-band Oneidas nye plade til at hedde Happy New Year. Og i den forbindelse lavede vi en fjollet og usjov ABBA-reference. Oneidas vej til at ligne ABBA er dog ved at blive væsentligt kortere. Til juli kommer Phil Manley (mest kendt som guitarist i Trans Am) nemlig ind i bandet, så de kommer ind i klubben af kvartetter. Manley har også spillet en betydelig rolle under indspilningerne af pladen sammen med en række andre venner af bandet, bl.a. pianisten Emily Manzo, der var med på den forrige plade, The Wedding. Tracklisten til albummet ser således ud: 1. Distress 2. Happy New Year 3. The Adversary 4. Up With People 5. Pointing Fingers 6. History’s Great Navigators 7. Busy Little Bee 8. Reckoning 9. You Never Can Tell 10. The Misfit 11. Thank Your Parents

Nyheder

AGF genopliver Laub

Den tyske musiker Antye Greie-Fuchs har i et interview i The Wire fortalt, at bandet Laub, som hun tidligere var med i, nu genoplives. Antye Greie-Fuchs, bedre kendt som AGF, er en produktiv kvinde og udgiver album både alene, sammen med sin kæreste Vladislav Delay og i trioen The Dolls, hvor Craig Armstrong er tredje hjul. I et interview i maj-udgaven af musikbladet The Wire fortæller hun, at duoen Laub, som hun havde sammen med Jürgen “Jotka” Kühn, arbejder på et nyt album. Hun beskriver albummet som cyber-blues, mens Laubs hjemmeside beskriver det som ‘different’. AGF’s seneste album er Mini Movies.

Nyheder

Nye plader på vej fra Mirah

Undertoners anmelderske var ikke helt igennem begejstret for amerikanske Mirahs 2004-album C’Mon Miracle, men roste alligevel Mirah for at være “et frisk pust inden for en smal og til tider sammenbrændt genre” som akustisk pigepop med kant. Nu har Mirah hele to plader på vej – og ingen af dem har hverken navn eller udgivelsesdato på plads, konstaterer CMJ.com. Men i hvert fald bliver den første af pladerne en remix-cd med intet mindre end 23 fortolkninger af Mirah-numre. Historien melder intet om, hvem der har lavet de nye versioner, men det er i hvert fald Khaela Maricich fra The Blow, der har stået for at udvælge remixerne. Og netop i disse dage er Mirah så gået i studiet sammen med orkestret Spectratone International, som hun har arbejdet sammen med tidligere. Dengang hed bandet Black Cat Orchestra, og i 2004 udgav de og Mirah pladen To All We Stretch the Open Arm.