Plader

Arab Strap: Monday at the Hug & Pint

Skrevet af Ivan Petersen

Fordrukne mænd, en guitar og et beat.

Monday at the Hug & Pint er Falkirk-duoen Arab Straps femte udspil. Også denne gang er omdrejningspunktet et forholdsvis simpelt musikalsk udtryk kombineret med en lyrik, der vel bedst kan beskrives som pub- og dermed kvinderelateret. Resultatet i forhold til bandets sædvanlige standard er dog en smule skuffende.

Der lægges ellers mildest talt fremragende ud med “The Shy Retirer”, der med et hurtigt beat, en guitar og en strygersektion i samklang med lidt mumlen fra forsanger Aidan Moffat forekommer at være særdeles velegnet til ‘an evening out’. Samme formel anvendes i øvrigt senere på den ligeledes vellykkede “Serenade”, der dog desværre afsluttes med et tilsyneladende arabisk-inspireret bongo-helvede. Udmærkede er også den akustiske ballade “Meanwhile, at the Bar, a Drunkard Muses”, den coolt skramlende og støjende Fucking Little Bastards” og den selvkritisk morsomme “The Week Never Starts Round Here”. Sidstnævnte lyder egentlig mest som et soloprojekt fra Malcolm Middletons side, men det er, som det vil fremgå, ikke nødvendigvis skidt.

Den resterende del af udgivelsen er nemlig i flere henseender problematisk. “Glue” er for arketypisk Arab Strap, “Peep-Peep” er en forholdsvis ordinær western-sang, og endelig er “Loch Leven Intro” og “Pica Luna” decideret rædselsfulde. Disse glimrer således enten ved at bestå af den vestlige verdens mest irriterende instrument, sækkepiben, tilsat et strygertema eller ved at indeholde grotesk dårligt skrevne linjer som »every man needs a tit to suckle / And some days I’m sure my legs could just buckle.«

Netop lyrikken er en afsluttende bemærkning værd. Det virker nemlig lidt, som om der er blevet anlagt en mere alvorlig tone, og denne falder ikke altid lige heldigt ud. Man kan stadig finde pudsigheder som »You know I’m always moanin’ / But you jump-start my serotonin / But how d’you know you’ve ever really loved?« Eller tragisk morsomme indfald som »Why does she always have bruises? / They’d be much happier apart / The fact is you’ve always been clumsy / Be it with tables at your work or with my heart.« Disse er dog på denne plade blevet gevaldigt nedtonet, samtidig med at man fuldstændigt savner de stilfærdigt smukke hymner, der tidligere var en væsentlig bestanddel i Arab Straps univers.

Alt i alt er der således tale om en middelmådig udgivelse, der til gengæld er indpakket i et ret så fantastisk cover, der mest af alt giver én lyst til at drikke en 12-14 øl og lede temmelig længe efter en bar med kvinder i tilsvarende outfits. Og det er jo sådan set en kvalitet i sig selv.

★★★½☆☆

Deltag i debat