Koncerter

Scenen var gjort klar i Amager Bio til, at en trio fra de mørke sydstatsområder i Amerika skulle gøre deres entré. Vi fik dog mere end en regulær koncert: Vi stod som vidner til frontfigur David Eugene Edwards’ introspektive selvransagelse med den om muligt mørkeste countrymusik nogensinde spillet. 16 Horsepowers plader har altid fungeret som en slags halvt ruinlagt kirke, i hvilken frontmand David Eugene Edwards ser ind i sig selv, flår fat i sin plagede sjæl som kæmper daglige brydekampe med dødssynderne og Herrens ubarmhjertige retfærdighedsforståelser. I livesammenhæng er der ikke så meget, der har ændret sig. Det musikalske udtryk bliver omarrangeret, men ikke desto mindre mere intenst. Edwards er ikke heldigvis ikke forkyndelsens mand. Religion er en privat sag; forskellige religiøse retninger og ateisme er sagen uvedkommende her – religion er en privat sag… medmindre man som Edwards åbner den store port til sit indre og lader alle se, hvad der gemmer sig derinde i de mørke afkroge. Scenen bliver hans private alter, foran hvilket små tusind menneskers glubske øjne ihærdigt vil have det hele med. Således så det i hvert ud denne onsdag aften i Amager Bio. Amager Bio udgjorde de perfekte rammer for 16 Horsepowers mørke countrymusik. Scenen var bred, og der var rigeligt med luft til loftet. Man skulle ellers ikke tro, at bandet havde brug for det, for denne aften trådte de på scenen som blot en trio. Det var dog på ingen måde til at høre. Med deres livligt vibrerende lydbillede lød de som en hel hær af marcherende spøgelser på vej mod afgrunden, og med Edwards’ introspektive selvransagelse var det aldrig til at vide, hvor vi ville blive ført hen i løbet af koncerten. Den diafane skikkelse under navnet David Eugene Edwards har vitterlig en personlighed, som nærmest overdøver og -skygger alt andet. Hans fysiske fremtræden på scenen er altid siddende ned, alt imens han arbejder løs på sit instrument og lader sin intense og til tider desperate røst runge ind i mikrofonen. Udover en regulær mikrofon var han også udstyret med en speciel af slagsen, som lagde et lille lag af forvrængning på vokalen, en effekt som blot bevirkede, at intensiteten blev flået yderligere i vejret. Guitaren var Edwards’ oftest benyttede instrument, og med et sliderør på fingeren blev vi ført til mørke, rurale sydstatsområder, eksempelvis i en sang som For Heaven’s Sake hvor Edwards konstaterer: “All my love, well it is madness / Freely given to you folks with gladness,” og der blev serveret rigelige mængder countrygalskab. Shametown indledtes med drilske rytmer, som man nærmest skulle særligt matematisk begavet for at kunne regne ud, men efter et kløgtigt skift slog sangene dog over i et beat, så hele salen kunne nikke med uden problemer. Vi fik generelt mange klassikere, og eftersom bandet turnerer på baggrund af demoopsamlingen Olden, der ligeledes er en gang blandede bolscher, kunne man næsten heller ikke forvente andet. Der blev selvfølgelig også plads til “hittet” Black Soul Choir og den intense I Seen What I Saw. Sangene American Wheeze og Harm’s Way (begge fra Sackcloth ’n’ Ashes) var blandt de helt store øjeblikke i løbet af koncerten, fordi de begge inkorporerede brugen af harmonika. Edwards gyngede frem og tilbage på stolen, han flåede instrumentets sider rytmisk frem og tilbage, mens han udbrød: “I am an honest man when I’m not lying / I am a living man when I commence to dyin’.” I Horse Head blev der skruet ned for den implicitte desperation, som nummeret ellers har, specielt i vokalmelodien. Edwards havde generelt et mere hysterisk fremtonende udtryk på pladedebuten Sackcloth ’n’ Ashes, noget der virkelig klæder den plade og som også skiller den ud fra gruppens øvrige materiale. Men i denne livesammenhæng valgte Edwards desværre i langt de fleste tilfælde alternative veje i vokalmelodierne, så udtrykket blev mere nedtonet, især i ovenfor nævnte nummer. De ustyrlige skrigs dage er nok desværre forbi, men man havde da lov at håbe. “I can sense it all around me / There’s something in this room / It ain’t magic nor no witchcraft / No bitch on no broom,” sang Edwards i Black Bush – og nej, det var sandelig ikke helt nemt at sætte fingeren præcist på, hvad der skabte denne kuldegysningsfremkaldende stemning, som klæbede mod hvert et hjørne i Amager Bio, og hvis det ikke var magisk, så var det i hvert fald manisk. Også banjoen var et flittigt brugt instrument, og dens traditionelle klang med dybe og mørke undertoner tilsat Edwards messende klagesang passede smukt ind i 16 Horsepowers mørke countryunivers. Edwards indre dæmoner blev skudt ud i salen som hastige kugler fra romerlys, og publikum greb hver og én. Der var dog som før nævnt enkelte kugler, som man ikke havde helt samme lyst til at gribe som de mest funklende af dem alle, men overordnet set var det svært ikke at blive ramt og lade sig fascinere af 16 Horsepowers univers. “Thank you for clapping,” sagde Edwards efter at have spillet to gange ekstranumre, men det var os der takkede med heftige skudsalver af bifald. Læs også Undertoners anmeldelse af Folklore

[Ivan Petersen]Arab Strap spillede en aldeles fremragende koncert. Bandet formåede således at kombinere ikke-udgivet materiale med numre fra både deres seneste udgivelse og af en noget ældre dato. Arab Strap, der denne aften var udvidet med Alan Barr (cello), Jenny Reeve (violin), Alan Wylie (trompet), David Jeans (trommer) og Chris Bathgate (bas), spillede en aldeles fremragende koncert. Bandet formåede således at kombinere ikke-udgivet materiale med numre fra både deres seneste udgivelse og af en noget ældre dato. Som en indledende og mere generel kommentar er det værd at bemærke, at sangene fra Monday at the Hug & Pint faktisk fungerer bedre i en live-kontekst end i studieudgaverne. Bedst var Serenade, der afsluttede første del af koncerten, men også Glue og Meanwhile, at the Bar, a Drunkard Muses var ganske glimrende. Af andre højdepunkter kunne man nævne Here We Go og Scenery, der blev præsenteret i forholdsvist hårdtpumpede rockversioner. Derudover spillede bandet bl.a. én af mine egne personlige favoritter, New Birds, og så bliver man jo lidt varm om hjertet, samt et cover af Gladys Knights We Don’t Make Each Other Laugh Anymore. Disse var begge meget vellykkede, sidstnævnte i særdeleshed fordi det faktisk lød som en sang, som Arab Strap i princippet selv kunne have skrevet. Hvis man til gengæld skulle fremdrage et enkelt negativt aspekt ved koncerten, måtte det være, at Aidan Moffats stemme i enkelte numre, dvs. når samtlige syv musikere var involveret på samme tid, druknede noget i larmen. Eftersom sangene i anden del fortrinsvis blev fremført af Malcolm Middleton og Aidan Moffat alene, var denne da også bedre end første. Blandt disse var en usædvanligt smuk Pro-(Your)Life og et lige så fantastisk medley bestående af AC/DC-klassikeren You Shook Me All Night Long og Packs of Three. Der var oven i købet også plads til et publikumsønske, hvor bandet efter lidt palaver indvilgede i at spille Piglet, selvom den af den til tider spøjst morsomme, øldrikkende og spyttende Moffat blev karakteriseret som “one of the most miserable fucking songs” – hvilket jeg sådan set er tilbøjelig til at give ham ret i, og i hvert fald når den som her blev spillet akustisk uden det mystiske beat fra Philophobia. Mens den resterende del af bandet stadig befandt sig på scenen, fik man desuden også serveret en exceptionelt cool og croonet udgave af Soaps. Alt i alt var det således en meget fornøjelig aften, hvorfor man må formode, at de forbløffende mange kærestepar og de knap så mange københavnske indie-drenge nok gik nogenlunde glade og tilfredse hjem. Det gjorde jeg da i hvert fald. Læs også anmeldelser af:Arab Strap: Monday at the Hug and PintArab Strap: The Shy Retirer EP

Damien Jurados første besøg i København var en stilren, rar og til tider ganske smuk oplevelse. Men opfindsomheden blev væk. Copenhagen Beat Packing District var, på trods af dets forholdsvis autentiske (men lettere out-dated) midt-firser punk-feel, dets kryptiske beliggenhed og de halvlunkne og vamle Giraf-øl, en noget nær perfekt ramme for Damien Jurados første besøg i København. Jurado, der – lad det være sagt med det samme – ligner en engelsk hooligan-bølle i den mere brutale ende, har i de sidste fem-seks år vist sig som en af de mest talentfulde sangskrivere på folk-scenen. Han kan med rette sammenlignes med både Bruce Springsteen og Will Oldham og har absolut også et talent, der næsten er på højde med sidstnævntes. Men Damien Jurado har altid holdt sig lige under overfladen og er vel egentlig stadig en velbevaret hemmelighed. Han er som Copenhagen Beat Packing District gemt godt væk, uden det brede appeal og med en lækker usleben kant. Damien Jurados seneste plade, Where Shall You Take Me, var koncertens umiddelbare omdrejningspunkt, og herfra leverede han blandt andet de særdeles smukke Abilene og Amateur Night, der lagde en tryg varme over det lille og halvkolde lokale. Ohio var som den skulle være: smuk, intens og gribende, men i det hele taget udmærkede sangene sig ved at lyde nøjagtigt, som de gør på Jurados i øvrigt fremragende plader. Dette er, når det kommer til stykket, egentlig ikke et kritikpunkt, men mere en konstatering af, at alt var, som det skulle være. Der var ingen overraskelser, og det føltes af og til, som om Damien Jurado tog en lidt for hurtig tilflugt i sine egne pladers tryghed og dermed leverede sangene uden den kant, som en liveoptræden ofte kan tilføre sange. Lidt opfindsomhed havde nok givet de mindeværdige fortællinger et ekstra skub ud over scenekanten. Til gengæld var hans sange spækket med en så grundlæggende ynde, at det må siges at være mere end imponerende, at de kunne holde sig ovenvande uden dette ekstra skub. Jurados sange kan mest af alt betegnes som Nebraska for zapper-generationen, og den skønhed, der kendetegner Springsteens klassiker (og Jurados egen Where Shall You Take Me) var absolut til stede i Copenhagen Beat Packing District. Men den var aldrig allestedsnærværende, og det skete, at kulden, støjende bartendere og betongulvet var for stærk en modstander for sjælen i de tyste, tragiske og oplivende fortællinger. Desværre kom Damien Jurado aldrig op i de højere luftlag, og det virkede ofte en smule for indøvet og stilsikkert. Men selvom overraskelserne manglede, og det helt store sus udeblev, skuffede han heller ikke på noget tidspunkt, og da den efter en lille time atter stod på S-tog og efterårsaften, var luften alligevel blevet lidt varmere og natten lidt lysere. Læs også Undertoners anmeldelser af: Where Shall You Take Me?Just in Time for Something EPOn My Way to Absence

Den amerikanske mirakel-historie, Vic Chesnutt, leverede desværre en koncert langt under standarden for en mand af hans karakter og sangskrivertalent. Med Vic Chesnutt er man aldrig i tvivl om, at man er i nærheden af noget stort. Den lille mand bliver med tiden tilsyneladende mere og mere fysisk skrøbelig, vel sagtens en uundgåelig konsekvens af at have været bundet til en kørestol i mere end ti år. Men bag dette let skræmmende, men harmløse ydre gemmer der sig altså én af USAs største sangskrivere. Det har han bevist adskillige gange, lige fra hans første plade, den Michael Stipe producerede Little til The Salesman & Bernadette fra 1998, karrierens foreløbige højdepunkt. Vic Chesnutts betydning for de seneste års bølge af udfordrende – og udfordrede – sangskrivere er ubeskrivelig i sin tyngde og vælde. Will Oldham har fået lov til at være den underfundige person, han er, på grund af Vic Chesnutt. Kurt Wagner fra Lambchop droppede sit day-time job på grund af Vic Chesnutt, og Howe Gelb kan stadig holde sig kunstnerisk oven vande på grund af Vic Chesnutt. Var det ikke for Vic, havde denne musikscene nok aldrig tilladt disse livets og sangskrivningens skæve eksistenser at få den succes og anerkendelse, som vi i dag kan tilskrive dem. Men dette giver ikke automatisk straffrihed, hvilket Vic Chesnutt desværre glemte på Loppen. Hans seneste plade, Silver Lake var bestemt god, men den kan ikke alene bære en hel koncert, som den skulle på Loppen. Sangene på Silver Lake matcher ikke de forrige pladers storhed og betydning, og ej heller var koncerten på noget tidspunkt bare i nærheden af de forventninger, man med rette kan stille til et talent som Vic Chesnutt. Koncerten bestod med enkelte undtagelser hen mod slutningen, udlukkende af numre fra Silver Lake, og på trods af sange som Stay Inside og I’m Throughs åbenlyse kvaliteter, blev de til fodnoter på en aften, der var præget af lidt for meget indlevelse og lidt for meget sjov tobak. Det med indlevelsen var et stort problem. Vic Chesnutt, der stillede uden backingband, lod sig ofte rive med i en næsten ekstatisk trance i fortolkningen af sangene. Han levede sig ind i dem, han levede sig ind i sin Gibson-guitar og havde flere gange meget svært ved at finde ud igen. Det resulterede i, at flere af numrene fra Silver Lake, som i forvejen ikke er en overflod af prægtige melodier, blev trukket i langdrag – noget disse sange desværre ikke kunne bære. Vic Chesnutt formåede heller ikke at styre uden om kedsomheden. Han skar alle sangene over samme kam – først lidt sagte guitar, så et vers, så lidt mere guitar, endnu et vers og så til sidst en mur af one-man/one-guitar støjrock. Det var svært at skelne den ene sang fra den anden. Det er ellers ikke et problem, der gør sig gældende på hans plader. Vic Chesnutt var næsten som et intergalaktisk sort hul på den lille scene på Loppen. Alles øjne var rettet mod den lille mand, der, til trods for at han altså var krøllet sammen i en kørestol, stadig havde en stolt og rank værdighed på scenen – også selvom han næsten var tynget helt bagover af vægten fra Gibson-guitaren. Hans kontakt til publikum var upåklagelig – rar, morsom og imødekommende. Det er svært at undgå at holde øjnene fra en mand som Vic Chesnutt, der i kraft af sin egen udstillede “dårligdom” også fremtvinger en vis ærefrygt for hans overlevelsesevne og musikalske kraft. Men på Loppen viste det sig desværre ikke at være tilstrækkeligt til at redde koncerten fra at være en skuffende oplevelse. Hans bagkatalog rummer flere legender, end man tør tænke på, men disse lod han blive i kufferten i går. I stedet måtte vi trækkes igennem knap to timer med en mand, der desværre lod sine sange og sit udtryk løbe afsted med ham… uden egentlig at invitere os med ind.

De britiske gentlemen i Tindersticks kom til Vega i København med endnu en ny plade i bagagen, som de kunne lægge til deres imponerende bagkatalog. Med sådanne sange var der lagt i ovnen til en fabelagtig koncert, og Tindersticks skuffede på ingen måde. Summen i salen forstummede gradvist, som de seks skikkelser trådte ind på scenen, svagt oplyst af de mørke nuancer fra det bløde scenelys og indhyllet i de tætte tåger af tobaksrøg – alt tilsammen dannende de perfekte rammer i Vegas store sal for dette britiske band, hvis musik netop danner indre billeder af et sådant tusmørke. Bandet hedder Tindersticks. I løbet af de sidste 10 år har de pløjet sig igennem den samme sjælens fure, og i de følgende par timer gik de i ét med mørket med sange, som fortsatte i denne fure, der besynger kærlighedens, sindets og eksistensens melankoli. Tindersticks’ varemærke, hvis man skulle kunne reducere det til blot ét, er på mange måder forsanger Stuart Staples. Da Staples gik på scenen, lignede han den forstyrrede kunstner med sin høje figur, det krøllede jakkesæt og det skurkagtige udseende – med sit overskæg og bakkenbarter lignede han en god version af Lee Hazlewood. Men det er såmænd ikke Staples’ udseende, der gør ham karakteristisk; det er hans stemme. Staples’ baryton bevæger sig et sted mellem en nedtonet Tom Waits, en “munter” Leonard Cohen og en dramatisk Nick Cave – med en vokal klang som minder om… Roger Whittaker (noget af et skræmmeord, men den er altså god nok!). Staples mumlede “godaften“, hvilket mere eller mindre var de eneste ord, han fremstammede i løbet af hele koncerten. Hvis luften ikke var tyk af røg og forventning i forvejen, blev den det i hvert fald, da bandet slog de spæde toner an i åbningsnummeret My Autumn’s Done Come, som pudsigt nok er en coverversion af netop Lee Hazlewood (den førnævnte fysiske lighed holdt in mente). Herefter blev publikum taget med på det første lyttervisit på Waiting for the Moon, som er Tindersticks’ dugfriske fuldlængde-udspil. Hvis man ikke var klar over det i forvejen, erfarede man ganske hurtigt, at Tindersticks havde fundet tilbage til den sangskrivning, som de praktiserede på deres tre første albums, inden de på Simple Pleasure skiftede mod en mere soulvarm lyd. Men med Waiting for the Moon lukker mørket sig påny omkring sangene og deres helt specielle univers. De mange fortryllede og opslugte øjne fra salen blev hurtigt, men elegant suget med ind i dette mørke. Det første nummer fra den nye plade, som publikum blev præsenteret for, var Running Wild, som er en sang, der udforsker jeg’ets indre opløsning og den deraf følgende søvnløshed. Det er et tema, som også gennemtrævles i Sleepy Song, som bandet præsenterede senere i settet, hvor Staples i perfekt samstemning med bandets violinist Dickon Hinchliffe sang: “If you let me sleep / I won’t wake up / I haven’t closed my eyes for days“. De to stemmer skabte et sonisk billede, som var stærkt præget af en tung sindsstemning. I Say Goodbye to the City var det den urbane fortvivlelse, som bandet beskrev med en musik, som lod desperationen tale i form af larmende crescendoer. Som flere af Tindersticks’ andre sange startede denne med et lurende og ulmende arrangement: Al Macauleys synkoperede trommespil gik i clinch med orglets varslende insisteren, noget der, jo længere vi kom ind i sangen, fik Hinchliffes violinspil til at hvine op mod det endelige støjende klimaks. Hinchliffe var på mange måder Tindersticks’ ankermand. Vel har hver musiker i bandet sin vigtige plads, men er der et element, som efterhånden er blevet så karakteristisk og livsnødvendigt live, er det violinen. Én af grundene hertil er, at Hinchliffe har en flersidig brug af instrumentet: Violinen får lov at græde, hvor arrangementet skriger efter det, men som i ovenstående beskrivelse kan den udtrykke langt mere end blot yndighed. I 2001 pungede Tindersticks virkelig ud og hev et strygerensemble på en snes mennesker med på deres turné. Det kostede bandet så mange penge, at de desværre måtte aflive idéen igen og “nøjes” med en enkelt violin. Hinchliffes spil er til gengæld så sublimt, at det absolut ingenting gør. Hinchliffe trådte også frem til mikrofonen og lagde vokal til et par numre alene. Det drejede sig om den sære og kaotiske åbner, El Diablo En El Ojo, fra Tindersticks’ andet selvbetitlede album og den smukke og skrøbelige åbner fra Waiting for the Moon, nemlig Until the Morning Comes. Især sidstnævnte var en fornøjelse at lægge ører til. ” My Hands ’round your throat / If I kill you now, they’ll never know,” sang Hinchliffe – en linje som er noget tvetydig: Vel er den rettet mod en karakter i sangen, men kunne den ikke ligeså godt rettes mod publikum? Hver og én stod forstummet af Tindersticks’ musik, der virkelig havde et godt hold om alle. Tindersticks har efterhånden en tradition for at have duetter på deres plader, hvor en sangerinde lægger stemme til den kvinde, hvem Staples dedikerer sin (som regel uforløste) kærlighed til. I Vega tog Staples sig dog af begge vokaler i Sometimes It Hurts, og det fik en stor del af magien i sangen til at flyde ud. Her burde bandet tage valget enten at invitere den gældende sangerinde med eller simpelthen droppe sangen i liverepertoiret, for ulig alle andre sange fra bagkataloget fungerede det simpelthen ikke uden den kvindelige halvdel. På trods af at mange favoritter blev spillet i løbet af koncerten, var der ligeledes mange øvrige favoritter, som manglede i settet. Der blev flere gange råbt forgæves efter Tiny Tears – en sang som om muligt er bandets største “hit”. Selv blandt ekstranumrene valgte bandet at frasortere denne sang til fordel for de twangguitardominerende Her og Shadow (et covernummer af R. Dean Taylor) og den lettere kuriøse She’s Gone. Mørkets klokke, som havde lagt sig over Store Vega, blev fjernet igen, da Staples for sidste gang mumlede ordene “thank you for listening“, og bandet forlod scenen efter at være kommet ind to gange for at spille ekstranumre. Endnu engang havde Tindersticks været forbløffende gode live. Lad os håbe, at de snart kommer igen. Læs også Undertoners anmeldelser afTrouble Every DayWaiting for the Moon

Mew tog Aalborg med storm og gjorde alt godt igen. Kvartetten tog revanche både for den mudrede mellemvare-koncert på Roskilde – og for Traenings noget humørforladte opvarmning.

Fra Electro Shock Blues til the blues som sådan krydret med en mand i blød hat spillede Eels for et forlængst udsolgt Pumpehuset og leverede en koncert, der på godt og ondt var et indblik i Eels’ skæve verden. Udenforstående bør ikke starte her. Hvis vi havde befundet os på et hipt diskotek i stedet for Pumpehuset, var der nok en del kroppe, der havde kastet sig ned og vredet sig rundt til Mc Honkys åbningssæt, men aftenens rockpublikum nøjedes pænt med at stå og nikke deres hoveder troligt til rytmerne af dette E-sideprojekt, der i aften rent fysisk manifesterede sig i en piberygende tyk morfartype, komplet med blød hat og cardigan. Historien om Mc Honky er for lang og for langt ude, til at jeg tør gøre forsøget på at genfortælle den, men musikken minder om obskur 60’er-funk, der nok kun er kendt af de få. Pladen er ingen nydelse, men som han stod der i sin cardigan – pillede ved nogle knapper, scratchede nogle plader og kæderøg sin pibe i et tempo, der gjorde det klart, at han ikke normalt var piberyger – gav det nu egentlig ganske god mening. Senere mellem ekstranumrene bemægtigede han sig også scenen for blot at blive smidt væk af Eels’ håndlangere. Alt sammen en gimmick udsprunget af E’s forvredne tankegang. Efter at pladespillere, mixerpult og andet udstyr var blevet fjernet fra scenen, trådte Eels 3 mand stærk op på scenen og lod en tonstung bluesrytme fylde rummet. Min umiddelbart første tanke var, at Butch, trommeslageren, havde tabt sig ganske voldsomt. Desuden troede jeg, at E var ovre sin Unabomber-periode med langt skæg og solbriller. Svaret faldt prompte, da lyset fra en kraftig spot hvirvlede rundt i rummet og landede på E, der fra skuldrene af en roadie blev båret igennem rummet, spillende på en mundharmonika der lagde yderligere bund til bluesrytmen. Manden med skægget var Koool G Murder, som også optræder på de seneste par Eels plader. Trommeslageren hedder Puddin og bliver på Eels’ hjemmeside præsenteret som Butchs lille fætter. Med E på scenen og yderligere en guitarist var Eels nu samlet og klar til at gøre sig deres hyre fortjent. Bluesrytmerne stoppede og blev afløst af mere blues. Det var først i tredje nummer, at jeg kunne nikke genkendende til den musik, Eels tilbød denne aften. Countryblues-klassikeren 60 tons blev præsenteret i en hårdt rockende udgave, der ikke lod originalen noget tilbage at tilbyde, som vi ikke fik her. De to første numre viste sig at være covernumre. Herefter tog Eels’ egne kompositioner over. Packing Blankets blev fremført i samme stil som åbningsnumrene. Efter et par numre til i samme stil truede monotonien med at tage over. Dog Faced Boy vendte det billede: Den skal modsat Mr. E’s Beautiful Blues, My Beloved Monster og hvad der ellers er blevet spillet af Eels’ egne numre, spilles hårdt og rockende. Dog Faced Boy blev til Agony, tempoet faldt, intensiteten steg, og med ét stod jeg midt i en fantastisk koncertoplevelse. Det var så som så med kommunikation mellem bandet og publikum. Størst respons fik I Like Birds på grund af dens råbevenlige omkvæd. I den sidste halvdel af koncerten blev der dog plads til et par små kommentarer fra scenekanten. Samtidig med at der blev skruet ned for den tunge lyd, fik dette koncerten til at trække i en langt mere sympatisk retning. Hvis man har lagt ører til de to seneste udspil fra Eels, ved man, at den nye stil er rock. Alligevel savnede jeg det underspillede, den længsel og det afsavn man finder på Electro Shock Blues og Daisies of the Galaxy. En lille smagsprøve på det fik vi i det 3. sæt ekstranumre. Mc Honky-karakteren gjorde sin entre på en tom scene og bemægtigede sig keyboardet. Han gik i gang med Beautiful Freak, men efter 30 sekunder blev han fjernet af et par roadies, hvorefter E gjorde sin entré og spillede nummeret, kun assisteret af sig selv på førnævnte keyboard. Herefter sluttede koncerten, lyset tændtes, og folk gik mod garderoben. 5 minutter senere bragede et inferno af lyd ned til os i stueetagen, der troligt havde gjort os klar til at gå. Bandet var gået på scenen igen og leverede 10 minutters støjrock af en anden verden, der kulminerede i, at Koool G Murder overtog trommerne, kørte en rytme, og Puddin kastede sig ud på scenegulvet og leverede en gang oldschool breakdance. Hvad andet kunne man forvente fra Eels? Fra det monotone til det mesterlige, leverede Eels både varen og god underholdning i Pumpehuset. Til trods for savnet af den mere lyse side må jeg indrømme, at jeg lod mig imponere af de små skævheder, som der blev lagt ind i koncerten, som eksempelvis Mc Honky-karakteren, støjinfernoet, samt det at E lader sig bære ind på scenen. Det musikalske skift, han har lavet, samt de små skævheder på scenen vidner om en mand, der både vil prøve grænser af og samtidigt underholde folk. Det lykkedes nogle gange bedre end andre, men efterlader én med lysten til at se og høre mere.

En af countryrockens helt store nulevende legender gæstede i al offentlig ubemærkethed Danmark for anden gang på et halvt år. Jason Ringenberg fra Nashville country-punk-outfittet Jason & The Scorchers, leverede en så elskværdig, original og stilsikker solokoncert, at Hank Williams måtte vende sig i graven af ren lykke.Det kunne være endt i en særdeles pinlig affære. Ikke engang et halvt år efter, at Jason Ringenberg sidst gæstede Danmark i april på Lille Vega, stod han atter på dansk jord. Denne gang godt nok med en nyindkøbt guitar – han havde ikke engang nået at hive prismærket af – men uden et nyt album i bagagen eller nyt materiale for den sags skyld. Alligevel formåede den særprægede amerikanske neo-cowboy at trække en lille håndfuld gæster til på en regnvåd og smådeprimerende søndag aften, hvor der ellers var alle mulige grunde til at blive hjemme og væbne sig mod efteråret. Til forskel fra koncerten på Lille Vega i foråret, havde Jason Ringenberg denne gang ikke medbragt sit backingband, det fremragende belgiske rockabilly orkester, The Seatsniffers. Spørgsmålet var derfor også, om Jason Ringenberg i det hele taget kunne stå distancen som soloperformer, endda over for et så lille publikum. Alt i alt var det mildest talt et særdeles modigt træk af det danske koncertbureau Gearbox Agency at sætte en koncert op med Jason Ringenberg, der, på trods af en imponerende karriere, ikke ligefrem har den største eller mest trofaste fanskare herhjemme, hvilket det meget begrænsede publikumstal (ca. 30) også vidnede om. Men når det er sagt, må al tvivl også ophøre. Jason Ringenberg er virkelig en performer helt uden sidestykke. Hans glorværdige fortid i Jason & the Scorchers, der i dag må regnes som nogle af country-rockens vigtigste pionerer, fornægtede sig ikke under koncerten, der bød på mange af de mere eller mindre legendariske Jason & the Scorchers-sange blandt andet Broken Whiskey Glass. Det improviserede sæt bestod i hovedtræk af disse uforglemmelige Jason & the Scorchers-sange, de fleste af dem spillet på foranledning af publikum, der selv fik lov at vælge og vrage i Ringenbergs bredt favnende repertoire. Et par af sangene kunne han ikke rigtig huske teksten til, og han måtte derfor finde hjælp i coveret til de medbragte plader. Det kan være både charmerende og irriterende, når en kunstner møder “uforberedt” op til en koncert, ofte også direkte pinligt som man for eksempel har set det hos St. Thomas, men i tilfældet Jason Ringenberg blev det bare til en helt vidunderligt uforpligtende oplevelse. Måske savner Ringenbergs sange en gang i mellem lidt tyngde – det er vel afhængigt af smag. Men selv noget så løjerligt som bider fra hans nye repertoire af country-børnesange (fra hans kommende børneplade A Day at the Farm with Farmer Jason) fremførtes så fornemt og selvironisk, at de næsten balancerede på samme musikalske niveau som hans mere alvorlige sange – hvoraf den rørende og samfundskritiske Last Train to Memphis skulle vise sig at blive koncertens, til dato, stadig uforglemmelige højdepunkt. Ikke et øje kunne have været tørt blandt publikum, da Ringenberg sang de smukke linjer “œI’ll take the last train to Memphis where Martin [Luther King] met his fate / I was just a little boy on that sorry day / I’ll maybe take a little drive down Highway 51 / And hope we find it in us to finish what he’d begun“. Sangen lod tæppet falde på Ringenbergs tredje soloplade, All Over Creation og viste, at han på trods af sangtitler som koncertåbneren Honky Tonk Maniac from Mars og Hay Bailing Time alligevel har evnen til at skrive lyrik, der trænger dybt ind i både sind og sjæl. Som sagt kan det diskuteres, om Jason Ringenbergs egne kompositioner besidder samme tyngde som de sange, han ofte fortolker til sine koncerter (blandt andet Bob Dylans Absolutely Sweet Marie og Loretta Lynns Don’t Come Home A’ Drinkin’ with Loving on Your Mind), men under alle omstændigheder er han i besiddelse af en fantastisk og livsbekræftende evne til at fremføre dem på sin helt egen unikke måde. Som publikum følte man sig i et særdeles varmt selskab, og vigtigst af alt var, at det så tydeligt skinnede igennem, at Jason Ringenberg lever for at spille live – hvilket det faktum, at manden har turneret konstant rundt omkring i verden det sidste halvandet år, også peger på. Der er ikke nogen tvivl om, at man meget gerne må have en vis mængde forkærlighed for mere eller mindre regulære countrymelodier, for Jason Ringenberg er absolut ikke for de sarte og fordomsfulde. Men at opleve Jason Ringenberg på en scene må være som at opleve en småfuld Hank Williams eller en lidt ældre version af danske Simon Gylden. Og hvadenten man har en berøringsangst for country eller sluger det råt, er Jason Ringenberg en oplevelse ingen burde snydes for.

De er to personer, partnere i såvel bandsammenhæng som i ægteskab. Med en sådan sammensmeltning var det ikke så mærkeligt, at gnisten de to imellem glimtede skarpt og vedvarende i løbet af en koncert med en samling sange af fin indiepop-kaliber. Taget i betragtning af at Mates of State blot består af to mennesker (ægteparret Kori og Jason Hammel), er det en imponerende fylde, de har i deres lyd. Kori tager sig af tangenterne på orglet, hvilket både dækker over bløde synthbas-bunde og de højere klingende instrumentalharmonier. Selvom jeg udmærket vidste bedre, måtte jeg fra tid til anden tage sig selv i at spejde efter bassistens skjulested. Det er ganske imponerende, som Koris hænder bevægede sig over tangenterne – noget der indbyder til tanken om en tredje hånd. Jasons trommespil bestod af så meget mere end blot at holde et fast beat kørende til de kønne harmonier. Han var legende og udfordrende i sit spil med en samtidig fornemmelse for de små detaljer. Så er der vokalerne! Hverken Kori eller Jason er nogle store sangere, og det er lige præcis det, som er charmen ved dem. Teknik og alt andet lignende pjat er skubbet til side – de synger fra hjertet. Og tag endelig ikke fejl, de ramte alle de toner, de skal. Ingen af de to parter var på noget tidspunkt reduceret til at synge kor. Hver stemme havde ligeså stor berettigelse som den anden, hvilket især kom til udtryk ved, at Kori og Jason hver især sang forskellige tekstlinjer ind over hinanden. Man skulle umiddelbart tro, det ville lyde forvirrende, var det ikke fordi, at de sang i hvert sit leje, som i det samlede lydbillede smeltede sammen i perfekt harmoni. Kori og Jason var placeret overfor hinanden på scenen, så de kunne holde en øjenkontakt i løbet af de respektive numre. Udover samspillet i sig selv skabte denne øjenkontakt en gnist, som virkelig skubbede duoens sange udover scenekanten. Det førte også til en masse grinen og rysten på hovedet, når enkelte overgange kiksede, ligesom det førte til intern hyggesnak, der ikke altid inkluderede publikum. Hyggen blev dog især vendt ud mod publikum, da Kori slog over i en vittighed: “How many indie kids does it take to screw in a light bulb? You don’t know?” spurgte hun med et stort glimt i øjet, for hvem burde vide det bedre end publikum? Jason introducerede den følgende sang med, at den bestemt var sjovere end den netop fortalte vittighed, og bandet slog velvalgt over i åbningsnummeret fra den kommende plade, Team Boo, med den “sjove” titel: Ha Ha. I løbet af La’hov, som er et absolut fremtrædende nummer på Mates of States debutplade My Solo Project, forlod Kori sin plads bag orglet og dansede ud på gulvet foran scenen. Det virkede mest af alt som et forsøg på at vække liv i folk, som alle sad nærmest ubevægelige foran den lille scene, og dansen faldt derved desværre hårdt til jorden. Med en lettere utilfreds mine på munden dansede hun tilbage bag orglet. “Are you guys having fun?” spurgte hun den stille menneskemængde. De fleste fra publikum stemte i med et forsigtigt “ja“, men Kori skulle forsikre sig: “Are you sure?” Tydeligvis ikke helt overbevist og en smule slået ud af folks inaktivitet (Kori havde før bandets koncert med stor forhåbning i stemmen spurgt undertegnede, om folk dansede til koncerter i Danmark) hviskede hun et par ord til Jason, hvilket tydeligvis indikerede, at der skulle skæres et par numre af setlisten. Man kan skrive spalte op og spalte ned om publikums rolle i en koncertsammenhæng, og i Mates of States tilfælde spiller de tilsyneladende en stor rolle, men jeg vil til enhver tid argumentere, at et band burde give alt, de har i sig, uagtet om de spiller for 10 eller 1000 mennesker. Koncertens sidste par numre, gode som de ellers er, blev leveret lettere halvhjertet af et band, som lagde ud med at stråle af spilleglæde. Man kan kun ønske, at Mates of State får en distributionsaftale i hus i Danmark, så flere vil få kendskab til deres plader og derved dukke op til en næste koncert. På den måde kan vi opleve bandet i fuld hopla i en hel koncerts varighed. Læs også Undertoners anmeldelser af:Mates of State: All Day EPMates of State: Team BooInterview med Mates of State: I en båd for to

For en proppet Café Rust spillede The Fashion bogstavelig talt op til dans. Med deres letbenede rockende melodier satte de gang i en fest, der dog sagtens kunne have varet længere.Det var en torsdag aften, den anden torsdag ud af tre mulige, hvor det danske band The Fashion præsenterede de sange, som i den nærmeste fremtid vil blive udsendt på bandets debutplade Rock Rock Kiss Kiss Combo hos giganterne BMG. For at gøre opmærksom på sig selv forud for pladeudgivelsen havde bandet planlagt 4 koncerter, en enkelt i Århus og hele 3 i København (!), som alle var gratis. De sidstnævnte tre koncerter ville hver især med en uges mellemrum blive spillet på Café Rust. Det var en af disse særlige aftener. Rust var pakket og fyldt til randen med mennesker. De fleste hang oppe i baren, mens et mindretal havde placeret sig på en række sækkestole, som lå rundt omkring på gulvet foran scenen. Den store menneskemængde kombineret med en sløvt virkende ventilator førte til en temperatur, som umuligt kunne ligge langt fra kviksølvkeglens bristepunkt i et termometer. Men var varmen til trods var der denne summen – en summen af forventning og nysgerrighed. Al denne handlede om The Fashion. Foto: Søren Solkær Starbird Efter en længere forsinkelse og et dødtrist opvarmningsband (Odessa) var det endelig blevet tid til at høre, hvad drengene i The Fashion havde at byde på. “œMine damer og herrer, dette er et rockshow, så jeg må bede alle jer, der sidder ned om at rejse jer op og komme nærmere.” Med disse selvsikre ord var attituden slået an hos The Fashion, som fra start til slut indtog scenen og skubbede energiniveauet helt til loftet. Og der var virkelig tale om en indtagelse af scenen, hvor bandet havde én ting på programmet: Dansesmittende rockmusik. Medlemmerne havde iført sig deres karakteristiske lyserøde halsklude, en farve som generelt er gennemgående for alt, hvad bandet rører ved, og som samtidig associerer til 80’erne. Og det er netop i 80’erne og dette årtis new wave, man skal søge, hvis man skal sætte ord på The Fashions musik. Christoffer Griebels sydende og kitchede keyboardtoner snurrede ind og ud mellem samtlige af sangene på repertoiret, mens hans kantede dans stemte i med trommeslager Jacob Ankær Johansens knaldhårde og taktfaste slag på skindene. Også forsanger Jakob Printzlau dansede lystigt rundt på scenen mellem de vokale udladninger. Sidstnævnte virkede måske en smule for ivrig i sin dans, da han fra tid til anden nærmest måtte stikke i en spurt for en nå til mikrofonen, når der skulle synges igen. Det resulterede i en noget forpustet vokal, samt at enkelte ord blev sunget uden for mikrofonens rækkevidde. Men når Printzlau holdt sig i nærheden af mikrofonen, var det en fryd at lægge øre til hans højt pitchede, ubekymrede vokal. Sangene i sig selv luftede alene glade vibes. Tag bare sangtitler som Let’s Go Dancing, Break Out Your Recorder og Roller Disco Inferno. Publikum tog gladeligt imod de sitrende popsange, der var pumpet fuldt af en højoktan rockfeeling, som gav intet mindre, end hvad der blev lovet. I bandets afsluttende sang hørte man pludselig linjerne “œI’ve been looking so long at these pictures of you / That I almost believe that they’re real” (Pictures of You af The Cure) og efterfølgende “œI don’t want a place to stay / Get your booty on the floor tonight / Make my day” (Pump Up the Jam af Technotronic), som begge blev indkorporeret i The Fashions egen sang, dog sunget med lettere anderledes toner. Man følte dårligt, at bandet var gået igang, før de takkede af for denne aften. Måske var det et kort set, eller også var det simpelthen fordi, at det var så pokkers fornøjeligt. The Fashions letbenede rockmusik skal nok lade røre på sig i det danske land, når pladen kommer ud. Bandet beviste i hvert fald med denne koncert, at de har energien og ikke mindst sangmaterialet til det. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboViva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04The Fashion, Larsen & Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04Interview med The Fashion: Med musikken i centrum

Med en scenografi så imponerende som den, Flaming Lips stillede op med, samt et musikalsk repertoire, som ligeledes er imponerende, kunne man ikke andet end at gøre som Wayne Coyne: smide begge arme i vejret og blot overgive sig. Wayne Coyne må være blandt de mest forfriskende karakterer, jeg nogen sinde har oplevet på en scene. På sprudlende vis brugte Flaming Lips-frontmanden med de grå stænk i skægget og den barnagtige umiddelbarhed bandets koncert på at skyde sine arme triumferende i vejret, kaste med balloner og konfetti, skyde med skarpe projektører med sit henførte publikum og tilmed få dem til at synge fødselsdagssang for de fødselarer, som var at finde foran scenen. Altimens var der fans klædt ud i store kostumer som bjørne, fugle, hunde og katte – tilmed Jesus og julemanden – som dansede i begge sider af scenen, mens gigantiske balloner fløj rundt i teltet blandt publikum og blændende lys og røg fyldte de tilbageværende luftarealer. Bagved bandet kørte besynderlige videoer, som fulgte hver af Flaming Lips’ fornøjelige toner. Der var budt velkommen til Flaming lips’ verden: En halvpsykedelisk rockforestilling, når den er mærkeligst og mest tiltrækkende. Bandets to seneste plader, The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots er blevet rost til skyerne af såvel anmeldere som fans, men hvis der er et sted, hvor Flaming Lips virkelig træder i karakter, så er det på en scene – hvis ikke for musikken alene, så i hvert fald for deres interessante og opfindsomme sceneshows. Udover at spille deres ene mindre hitsingle She Don’t Use Jelly fra deres plade fra 1993, Transmissions From the Satellite Heart, holdt bandet sig primært til sange fra The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots, heriblandt de fine Waiting for a Superman og Do You Realize??. At bandets tekstunivers blandt andet borer i eftertænksomme emner som menneskelig dødelighed, følelser hos robotter samt livet blandt insekter, kunne kun føre til den snurrige, forblændende oplevelse, der var at finde ved Flaming Lips’ optræden på Midtfynsfestivalen. Da koncerten nærmede sig sin ende, og man som tilskuer måtte forlade Flaming Lips’ eventyrland, var Coyne meget taknemmelig og ydmyg over for sit publikum; han hoppede ivrigt på stedet og kastede endnu en gang sine arme i vejret. Da de sidste små stykker af konfetti var faldet til jorden, og de sidste balloner var sprunget, var både publikum og formodentlig også Jesus og selveste julemanden stadig høje af oplevelsen, før de bevægede sig tilbage til deres lejr og funderede over, hvad det lige præcist var, de var blevet udsat for. Læs også Undertoners anmeldelser afFlaming Lips, The: Yoshimi Battles the Pink RobotsFlaming Lips, The: Ego Tripping at the Gates of Hell EP

Pleasure Machine formåede langtfra at leve op til deres navn: Der var ikke de store nydelser at komme efter. Man fik derimod serveret en gang søvndyssende og uinspirerende rock. Foto: Søren Solkær Pleasure Machine har modtaget fine anmeldelser for deres debutalbum, Pilot Fatique. Mon der gemmer sig en dyb musikalsk hemmelighed eller nogle helt andre sange på pladen i forhold hvad, der blev spillet på dette års Midtfynsfestival? For hvad jeg lagde ører til, var en langtrukken, søvninspirerende time med rock af meget lav kaliber. Det startede ellers ganske godt. Bandet virkede veloplagt. Der blev fyret op under guitarforstærkerne, og man blev rocket godt og grundigt igennem af et toptunet åbningsnummer. Christian Bechs ranglede skikkelse trådte op til mikrofonen og brummede: “œYeah“. Publikum tog til genmæle med et højt råbende “œYeah! “, og jeg tænkte for mig selv: ” Yeah, det her lover da godt“. Festen var lige begyndt, men så skiftede bandet tilsyneladende mening. Pleasure Machine transformerede sig til Sleep Machine med en række sløvt trækkende rocksange, som både var uinteressante og ikke mindst uvedkommende. Bechs brummende vokal blev blot en gene, og den formåede ikke at kunne trække igennem de støjende guitarer pga. det dårlige lydbillede. Kedsomheden tog til i de stille numre, som ikke havde det mindste glimt af en god melodi at byde på – de virkede derimod som et indbydende middel til dem, som lider af søvnløshed. “œYeah“, sagde Bech endnu engang fra scenen af. “œBah! ” tænkte jeg og forlod skuffet koncerten.

Den gamle Passion Orange frontmand, Henrik Søgaard, er ved at være klar med en ny plade med Twoface. De endnu uudgivne sange blev præsenteret på Midtfynsfestivalen, men undertegnede frygter, at der er gået for meget kedelig pop i maskineriet.Twoface er, som de fleste ved, en udløber af det gamle rockband, Passion Orange. Passion Orange vandt DM i Rock i 1992 og udgav sidenhen 3 udmærkede plader. Den musikalske udvikling af disse havde lovende potentiale i sig, men før man vidste af det, var det slut. Forsanger Henrik Søgaard og guitarist Benjamin Hammerum havde dog andre planer, og de planer kunne man høre tonerne af under et nyt band, som måske har taget deres navn fra Tommy Lee Jones’ skurkekarakter, Twoface, i den tredje Batman-film. Den første plade, This Way… , blev sendt på gaden i 2000, men hev ikke den store opmærksomhed til sig. Nu er Twoface på vej med deres anden plade, og en heftig radiorotation af et par promoverende singler første bandet til den midtfynske festival. Twoface spillede på den lille Katapultscene, og der var pinligt få, som var troppet op for at høre, hvad bandet havde at give af. Det gik dog heldigvis ikke bandet synderligt meget på. De spillede, som kunne de ligeså godt have stået foran tusinder af mennesker. Det var primært de nye, dugfriske numre, radiosinglerne såvel som de øvrige sange fra bandets kommende plade, som koncerten tog udgangspunkt i. Dette kunne måske også forklare det lave antal publikum, som på Midtfyns overordnet er karakteriseret ved kun at dukke op til koncertnavne, hvis sange de kender i forvejen. Der er ingen tvivl om, at det er Søgaard, som er bandets ankermand. Han er sangskriveren i Twoface, og det kunne man også sagtens høre. De nye numre havde tydeligvis udgangspunkt i popmusikken med Søgaards vokal som det absolutte midterpunkt. Søgaard har med årene udviklet sig til at være en fantastisk vokalist med et bredt register, som både kan dykke ned i det helt dybe og svæve i falsettens høje skylag. Et godt eksempel på Søgaards vokale kunnen er i bandets seneste radiohit, Revelations Day, som blev ‘ugens uundgåelige’ på P3. Med en sang med sådan et umådeligt melodisk omkvæd viste Søgaard, at han har en klassisk poptæft, som især trækker på en sangskrivning, man kender fra de gamle U2-plader. Og U2-inspirationen kom generelt til kende i samtlige af bandets nye numre. Ærgerligvis har Twoface givet slip på de musikalske frækheder, som de luftede på debutpladen. Bandet har tydeligvis søgt en mere pæn og direkte tilgang til sangskrivningen, som er let for ørerne, men som man også må gætte bliver kedelig efter flere gennemlytninger. Lagene i musikken er pillet bort, og tilbage står bandet med en struktur, der med sin direkte blottelse følger idéen “œwhat you see is what you get”. Der er heller ingen alternative rockelementer tilbage, som man kendte dem hos Passion Orange, kun de klassiske U2-inspirerede stadionrockende af slagsen som nævnt ovenfor. “œHvis I tror, at vi kun spiller ballader, tager I fejl“, sagde Søgaard, men det var svært at spore, hvorvidt han var ironisk i sin tone eller ej. Ikke desto mindre centrerede hans sangskrivning primært omkring afdæmpede sange, som desuden tenderede til at køre meget i de samme akkorder. Det var simpelthen for pænt og stilrent. Frederik Bokkenheuser, som er den seneste tilføjelse i Twoface, er en fabelagtig trommeslager – det ved man, hvis man har lyttet til Knallert eller Amstrong. Men i Twoface udfordrer han slet ikke. Han trisser blot rundt i et 4/4-beat med alt for få variationer. Og det er virkelig synd! Om Søgaard er blevet blød på sine “œgamle” dage, skal jeg lade være usagt, men koncerten med Twoface lod meget tilbage at ønske.

Det blev pludselig mørkt i teltet ved Roskilde Festivalens Odeon-scene. Grunden hertil var, at Black Heart Procession havde betrådt scenen, og det gjorde de på mest overbevisende måde. Død og dans, leveret fra et ulmt sted i verden. Foto: Gitte Sofie Hansen/Rockphoto Amerikanske Black Heart Procession er ikke en flok overdrevet glade mennesker, hvis man skulle dømme dem udfra deres musik alene. Dette blev hårdt slået fast ved hvert ildevarslende smæk mod lilletrommen, når endnu en mørk march vandres, og Pall Jenkins’ musikalske sav sender sine hylende og klagende toner afsted mod det kommende mørkefrembrud på Roskilde Festivalen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Black Heart Procession har at gøre med en kulsort blanding af folk, americana og slowcore, som ikke altid er nem at søge ind i. Men i deres mørke musik er der dog alligevel små indbydende lysninger, som gør at man nemmere kan tage den til sig. Måske er det, at bandet er så gravalvorlige i deres udførsel af musikken, at man ikke kan undgå at blive suget ind i deres univers, eller også er det de mange catchy elementer, som musikken trods alt indeholder. Sidstnævnte gør sig især gældende på bandets seneste plade, Amore Del Tropico, som trods mørket også gør brug af andre elementer. “œHere comes something hot and tropical“, lovede forsanger Jenkins, og bandet slog over i Did You Wonder, som netop indeholder disse modsatrettede elementer af varme og mørke, dans og død. Meget makabert var det, men det virkede på allerbedste vis! Klaveret plinkede og plonkede som tunge regndråber, og den fremherskende dødsmarch lod sig ikke vælte af noget som helst. Bandet slog over i deres måske mest fængende sang af dem alle, It’s a Crime I Never Told You about the Diamonds in Your Eyes. Klaveret bevægede sig mod en uimodståelig boogierytme, og trommerne fortsatte deres løb som skudsalver affyret med sigte mod en hjertesorg, mens Jenkins’ klagende vokal begræd adskillelsen fra sin elskede. Og således fortsatte det i godt og vel 45 minutter. En kort aftenstund i selskab med Black Heart Processions spøgelsesagtige sange nåede til sin ende, og da vi alle trådte uden for teltet, var det så småt begyndt at blive mørkt.