Det ville være det letteste i verden bare at affeje Human and Kind som en fragmenteret b-sideopsamling til, hvad end eks-misbrugerne i det canadiske art-punkkollektiv Crack Cloud nu engang har gang i. Men britiske Folly Group, der er Human and Kinds egentlige ophavsmænd, virker på deres anden EP alligevel opsatte på at træde ud af dén postpunk-skygge, bands som netop Crack Cloud samt Squid og andre af deres landsmænd synes at have opstillet. En skygge, der samtidig lader til at være Folly Groups umiddelbart største forhindring på nuværende tidspunkt.
De gør det heller ikke lettere for dem selv – Folly Group, forstås – at undgå alle sammenligningerne med ligesindede grupper ved også at være i besiddelse af en trommeslager, der ligeledes håndterer vokaltjansen. Men i modsætning til Crack Clouds Zach Choy og Squids Ollie Judge nøjes Folly Groups Sean Harper i stedet med kun at være karikeret i nogle af sine leverancer, som han tidligere han gjort sig i på et nummer som den forrygende “Sand Fight”. Resten af tiden er han mere eller mindre arketypen på samtidens postpunkfrontmand, hvis monotone og livløse bidrag står i skærende kontrast til al nerven og rastløsheden i selve instrumentationen.
For Folly Group er både kreative, sjove og ikke mindst forholdsvist kompetente i deres håndværk – omend den kun fem numre lange EP ikke giver bandet lige så megen mulighed for at bevise dette postulat, som man måske kunne have håbet på. Åbneren, “Faint of Hearts”, giver ellers en meget fin tro på, at gruppens fundament er det helt rette til at opføre disse M.C. Escher’ske konstruktioner, som de unægteligt formår at dyrke undervejs. Det bliver aldrig for skævt for eventuelt uindviede, men synes hele tiden at blive holdt inden for kridtstregerne af de simplistiske guitarrifs, der ligger underneden eksempelvis Talking Heads-vokalarrangementerne i versene. Og med EP’ens bedste indslag, “I Raise You (The Price of Your Head)”, udforskes de mere dansable sider af postpunken, inden Folly Group trækker stikket og går over i en mere støjende outro til det chantende crescendo i form af nummerets titel. Herefter følges der desuden op af den lige så rytmisk pulserende “Paying the Price”, der må fremprovokere et solidt nostalgisk kick for alle os, der skejede ud til “Me and Guiliani Down by the School Yard (A True Story)” i midt-00’erne.
Imidlertid har briterne valgt at lægge deres mest udfordrende øjeblikke til slut på skiven. Først er det de insisterende trommerytmer på “The Tooth of February”, der pludselig udskiftes med en længere ambient passage tilsat klagende spoken word á la Gilla Band. Og slutteligt serverer titelnummeret dybt forvrænget percussion over synthflader – ikke helt ulig Animal Collectives soniske tapeter i Centipede Hz/ODDSAC-perioden – dog tilsat knap så vellykkede vokalharmonier.
Der mangler dog stadigvæk lige dét ekstra for at gøre selve lytteoplevelsen helt sin egen. Derfor bliver Folly Group også deres egen værste fjende på Human and Kind, som for nu drukner i ekkoet fra utallige andre bands, der også lyder på nogenlunde samme facon, men trods alt giver forhåbninger om, at bandet kan udvikle sig mod noget endnu mere autentisk og endnu mere outreret længere ude i fremtiden.
