Det er svært at tale om hiphoppens historie uden at nævne Joseph Saddler fra Barbados. Han er dog bedre kendt under sit DJ-navn Grandmaster Flash, og sammen med sin gruppe The Furious Five var han en af de mest markante personligheder, da hiphoppen voksede frem i New York i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Stormesteren var banebrydende med hensyn til at opfinde scratch-teknikker og skabte dermed fremtiden for samtlige af sine DJ-efterfølgere. Men det ligger årtier tilbage, og det er efterhånden ved at være en hel del år siden, at Grandmaster Flash har udgivet ny musik på egen hånd. Til gengæld er han efter sigende stadig i glimrende form, når det gælder om at styre de to fladhjul af stål. Og det demonstrerer han med et DJ-set på lørdag d. 3. december på Vega i København. Arrangementet starter kl. 22.30.
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Testbild!-album udskudt – dropper at spille live
Det svenske band Testbild! skulle have udgivet deres tredje, rigtige album The Lolita Wagner Case i dette efterår. Men nu er albummets udgivelse blevet udskudt til engang efter jul. Albummet skulle have været udgivet på det amerikanske selskab Radio Khartoum, som i 2002 udgav Testbild!’s debutalbum The Double Life of Testbild!. Men som Petter Herbertsson fra bandet svarer, når han bliver spurgt om, hvornår albummet The Lolita Wagner Case udgives: “Well…we don’t know actually. Maybe this spring?” Til gengæld kan man så glæde sig over, at Testbild! har været så kloge ikke at satse på et enkelt pladeselskab. Bandets seneste album The Inexplicable Feeling of September udkom sidste år på det svenske selskab Friendly Noise, og på samme selskab kommer der endnu et Testbild!-album i februar 2006. Bandet arbejder desuden på et tematisk album, som skal optages i en kirke. Og temaet? Det er champignoner! Petter Herbertsson fortæller til Undertoner, at Testbild! ikke følger hverken albummet på Friendly Noise eller det på Radio Khartoum op med en række koncerter. “Sadly, no. We’ve decided not to play live anymore, at least for the time being.” Øv. Ærgeligt for os. Besøg Testbild!’s site
Lille Lucie Baines-turné til februar
“Mere hiphop end jazz,” kaldte Undertoners anmelder Lucie Baines’ selvbetitlede debutalbum. Det blev fint modtaget af langt de fleste anmeldere, og singlen “The Working Man’s Hustle” fik rimelig meget airplay hos P3. Og hvad gør man så, når publikum gerne vil have mere? Man smutter på turné, gør man. Og det gør Gisli, Kresten Osgood og Thomas Vang da også om et par måneder, nærmere bestemt lige i starten af februar. Trioen stryger frem og tilbage over Storebælt, idet de indtager Gimle i Roskilde d. 1. februar, århusianske Voxhall d. 2. og hovedstadens Lille Vega d. 3.
Anticons Alias i København d. 1. december
Blot en uge efter, at labelmate Why? har spillet i Danmark, spiller Alias i København. Koncerten kommer til at foregå på det københavnske spillested Culture Box. Alias kommer med sit tredje album Lillian i bagagen – et album, som han har lavet sammen med sin lillebror Ehren. Det er et varmt og melodisk album – som der står på Anticons site: “The perfect postmodern tribute to an American musical family.” Der er derfor ingen undskyldning for at blive hjemme torsdag d. 1 december.
My Morning Jacket til Danmark
Den amerikanske americana-rock-kvartet My Morning Jacket kommer til Danmark i det nye år. Bandet gæster nærmere bestemt landet d. 4. februar, hvor My Morning Jacket spiller på Loppen i København. Jyderne må kigge langt efter en koncert, men så er det jo godt, vi har DSB. My Morning Jacket udgav tidligere på året albummet Z, der er bandets fjerde album. Besøg My Morning Jacket, hvor der både er streams af numre fra Z og bandets andre plader, men også streams fra forskellige optrædener på lokalradioer.
The Danielson Famile sejler på det helt store skib
Studiet må have lignet en nyfortolkning af det klassiske Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band-cover. I hvert fald har ikke mindre end 34 personer været involveret i de i alt fire udgivelser, som The Danielson Famile udsender i 2006. I marts kommer en treenighed af vinylsingler. Den ene udkommer på Anticon og rummer et samarbejde med WHY?. Nummer to er produceret af Galaxie 500s (og mange andres) producer Kramer, mens Steve Albini er ansvarlig for lyden på den sidste. Samtlige af singler kommer til at inkludere numre, der ikke kan findes på regulære plader, samt eksklusive remixes. 9. maj bliver udgivelsesdatoen for kollektivets syvende fuldlængdealbum, Ships, og gæstelisten tæller bl.a. vennen Sufjan Stevens, Deerhoof, Jon Galloway fra Soul-Junk, Emil Nikolaisen fra Sereena Maneesh og Half-handed Cloud.
Cyann & Ben færdiggør nyt album
Den folk-minimalistiske kvartet Cyann & Ben lægger i dette øjeblik sidste hånd på de optagelser, som bandet har lavet hen over sommeren. Optagelser, som skal blive til bandets tredje album. Hvis tidsplanen ellers holder, bliver albummet udgivet på det engelske selskab Cargo til marts næste år. Cyann & Ben har tidligere udgivet to plader på det franske selskab Gooom, som mest er kendt for at udgive det storladne synth-rockband M83.For at fordrive tiden indtil det kommende Cyann & Ben-album udgives, kan man smutte en tur inden om selskabet Goooms site. Der kan man, under menupunktet ‘Bonus’, finde en mix-cd, som Cyann & Ben har lavet. Den er fri til at downloade, og der er lavet et cover til cd’en, som man kan printe ud. Nice. Besøg Gooom.
Belle and Sebastian støtter velgørenhed
Arrangørerne bag All Tomorrow Parties-festivalerne har i løbet af de seneste måneder afholdt en række koncerter under navnet Don’t Look Back, hvor kunstnere som Gang of Four og Cat Power har spillet en af deres plader live fra ende til anden. Også skotske Belle and Sebastian var inviteret, og d. 25. september i år spillede de numrene fra If You’re Feeling Sinister fra start til slut på London-spillestedet Barbican. En optagelse af koncerten vil fra d. 6. december kunne købes via iTunes, og samtlige indtægter fra salget vil gå til en engelsk nødhjælpsorganisations arbejde med at hjælpe ofrene for jordskælvskatastrofen i Pakistan, Indien og Afghanistan. Belle and Sebastian er i øvrigt album-aktuelle i starten af det nye år. D. 6. februar udkommer bandets syvende plade (hvis man tæller soundtracket Storytelling med), og den kommer til at gå under navnet The Life Pursuit.
To sagsanlæg mod Sony BMG
Sony BMG har ikke haft det let efter, det kom frem, at selskabets kopisikrede cd’er installerede et viruslignende program på den computer, som cd’en blev puttet i. Først var det statsadvokaten i Texas, som lagde sag mod Sony BMG for at bryde statens forbrugerbeskyttelseslov. Nu har The Electronic Frontier Foundation (EFF) også lagt sag an mod giganten Sony BMG. EFF vil både slæbe Sony BMG i retten for kopisikringsprogrammerne XCP og MediaMax. For som EFF Legal Director Cindy Cohn siger: “Music fans shouldn’t have to install potentially dangerous, privacy intrusive software on their computers just to listen to the music they’ve legitimately purchased. Regular CDs have a proven track record — no one has been exposed to viruses or spyware by playing a regular audio CD on a computer. Why should legitimate customers be guinea pigs for Sony BMG’s experiments?” Læs mere om EFF’s anklage
Mates of State fastlægger trackliste til album uden titel
Den søde og energiske dreng-pige-duo Mates of State udgiver deres næste album til marts. Det skriver bandet på sin hjemmeside. Albummets trackliste er færdiggjort, men selve albummet har endnu ikke fået en titel. Her på undertoner foreslår vi, at Mates of State kalder albummet for LP4, Mates of State eller måske bare betitler det med et af numrenes titel. Hvor svært kan det være? Mates of State består af ægteparret Kori Gardner og Jason Hammel på henholdsvis orgel og trommer. Og hvis du spørger dem om, hvordan der er at være gift og spille i band sammen, så får du svaret: Probably, exactly how you imagine it would be. Bandet gæstede for lidt over to år siden københavnske Club PlayRec, og Undertoner anmeldte koncerten. Læs også en anmeldelse af Mates of States seneste album Team Boo. Og så må vi ikke glemme det vigtigste… Tracklisten til albummet uden navn: 1. Think Long2. Fraud in the 80’s3. Like U Crazy4. Beautiful Dreamer5. What it Means6. For the Actor7. Nature and the Wreck8. So Many Ways9. Punchlines10. Running Out
Nyt Martin Hall-album til februar
Der er snart gået syv år, siden Martin Hall udsendte sit seneste regulære soloalbum, Adapter. Men 13. februar er ventetiden slut. Denne mandag udsender den selvudnævnte romantiker nemlig albummet Facsimilie, som ud over ti numre kommer til at rumme en dvd med en slags billedlig kulisse til albummets forløb. Martin Hall har på ingen måde været væk fra musikscenen siden udgivelsen af Adapter. Bl.a. udgav han i 2003 pladen Music Hall, hvor en række sangerinder som Aud Wilken og Mette Sand Hersoug fra hedengangne Moon Gringo fortolkede Halls sange. På Facsimile har Hall skruet en del ned for mængden af gæster, men “Tu Es Mon Image” indeholder dog gæstevokal fra Amber-sangerinden Biljana Stojkoska, ligesom nummeret er produceret af Efterklang. I forbindelse med udgivelsen af Facsimile vil Martin Hall give en enkelt koncert i henholdsvis Århus og København. Billetsalget starter på mandag d. 28. november kl. 10, og det er forhåbentlig i totalt sikre hænder hos Billetlugen.
B. Fleischmann har nyt album parat
Østrigske B. Fleischmann har ikke hvilet meget på laurbærrene de seneste år. I 2003 udkom dobbeltalbummet Welcome Tourist, og sidste år udsendte han Roland 505-hyldesten Late under synonymet Duo505. Begge plader udkom på Morr Music, og det er da også selv samme selskab, der nu kan fortælle, at Fleischmann har en ny plade klar. I februar næste år udsender B. Fleischmann nemlig albummet The Humbucking Coil. Ifølge Morr Music kommer albummet til at bestå af klaver, guitar og vibrafon, og pletvist vil det strejfe et jazz-udtryk. Ergo lyder det ikke som den helt store afvigelse fra i hvert fald det 45 minutter lange nummer Take Your Time fra Welcome Tourist.
Solskin sælger cd’er
Så blev det endelig bevist: Vi forbrugere er super-nemme at påvirke. En ny undersøgelse af vores forbrugervaner (i tidsskriftet Journal of Consumer Research) viser en tydelig sammenhæng mellem vores opfattelse af vejret og vores bedømmelse af et produkt. Sagt på en mere dansk måde, så påvirkes vores forbrugsvaner i høj grad af en masse andre faktorer end dem, som omhandler det vigtigste: Produktet. For eksempel vil en cd bliver bedømt meget mere positivt, hvis lytteren elsker solskin, og det er en solskinsdag. Tænk lige over det næste gang, du i strålende humør går ind i en pladeforretning. Du kunne risikere at købe indtil flere cd’er for meget (kan man det?).
Bliv gravid med Vincent Gallo
Denne nyhed er mest til de kvindelige læsere. På sin hjemmeside har Vincent Gallo nu sat en portion sæd til salg for den nette sum af $ 1.000.000. Det lyder måske dyrt, men prisen inkluderer også den kunstige befrugtning.Hvis modtageren foretrækker en naturlig befrugtning, så koster den $ 500.000 ekstra. Men kønne piger kan få rabat, for som der står: “However, if after being presented detailed photographs of the purchaser, Mr. Gallo may be willing to waive the natural insemination fee and charge only for the sperm itself.” Hvis man ikke lige er parat til at føde Gallos barn, så kan man vælge at investere i nogle af de andre (dyre) ting, som han har sat til salg: Motorcyklen fra filmen The Brown Bunny til $ 35.000, Gallos sengetæppe fra julen 1960 til $ 3.000 eller et diamanthjerte med Gallos portræt til $ 10.000. Og der er flere, dyre ting til salg. Se hele listen her.
