Der har været ret stille omkring Cocteau Twins-guitaristen Robin Guthrie de sidste mange år. Godt nok udgav han i 2003 instrumentalpladen Imperial på Cocteau Twins-kollegaen Simon Raymondes label Bella Union, men den skaffede ikke ligefrem ustyrlige mængder af opmærksomhed fra hverken publikum eller pressen. Ikke desto mindre har amerikanske Darla (hjemsted for bl.a. danske Manual) nu skrevet kontrakt med Robin Guthrie, der dermed skal lave intet mindre end fire plader for Darla. Den første af dem udkommer d. 15. maj og får titlen Continental. Ifølge Darla kommer pladen til at dokumentere, at Guthrie stadig kan noget helt særligt med glitrende, luftige guitarlinier – og så lover selskabet tilmed, at musikken bliver mere rock-orienteret, end Guthries kompositioner har for vane.
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Mike Patton udsender soloplade til maj
Hvis jeg førte arkiv over de pressemeddelelser og nyheder, som jeg får tilsendt, ville jeg snart have en skuffefuld med overskriften Mike Patton. Han virker som en aldeles hvileløs person – fint eksemplificeret af at han spillede hele tre koncerter på sidste års Roskilde Festival. De koncerter viste i øvrigt et andet kendetegn ved Patton – nemlig hans umådelige trang til at samarbejde med andre. Ja, faktisk har han så svært ved at undertrykke dette behov, at det er noget af en tilsnigelse at sige, at solopladen Peeping Tom, der udkommer 30. maj, er særlig solo-agtig. De 11 numre rummer nemlig gæsteoptrædender fra bl.a. Anticon-folkene Odd Nosdam, Jel og Doseone, Dan The Automator, Kool Keith, Bebel Gilberto, Massive Attack, Kid Koala, DJ Muggs fra Cypress Hill … og Norah Jones. Til Billboard har The Melvins-medlemmet Dale Crover, der også er med på pladen, kommenteret pladen med følgende ord: “It’s weird” … hvilket han så uddybede ved at sige, at pladen faktisk er mere tilgængelig og ligefrem, end Patton normalt er.
Chicks On Speed på Loppen
D. 3. marts gæster det multinationale band Chicks On Speed det københavnske spillested Loppen. Temperaturen på det lille spillested på Christiania skal nok blive høj, når Melissa Logan fra New York, australske Alex Murray-Leslie og tyskeren Kiki Moorse erobrer den ti centimeter høje scene. Hvis de tre tøser er i festhumør – og mon ikke de er – kan det sagtens blive en aften, hvor der danses på scenen til bandets funk-elektro. Vi krydser fingre. Og smider trøjen.
Brug for te? Fiery Furnaces hjælper
Personligt kan jeg bedst lide frugtte (bare det ikke er voldsomt parfumeret), men hvis der skulle være nogle læsere, der er mere begejstrede for bitter te, må det være en god nyhed, at den skæve amerikanske søskende-gruppe The Fiery Furnaces er gået ud i køkkenet for at koge vand. 18. april sætter de tekanden på bordet og skænker os albummet Bitter Tea. I første omgang var det tanken, at Bitter Tea skulle udkomme samtidig med sidste års album Rehearsing My Choir, som i stedet endte med at være alene om at følge op på den anmelderroste Blueberry Boat fra 2004. Men nu er Bitter Tea altså klar til at blive serveret, og ingredienserne, som bandet har beskrevet som både pigede og mere rockede end på tidligere plader, er som følger: 1. In My Little Thatched Hut 2. I’m in No Mood 3. Black-Hearted Boy 4. Bitter Tea 5. Teach Me Sweetheart 6. Waiting to Know You 7. The Vietnamese Telephone Ministry 8. Oh Sweet Woods 9. Borneo 10. Police Sweater Blood Vow 11. Nevers 12. Benton Harbor Blues 13. Whistle Rhapsody? 14. Benton Harbor Blues Again
Maj-plade fra The Walkmen
42 minutter lang, en lille smule lysere – og med langt mindre orgel. Sådan beskriver Hamilton Leithauser fra The Walkmen bandets tredje album, A Hundred Miles Off, over for Billboard.com. Pladen udkommer d. 23. maj, og ikke videre overraskende er bandet vældig tilfredse med den. Ikke mindst fordi de brugte de første seks måneder af 2005 på at prøve at skrive nye sange uden at have nogen som helst succes med projektet. Men i juli lykkedes det endelig, og så kørte det bare derudaf med at få skabt en opfølger til den roste Bows + Arrows fra 2004. Tracklisten til de hundrede mil er her: 1. Louisiana 2. Danny’s at the Wedding 3. Good for You’s Good for Me 4. Emma, Get Me a Lemon 5. All Hands and the Cook 6. Lost in Boston 7. Don’t Get Me Down (Come On Over Here) 8. This Job Is Killing Me 9. Tenley Town 10. Brandy Alexander 11. Always After You (‘Til You Started After Me) 12. Another One Goes By
Mere støj fra Mono i april
D. 11. april udgiver Temporary Residence de støjelskende japanernes nye album You Are There. Albummet er produceret af bandet selv, og Steve Albini har stået for optagelserne og mixet. Som altid er der midt i den klassiske postrock sørget for lige mængder af støjkaskader, crescendo-søgninger og ambiente mellemstykker. Lyt selv til åbningsnummeret The flames beyond the cold mountain. For pladesamlerne er der en grund til at være ekstra hurtige med at få fat i albummet. Udover almindelige cd- og dobbelt-lp-udgaver, så kommer lp’en også i en farvet udgave, hvor den ene lp er gennemsigtig blå vinyl, mens den anden er gennemsigtig grøn vinyl. Oplaget på 500 eksemplarer skal nok skabe paniklignende tilstande på Ebay efter udgivelsen… Trackliste:01. The flames beyond the cold mountain02. A heart has asked for the pleasure 03. Yearning 04. Are you there? 05. The remains of the day 06. Moonlight Besøg Monos hjemmeside
Hyldest-album til Gainsbourg
D. 27. februar udkommer et hyldestalbum til den lumre franskmand Serge Gainsbourg. Albummet Monsieur Gainsbourg Revisited skal markere 15-årsdagen for det franske popgenis død. Og det er ikke hvem som helst, der bidrager med engelsksprogede coverversioner af Gainsbourgs numre. Franz Ferdinand, Portishead, Michael Stipe, Tricky, Jarvis Cocker og Marianne Faithfull er blot en lille håndfuld af de kunstnere, som hylder Monsieur Gainsbourg på albummet. Albummet udgives på det franske selskab Barclay Records, som i sin tid blev etableret af produceren Eddie Barclay, men som nu ejes af Universal Music Group. Trackliste:1. Franz Ferdinand – Jane Birkin: a song for sorry angeloriginal track: sorry angel2. Cat Power & Karen Elson: i love you (me either)original track: je t’aime moi non plus3. Jarvis Cocker & Kid Loco: i just came to tell you that i’m goingoriginal track: je suis venu te dire que je m’en vais4. Portishead: requiem for annaoriginal track: un jour comme un autre (sous titre de « anna »)5. Faultline, Brian Molko & Francoise Hardy: requiem for a jerkoriginal track: requiem pour un con6. Michael Stipe: l’hôteloriginal track: l’hôtel particulier7. Tricky: au revoir emmanuelleoriginal track: good bye emmanuelle8. Marianne Faithfull: lola r. for everoriginal track: lola rastaquouere9. Gonzales, Feist & Dani: boomerangoriginal track: comme un boomerang10. Marc Almond & Trash Palace: boy toyoriginal track: i’m the boy11. Placebo: the ballad of melody nelsonoriginal track: la ballade de melody nelson12. The Rakes: just a man with a joboriginal track: le poinconneur des lilas13. The Kills: i call it artoriginal track: la chanson de slogan14. Carla Bruni: those little thingsoriginal track: ces petits riens
Ny Adem-plade klar i april
Adems solodebut fra 2004, Homesongs, kom som lidt af en overraskelse for de fleste. Indtil da var han udelukkende kendt som en tredjedel af postrock-gruppen Fridge ligesom Kieran Hebden alias Four Tet. Homesongs bød på en samling særdeles organisk og dybt folk-inspireret sangskrivning, hvor der var meget langt til såvel krautrock, moderne kompositionsmusik og snart sagt alt andet, som var basis for Fridge-pladerne. Og mens vi stadig må vente på nyt fra Fridge, annoncerer Adems pladeselskab Domino nu, at vi snart får andet kapitel af hans solo-karriere. Den nye plade kommer til at bære titlen Love and Other Planets, og udgivelsesdatoen er d. 24. april.
Speaker Bite Me på mini-turné
Inden længe er der gået fem år, siden Speaker Bite Me udgav deres seneste plade, Four Days in September. Men mere og mere tyder på, at kvartetten nærmer sig at kunne udgive noget nyt. I september sidste år spillede de fire en veloplagt koncert på Stengade30 og lod så ordknapt som muligt forstå, at de nok skulle se at få lavet en ny plade. Det forlyder fra både mere og mindre centralt placerede kilder, at der ligger en hel del indspilninger klar – men vished om en udgivelse må vi vente på. Til gengæld er det sikkert og vist, at Speaker Bite Me tager på en meget lille turné til april. Torsdag d. 20. april kommer de til Voxhall i Århus, og lørdag i samme uge bider speakeren fra sig på Vega. Men inden da kan man opleve kvartetten i Basement på Vesterbro, når den lørdag d. 25. februar spiller som en del af et stort koncertarrangement, der sætter fokus på kvindehandel. Blandt de andre optrædende er Sarah Hepburn og Epo-555.
Josh Rouse til København i maj
“Popsmede af hans kaliber har verden altid brug for,” skrev Undertoners anmelder, da Josh Rouse sidste år udgav albummet Nashville. Og når verden altid har brug for folk som Rouse, må live-publikummet også have det behov. Og er der noget værre end at skulle undvære det, man har behov for? Slå bare koldt vand i blodet – for Rouse indtager spillestedet Vega i København søndag d. 14. maj. Koncerten er en del af en to måneder lang europæisk turné, der følger op på Rouses nye album Subtitulo, der udkommer d. 20. marts. Hvis du har lyst til at smuglytte lidt til pladen, kan du høre de to første numre, “Quiet Town” og “Summertime”, på Rouses Myspace-side.
Magi fra Black Heart Procession
Det dystre ensemble Black Heart Procession udgiver d. 9. maj deres femte album. Albummet har fået titlen The Spell og efterfølger 2002-albummet Amore Del Tropic, som viste et band, der var blevet mere poppede og melodiske end på de tidligere album. Det skuffede en del fans, som holdt mere af de mørke og tungsindige numre, som bandet ellers var kendt for. Trackliste: 1. Tangled2. The Spell3. Not Just Words4. The Letter5. The Replacement6. Return To Burn7. GPS8. The Waiter #59. Places10. The Fix11. To Bring You Back På bandets hjemmeside er der ikke meget mere information om The Spell, men der er både billeder og lyd fra bandet.
Morrissey til Malmø
Morrissey kommer til Malmø her i foråret. Fredag d. 7. april spiller han i Baltiska Hallen, som har plads til 4000 fans. Koncerten er en del af Morrisseys turne på det europæiske fastland. Han spiller flere koncerter i Sverige, men det ser ikke ud til, han kommer til Danmark. Derfor vil koncerten i Malmø sikkert glæde mange danske fans, der kan se frem til at høre numrene fra det kommende album Ringleader Of The Tormentors live. Billetter fås gennem Kulturbolaget.
Gratis musik- og litteratur-koncerter i Århus
Er der noget mere sympatisk end at fejre sin egen fødselsdag ved at give gaver til alle andre? Den århusianske kulturforening Litteraturen på Scenen har i hvert fald tænkt sig at markere sin 10-års-dag ved på søndag at afholde en 12 timer lang række af litteratur-relaterede arrangementer. På det musikalske felt disker foreningen op med fire vidt forskellige og helt gratis koncerter på spillestedet Gyngen i Århus, hvor litteratur og musik smelter sammen. Kl. 20, hvor koncertaftenen starter, opfører ensemblet M.A.J. kompositionsværket Forvandlingens mulighed, som efter sigende tematiserer puppen og dens symbolværdi. Senere vil børnebogsforfatteren Louis Jensen og de viltre electronica-udforskere Jab Mica och El flette elektronik og børnelitteratur sammen. Derefter spiller først trioen Manuskript, der sidste år udgav det sarte debutalbum Digt #1, og dernæst digteren Morten Søndergaard i et samarbejde med duoen Schweppenhäuser/Thomsen.
Liveplade fra 4 Guitars
De fire guitarister Thurston Moore, Lee Ranaldo, Nels Cline og Carlos Giffoni er de fire guitarister på albummet Live At Luxx. De to første guitarister fra Sonic Youth behøver næppe en præsentation. Nels Cline er for nyligt blevet indlemmet som guitarist i Wilco, og Carlos Giffoni er mest kendt for sine støjende solo-kompositioner. På sin hjemmeside forklarer Nels Cline om den helt tilfældige koncert, som foregik i Brooklyn i 2001. Oprindeligt skulle aftenen have bestået af to separate koncerter – den ene med Thurston Moore og Carlos Giffoni og den anden med Lee Ranaldo og Nels Cline. Men da showet blev forsinket, besluttede de fire sig for at spille et samlet sæt, så de kunne komme tidligere hjem. Albummet udgives på Important Records, og der er mulighed for at smuglytte til en bid fra albummet her. Hvis du ikke gider lytte, beskriver selskabet musikken med ordene: “œ(“¦) moments of tension, peace, violence (“¦) run trough every possible range of emotions. psychodelic tunnels of sound echo trough endless guitar lines, minimalism and maximalism both present in one moment, there are no solos and no selfishness.”
