Koncerter

En kold efterårsaften indtog LSD March endnu engang Århus. For de, der var til koncerten sidst, LSD March satte deres ben i Århus, var forventningerne høje, da dette havde været et brag. Forventningerne blev heldigvis indfriet med en af de bedste koncerter i længere tid. (05.10.08)En kold efterårsaften indtog japanske LSD March endnu engang Århus. For de, der var til koncerten sidst, LSD March satte deres ben i Århus, var forventningerne høje, da dette havde været et brag. Forventningerne blev heldigvis indfriet med en af de bedste koncerter i længere tid. Fotos: Steffen Jørgensen, www.jint.dk Selvom det ikke ligefrem var en rigtig festival, LJUD havde arrangeret, mindede det alligevel lidt om det, med tre så forskellige navne som Ignatz, Kirsten Ketsjer og LSD March. Århus’ musikelskere var dog heller ikke kede af dette tilbud, og der var et fint fremmøde på Musikcaféen. Det var dog ikke vildere, end at man hurtigt fik sin øl, når man bestilte den i baren. Lige tilpas, altså. Kirsten Ketsjer gav den los med deres forvirrede, men dog ualmindelig medrivende blanding af indie, heavymetal, kraut og primalskrig. Et fængende og gribende liveband, der burde lægge gaderne øde i de byer, de optræder i. Der er vist ingen tvivl om, at der ikke er noget dansk band, der når til dem til sokkeholderne, og som LJUD meget rigtigt skrev i deres pressemeddelelse, så er Kirsten Ketsjer det bedste danske rockband. Det er dog ikke dem, det hele skal handle om, men i stedet LSD March. Det var tydeligt, at det var Kirsten Ketsjer, der trak folkene i Århus ud af stuerne. Lige så hurtigt som Kirsten Ketsjer havde nået at pille deres instrumenter ned, havde folk forladt Musikcaféen for at trække lidt frisk luft, drikke en kold øl i kulden og vente på LSD March, der må siges at være hovednavnet for denne aften. Desværre for LSD March forsvandt ca. halvdelen af publikum ud i det århusianske natteliv, men det er nu mere synd for dem, for de gik glip af en koncert, der sent vil glemmes. Ind på scenen kom et af den japanske undergrunds bedste livebands, der var klar til at blæse det glade, forventningsfulde og efterårsblege publikum omkuld. Og blæst, det blev vi. Mens tonerne af Linda Perhacs fra Musikcaféens lydanlæg døde lige så stille ud, gik forsanger og leadguitarist, Shinsuke Michishita, på scenen for at stemme sin guitar for umiddelbart efter at give sig til at larme på samme. Langsomt, tungt, insisterende og aggressivt – sådan startede LSD March, der med deres blanding af folk, garage og voldsom kraut favner bredt, men alligevel ikke så bredt, at bæltet ikke kan spændes. Stille og roligt blev det første nummer bygget op. Fra det rolige og tunge til det larmende, vilde og endnu tungere klimaks, der bød på larm, distortion, delay og fuzz af guds nåde. Alt imens de to guitarister i det tre mand store band slog sig løs på guitarerne, slog trommeslageren sig hårdt, kontant og rytmefast igennem første nummer med voldsomme dommedagsdrøn, der understøttede den overvældende støj. Derefter blev man slået omkuld af det mest beskidte og rå garagerock, man overhovedet kan forestille sig. Med guitarhyl og trommebrøl viste LSD March, at de ikke kun spiller den slags transcenderende guitarstøj, men også formår at spille et godt gammeldags rock’n’roll nummer. Guitaristerne vred og pressede deres guitarer og pedaler til det yderste, og i bedste heavy metal-stil blev der svinget hår til den store guldmedalje. Med sit kontante og konstante trommespil holdt trommeslageren skibet LSD March på ret kurs. Men garage og rock og rul gør sig jo ikke alene (eller jo, det gør det, men ikke når man er LSD March), for selvfølgelig skulle vi også opleve folk-delen af bandet, som så smukt kommer til udtryk på pladen Empty Rubious Red, der byder på stille folksange, der er intense, men dog alligevel så lette, at de egner sig som gode godnatsange. Denne aften på Musikcaféen blev der dog givet los, og selvom guitaristen gjorde sit for at spille et langsomt og roligt cover af “Hawaii” (okay, det passer ikke helt, men ret ens, det lød det nu alligevel), blev det alligevel til endnu en støjorgasme optændt af et larmende virvar af trommer og guitarlir. Efter voldsomme klapsalver fra et ualmindeligt oplagt publikum, blev der budt på ekstranummer. Bulder og brag og en sørens masse guitarstøj gjorde enden på den ca. 40 min lange, intense koncertoplevelse. Som en allerhelvedes larm, vil mange nok betegne det. Men for dem, der har lyst til vanvidsmusik, var der alt, hvad hjertet begærer. LSD March er uden tvivl et af de bedste livebands. De river og flår i dig og dine trommehinder, og det var uden tvivl én af de bedste koncerter, jeg har været til, siden LSD March sidst gæstede Århus. Den eneste anke, der gør, at de ikke får seks hele U’er, er, at den samlede orgasme, som koncerten var, næsten var for kort. Hil LSD March! Karakter:   d

[Peder Bo Jørgensen]Det var lige før Store Vega var proppet til koncerten med amerikanske Justin Vernon alias Bon Iver – på trods af, at han endnu ikke har fået meget omtale herhjemme. Med kun et enkelt album på repertoiret gav Bon Iver en god time af helt sublim singer-songwriter-kvalitet krydret med små overraskelser. (26.09.08).Det var lige før, Store Vega var proppet til koncerten med amerikanske Justin Vernon alias Bon Iver – på trods af, at han endnu ikke har fået meget omtale herhjemme. Med kun et enkelt album på repertoiret gav Bon Iver en god time af helt sublim singer-songwriter-kvalitet krydret med små overraskelser. Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk Hvad det lige præcis er for nogle jungletrommer, der har lydt, ved jeg ikke. Men de har lydt højt nok til, at Bon Iver torsdag kunne spille foran et pænt pakket Store Vega. Det må siges at være et overraskende stort fremmøde, når man tager i betragtning, at Bon Ivers samlede danske radio airplay vist nok begrænser sig til Det Elektriske Barometer, og at hans rigtig fine debutalbum For Emma, Forever Ago har fået flotte, men få anmeldelser. Hvad det end var, der havde lokket en alders- og kønsmæssigt broget skare af befolkningen til at spendere halvanden biografbillet på et så godt som ubeskrevet blad fra det amerikanske midtvesten, så er der ikke nogen, der kan fortryde det. Aldrig før har jeg overværet en koncert med prædikatet følsom singer-songwriter med så meget vitalitet og udadvendt energi. Det var komposition og opbygning, der bar numrene, og dét nogle gange helt op i skyerne. Eksempelvis i den fantastiske “For Emma”, hvor man næsten kunne se de positive vibrationer, der tindrede frem og tilbage mellem scene og publikum, efterhånden som nummeret arbejdede sig frem mod sit klimaks. Det var ét højdepunkt, hvis man da ellers kan snakke om højdepunkter i en koncert, der næsten konstant rørte det sublime. Desuden bød koncerten på en række (positive) overraskelser. Sceneopstillingen med to trommesæt var den første. Den fantastisk tunge elektroniske bas på “Lump Sum” var den anden. En tredje var det ene af to nye numre, “Blood Bank”, der i kontrolleret storladenhed ikke lod Band of Horses noget tilbage at ønske. At der ville komme stroboskoplys, som der gjorde på “Creature Fear”, var der nok heller ikke mange, der på forhånd havde regnet med. Overraskelserne og frontmand Justin Vernons energiske riffbaserede guitarspil sikrede, at koncerten ikke endte i den indadvendte fingerspilskasse af singer-songwriter-koncerter, man nyder, men glemmer lige så snart den sidste hjerteskærende strofe er klinget ud. Nej, den her koncert er én, der er værd at huske. Justin Vernon virkede også oprigtigt som om, det var en aften, han havde lyst til at huske. Der var sympati mellem dem, der stod på scenen, og dem, der stod foran den, hvilket også gjorde, at det rent faktisk lykkedes Vernon at organisere en ganske fornuftig gang fællessang på andet og sidste ekstranummer, “The Wolves (Act I And II)”. Bon Iver har ikke det store materiale at trække på. Et enkelt album er alt hvad diskografien indtil nu tæller. Læg dertil to nye numre og et Talk Talk-cover og du står stadig kun tilbage med en 65 minutters koncert. Men hvilke 65 minutter! Ja, man var faktisk helt udmattet bagefter. Karakter:

Sidste år så hovedstadens egen festival, Beatday, for første gang dagens lys og blev med sit stjernespækkede todagesprogram en stor succes. 2008-versionen afholdtes i weekenden, og den indiedominerede lørdag var bestemt billetprisen værd. (11.08.08)Sidste år så hovedstadens egen festival, Beatday, for første gang dagens lys og blev med sit stjernespækkede todagesprogram en stor succes. 2008-versionen afholdtes i weekenden, og den indiedominerede lørdag var bestemt billetprisen værd. Blue FoundationDikotomier – parvise modsætninger – siges i den litterære verden at være det konfliktskabende element i en tekst. Konflikt fører til dynamik, og en fortælling opstår. Kan en tilsvarende model bruges om musik? Ved lørdagens åbningskoncert var modsætningerne i hvert fald en vigtig drivkraft. Blue Foundation er en noget sammensat størrelse. Bandet består af seks medlemmer fra tre forskellige lande og er åbensindede nok til at rumme både afrohår, smalle solbriller, jakkesæt, bare fødder og løse gevandter. Lørdag eftermiddag lignede de mest af alt et indslag på Woodstock med Pet Shop Boys som gæsteoptræden. Det noget skizofrene udtryk viste sig alligevel at være overordentlig passende til Blue Foundations sammensmeltning af shoegazer, elektronik og rendyrket pop. Med en flagrende og gestikulerende Kirstine Stubbe i front var fokus sat på det poppede, mens de øvrige bandmedlemmer stod for at opretholde et støjtæppe af vekslende tykkelse og karakter, hvor trompet, elektronik og tamburin var med til at puste yderligere liv i lydbilledet. Til tider holdt vokalen inde for en stund, og bandet lod den rene lydmur få overtaget – en fin variation i den ellers hitbesatte setliste, der hovedsageligt bestod af indslag fra sidste års Life of a Ghost. Særligt vellykket var “Eyes on Fire”, hvor Stubbes vokal fik et virkningsfuldt modspil af MC Jabber, der også stod for at oversætte en af de helt igennem imponerende elektroniske peptalks, som især var Blue Foundations varemærke på Sweep of Days fra 2004. Alt i alt lykkedes det bandet at få de mange forskelligartede elementer til at gå op i en højere enhed og få skudt lørdagens koncertprogram i gang på fornem vis. Karakter:   Mercury RevTilskuer 1: »Har han røget sig selv fuldstændig i hegnet?«Tilskuer 2: »Nej, sådan er han vist bare.« For dem, der lørdag oplevede Mercury Rev for første gang, skulle forsanger Jonathan Donahues fremtræden lige tygges på et øjeblik. På scenen stod, sad, lå, kravlede og fløj(!) Donahue sig gennem den fem kvarter lange koncert med et blik, der konstant balancerede på grænsen af “jeg elsker jer alle sammen” og “nu kommer jeg og æder jer!”. Eftersom Mercury Revs tekster mestendels omhandler bier, blomster, kærlighed og en verden så smuk, som var den skabt af Walt Disney, ville en for selvhøjtidelig attitude kunne gøre affæren en anelse kvalm. Nok var det en anelse vanvittigt at overvære, men på intet tidspunkt blev det uengageret eller ligegyldigt. Med kun fem kvarter til rådighed var det ikke nogen let opgave at få alt det bedste fra bagkataloget med og samtidig give publikum en forsmag på det kommende efterårs to udgivelser, Snowflake Midnight og mp3-albummet Strange Attractor. Det nye materiale måtte da også så godt som fuldstændig vige for gamle kendinge, der især stammede fra diskografiens højdepunkt, Deserter’s Songs. Det er ikke nemt at fremhæve højdepunkter i en sådan hit-på-hit-konstellation, men især “Holes”, “Opus 40”, “The Funny Bird” og “Goddess on a Hiway” blev fremført med stor indlevelse fra hele orkesteret. Røgmaskinen var på overarbejde gennem hel koncerten, hvilket især var effektfuldt under “The Dark Is Rising”. Her gik lys, røg, lyd og Donahues guddommelige gestikuleren op i en højere enhed, og resultatet mindede mest af alt om troldmanden i Fantasia, der dikterer en storslået og dramatisk solnedgang. Man kunne måske have ønsket et lidt større indblik i, hvad den musikalske fremtid vil bringe for Mercury Rev, men efter aftenens energiudladning var der ikke meget andet at gøre end at bukke, takke og konstatere, at de grånende herrer på ingen måde er ved at falde af på den. Karakter:  

[Anne Klitten Andersen]En nylig startet Europa-turné bragte torsdag aften Sam Beam, med det mere velkendte alias-band Iron and Wine, til Store Vega i København. En aften i selskab med den melodiske “præriepoet” var om nogen en smuk og tonemættet en af slagsen.(08.08.08)En nylig startet Europa-turné bragte torsdag aften Sam Beam, med det mere velkendte alias-band Iron and Wine, til Store Vega i København. En aften i selskab med den melodiske “præriepoet” var om nogen en smuk og tonemættet en af slagsen. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Da manden bag Iron and Wine, Sam Beam, torsdag aften gæstede København havde han som forventet konstelleret en all-star oktet med bl.a. vennerne fra Calexico, Lambchop, Red Red Meat, Califone og Chicago Underground Duo/Trio/Quartet m.fl. Beam selv traskede roligt ind på scenen, uden det store ståhej, og vinkede genert til sit allerede dedikerede publikum. En intim stemning blev sikkert undfanget med åbneren “Woman King”, som vidnede om den alsidighed, Iron and Wine repræsenterer inden for sin genre. Siden lofi-debuten i 2002 The Cradle Drank the Creek har Beam flittigt trakteret musikscenen med en blanding af lofi, americana, folk, blues og singer/songwriter til fans og anmelderes taknemmelighed. Det syv mand høje band bag frontmanden opererede kærligt og meget koncentreret på deres forskellige instrumenter, og man kunne med det samme mærke passionen og en kælenhed for hver lille lyd, der blev sendt varsomt ud over scenekanten. Al hang til stringent perfektion blev dog overdøvet af den rare og uhøjtidelige stemning, der spredes i Sam Beams skæggede selskab. Med sumpede hammondorgel-ballader gled sættet over i sangene fra det kritikerroste album, The Sheperd’s Dog fra sidste år, i overbevisende instrumentale overgange. Hver en lille detalje havde rum til udtryk og komplimenterede den næste. Jungle-agtige rytmer, der netop er meget udtalte på den seneste plade, var med til at løfte musikken lidt op over de mere roligere numre fra de foregående albums. Førstesinglen “Boy with a Coin” fik det akademikertunge lokale til at vippe i takt, efterfulgt af mere anonyme feel-good numre. Der blev dog skruet ned for rytmerne til den melankolsk-melodiske “Carousel”, hvor man virkelig kunne høre den poesi, der kendetegner alle Iron and Wines numre og gør dem til noget helt specielt. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Bandet var skarpt, og det meste af tiden havde alle musikerne en vigtig rolle, hvilket skabte god balance på scenen. Fra frontmanden hørte man kun pletvise “Uh! It’s hot” og “How ya’ll going?” efterfulgt af venlige smil, der vidnede om, at han var glad for, at det tilfredse publikum var der. Folk blev endnu gladere, da det hele fortsatte og ændrede sig til rendyrket blues med “The Devil Never Sleeps”. Musikken bredte sig ud i en Pink Floyd’sk lydlomme med en imponerende pedal steel-solo. Ørene blev konstant udfordret i et virvar af klokker, claves, xylofon, percussion og violin i konsekvent vellyd, der kun kunne mætte hjertet. Den centrale, bløde Beam’ske fortællerstemme var akompagneret af søsteren Sarah Beam, på konstant andenstemme. Som Sam Beam stod der, med sit vilde skæg, kunne jeg ikke bestemme mig for, om han lignede en sørgmodig nisse, der havde mistet sin hue, eller en lidt buttet udgave af Jesus. Et øjeblik følte jeg i hvert fald, at det hele blev lidt for helligt og fik lyst til at ruske lidt rock’n’roll ind i stemningen. Dog kun et øjeblik, for den musikalske skarphed og vægtfordelingen i sættet fik igen min opmærksomhed, da tonerne fra “Pagan Angels and a Borrowed Car” overbevisende swingede ud af højtalerne. Samme sang sluttede i en konklusion af forskellige miniballader, inden bandet gik af og overlod scenen til Beam. Beam sluttede af med to akkustiske ballader og med et fast greb om sidste akkord i “The Trapeze Swinger” strøj han os blidt over kinden med sin sidste strofe, »please remember me,« inden han vinkede på samme måde, som da han kom ind. Vi var overladt til en fin erindring om en rar aften i Store Vega, hvor vi blev inviteret dybt ned i intimitetens musikalske kroge, og fik lov at ride oppe på rytmernes overfladiske bølger. Læs også Undertoners anmeldelse af:Iron and Wine: The Sheperd’s DogIron and Wine: Our Endless Numbered DaysIron and Wine/Calexico: In the Reins Karakter:  

[Lasse Bertelsen og Martin Thimes]Supersilent, 06.07.08, 14.30, AstoriaAstoria-scenen med dens tempelagtige atmosfære rummede denne eftermiddag noget nær en livmoderstemning i den muskelopstrammende hede, hvor Supersilent skulle forsøge sig udi den følelsesladede adspredelse, som improviseret musik ofte kan være. Den norske kvartet rummede mere, end en livmoder ville kunne, med deres unikke og småt nordiske post-kompostionsmusik. De tilstedeværende blev fragtet i et musikalsk forløb, der snart trak på såvel sagte som voldelige naturoplevelser, snart storbyens pulserende modernitetsfornemmelse – men de efterlod aldrig sig selv eller lytterne hængende uden grund. Det æstetiske rod på laptops, klaviaturer, klarinet og trommer foregik både på mikro- som makroniveau, og det var her umådeligt slående, hvor varieret en musikalsk stilstand kan være. Naturoplevelserne blev ofte indrammet af en yderst bølgende bas, der i enkelte momenter med en kraftig volumen voksede sig stor som det mægtigste norske fjeld. Supersilent havde tillige underbelyste visuals med, der i enhver sammenhæng kunne fange blikket uden at fastholde det, og det bekom Supersilents evigt skiftende improvisationer vel. Som koncerten skred frem, blev de mørke momenter i musikken placeret i en turnus med lysere klange, mere optimistiske anslag og frem for alt et andet slags overskud, hvor bandet i visse øjeblikke syntes sammenkoblet af elektriske ledninger. Så tæt var sammenspillet og nerven, at man virkelig undrede sig over de tilskuere, der valgte at forsvinde netop i disse minutter af øjeblikkets klare skønhed. Hos os, der blev tilbage, var der i hvert fald ikke meget mere at rafle om, når det kom til at udtrykke sin begejstring over det sidste ekstranummer. Hvis Supersilent havde formået at fange et mere adstadigt pace mellem de sublime øjeblikke og den mere regelrette improvisatoriske søgen, var det blevet til en topkarakter. Nu må de nøjes, indtil de kommer tilbage til Danmark og giver denne oplevelse tørrere end tørt på.(LB) Karakter: A Kid Hereafter & the Slaves to the Truth, 06.07.08, 16.30, Astoria Om det var de to forrige dages koncerter som henholdsvis A Kid Hereafter (originalkonstellationen) og A Kid Hereafter in the Grinding Light (metal-udgaven), der gjorde søndagskoncerten med Frederik Thaae og hans store backingband af klassiske musikere, sangere og gæster til en slatten oplevelse er nok tvivlsomt. For Thaae besidder en energi, som kun de færreste på den danske musikscene kan mønstre. I stedet skyldtes det nok, at de storladne arrangementer fuldstændigt druknede de listige melodier og fine detaljer, som Thaae har for vane at skabe. Og når de storladne arrangementer derpå omkom i publikumsstøj og ligegyldig snakken, var der ikke meget at glæde sig over. Et eksempel på, hvor grelt det gik, var den ellers fremragende poppunk-sang “Play Drums”, der blev forvandlet til en knipsende jazzet suite blottet for al den ungdommelige nerve og nødvendighed, der præger originalarrangementet. “Seven Days Later” endte også helt skamskudt i det indendørs støv, og hvad Manoj Ramdas’ guitar egentlig gjorde for lyden, var svært at dechifrere. Det absolut mest interessante ved koncerten var de to sange, hvor Jacob Bellens (Murder, I Got You on Tape) gæstede scenen. Han havde tilpas tyngde i stemmen til at skære igennem de mange instrumenter. Det havde hverken Lise Westzynthius, Marie Key eller The Blood held med. Men Frederik Thaae skal alligevel have et ekstra U for at have det overordentlige musikalske overskud til at køre tre så forskellige koncerter i stand til en festival. (MT) Karakter: Cat Power, 06.07.08, 18:00, Odeon“Meget power og alt for lidt Cat,” kunne man fristes til at forfatte som en lille slogan for aftenens koncert på Odeon. Chan Marshall iklædt sit vanlige alter ego som Cat Power indtog scenen som en anden småmaskulin diva i militærgrønne farver og Sporty Spice-pandehår og satte straks sin jukebox i gang, hvorfra en ganske traditionel plade gav sig til kende. Cat Powers seneste coveralbum med særegne fortolkninger i den ældre ende af populærmusikken er der mange meninger om, men det kan være svært at bestride den inderlighed, som Marshall lægger for dagen i sine fraseringer, hvad enten de er overdrevne eller fuldendte. Bag sig havde hun et backingband i helt traditionel forstand – altså den slags, man også kender fra underholdningsprogrammer – og deres sammenspil med hinanden og ikke mindst solisten blev koncerten igennem en mere og mere forkrampet affære. Marshall vaklede ofte i de temmelig ferske udgaver fra Jukebox og enkelte træffere fra The Greatest, hvor hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv med det resultat, at hun indtog flere af de samme positurer med få minutters mellemrum, alt imens den passivt nervøse keyboardspiller forsøgte at få øjenkontakt med hende til trods for sine solbriller. At bandet i sidste ende også skulle have en præsentationsrunde med detilhørende soloer og andre pinagtigheder, var blot at gå planken ud i noget, der for længst var (eller er?) blevet corny i Cat Powers univers. Selvom hun virker mere fokuseret på sin egen præstation såvel som sine medsammensvornes end før, savner man måske alligevel lidt af det kick, det kunne være at høre nogle enkelte numre med et indtagende bid, før hun dengang blev fuld eller forvirret midt i sine optrædener. For som en bekendt, der stod plantet i midten af teltet under koncerten, nævnte, så var der ingen energi, intet samspil med publikum, og temperaturen faldt blandt publikum koncerten igennem til trods for det pakkede Odeon-telt. Man kan naturligvis ikke klandre Cat Power for vejrudsigten eller andre udefrakommende affærer, men man kan måske forlange, at hun vælger sit orkester og udstikker sin kurs med en lige så streng disciplin, som hun engang drak sig fra sans og samling.(LB) Karakter: Sharon Jones & The Dap Kings, 06.07.08, 18.30, Arena Andelen af rygsække med indbyggede klapstole og ejere med vigende tindinger og gråt hår var stor til koncerten med Sharon Jones og hendes faste backingband, The Dap Kings. Sådan må det nødvendigvis være til en søndagskoncert på Roskilde. Ikke at det på nogen måde ændrede ved, at den lille iltre Sharon Jones har en stemme af den anden verden. Det betød desværre bare, at festen aldrig helt nåede et niveau, som musikken ellers fordrer. For med et katalog af sange, der hver som én lyder som en glemt diamant fra soulmusikkens guldalder fra 1965 til 1972, burde de mest fly northern soul-moves have været på banen. I stedet blev dansen oppe på scenen, hvor Sharon Jones ihærdigt gav lektioner i gamle moves, når hun da ikke belærte ungdommen om, hvordan mænd og kvinder skal behandles, når det kommer til kærlighedens kunst. Imens Sharon Jones var på scenen, gjorde The Dap Kings netop det, ethvert backingband skal gøre: holdt sig behørigt i baggrunden. Ingen store armbevægelser, men bare tæsketørre trommer, 60’er-tro guitarfigurer og en hornsektion, der havde været Sam & Dave værdig. Sangene kredsede om dumme mænd, stærke damer og kærlighed generelt. Gammeldags tematik? Ja da! Men den klassiske soul er ikke en komplet forkullet genre, alt for mange har forsøgt at brænde deres flamme ud på (undskyld, Amy, men du tæller bare ikke!). Og så gjorde den afsluttende James Brown-hyldest “It’s a man’s man’s man’s world” det egentligt endnu tydeligere, at de sange, som Sharon Jones ikke har hentet i Stax og Motowns bagkataloger, holder et formidabelt højt niveau. Bare ærgeligt, festen skulle ødelægges af doven søndagsstemning fra de lidt for mange gratister.(MT) Læs også Undertoners anmeldelser af:A Kid Hereafter: Rich Freedom FlavourCat Power: Jukebox Karakter: