Plader

Xiu Xiu: Fabulous Muscles

Som absurd teater byder Xiu Xiu på avantgardepop med nogle mørke, forvredne fortællinger, som du ikke har lyst til at høre. Men samtidigt kan du ikke lade være med at lytte. godt er det!

Du bydes velkommen indenfor i mørket. Vær så venlig at finde et rødt veloursæde, som du mener, at du kan finde dig tilpas i. For hvad der skal til at udfolde sig foran dig, er alt andet end behageligt… og dog. Det kommer an på, hvad du finder behageligt. Hvis din kop te er vrangforestillinger, grader af sindsyge og skæve elementer af absurditet, er du kommet til det helt rette sted; hvis ikke, vil du sandsynligvis føle dig midlertidigt tvangsindlagt på et sindsygehospital. Lad tæppet hæves, lad de absurde begivenheder udspille sig, lad fascinationen begynde.

Ovenstående omstændigheder er ikke svære at forestille sig, når Xiu Xius (udtales ’shu shu’) seneste afkast, Fabulous Muscles, spilles højtlydt på dit anlæg. At sætte sig ind i Fabulous Muscles er som en lang, mørk og snørklet vej gennem et vanvittigt sind fyldt med stærke følelsesflashes og komplekse lidelsesforhold. Det er kryptisk og udfordrende, men belønningen ligger i fascinationen… hvis du altså kan finde den i sådan en skæv, forvredet verden.

Jamie Stewart og co. er svære at forstå, for det er aldrig til at vide, hvornår der bruges ironi, sarkasme eller andre snørklede metoder. Det er som at have to forskellige signaler sendt til hjernen, ét fra hvert øjeæble: Det ene øjeblik er perspektivet skarpt og forståeligt, og det næste er alting vendt på hovedet med et sløret smil. Alle signaler og budskaber er dobbelttydige.

Tag blot coveret, som egentlig fint understreger disse mange lag. Jamie Stewart ligner uskyldigheden selv, som han gnider sin kind mod en kattekilling. Dette er det rene ideal på den ene side. På den anden side gemmer sig den mørke sandhed, der er livets frygtelige realiteter, som Stewart ser dem og udpensler i sine tekster, der går lige på og hårdt med ubehagelige detaljer, som overskyller den førnævnte renhed med blod og sæd. Intet mindre kan gøre det. Du er nødt til at få at vide, hvordan en deform pik sprøjter på knuste nakkepartier. De mildere øjeblikke er, hvor billedsproget bliver abstrakt, og dette er lytterens åndehul, men du ved, at Stewart påny vil vende sit grumme ansigt mod dig og udgyde flere forfærdelige sandheder. Sådan fungerer hans musik. Og du er vidne til alt sammen.

Via den sadistiske leg har Xiu Xiu fundet frem til at skabe deres nemmest tilgængelige plade – uden at nogle kunstneriske dyder er gået tabt. Coveret modstilling af nuttet og skræmmende udgør samlet den bedste repræsentation af bandets styrker. Du synker ned i psykologiske dybder, hvor kontrollen ikke er din egen længere, og den tilsatte musik er udgjort af utraditionelle strukturer, som samtidigt formår at være forholdsvis nemme at lytte til. Det er forvreden avantgarde-pop, som dog aldrig vil være musik for folk med dårligt hjerte.

Indgangen til det forskruede sind går via “Crank Heart”, som åbner med sære Nintendo-lydende keyboards og et overstyret sammensurium af trommer, bas, svært genkendelige lyde og Stewarts tryglende, hysteriske vokal. Vi befinder os i typisk Xiu Xiu-territorium, men den ene undtagelse er, at sangen nærmest er catchy.

Titelsangen på Fabulous Muscles er et af Xiu Xius mest nedbarberede stunder med akustisk guitar og Stewarts dirrende, ustabilt klynkende vokal, der nærmest bedende synger »break my face in / It was the kindest touch you ever gave« – og i omkvædet: »Cremate me after you cum on my lips / Honey boy, place my ashes in a vase / Beneath your workout bench.« Var det ikke for den skrøbelige stemning, som den akustiske guitar og Stewarts stemmebånd giver, ville ordene være latterlige og onde, men sammensat er udtrykket egentlig ganske ømt – noget der givet et nøk til den ubehagelige fornemmelse.

De mange sære lyde, der dukker op hist og her i de forskellige sange passer rigtig godt til de mørke emner. I “Brian the Vampire” kan man inde bag de kaotiske beats og bippende lyde lige ane Stewarts sammentrykte råb efter et voldtægtsoffer, og i “Nieces Pieces” fremstammer han sin usammenhængende besked til sin niece bag hvad, der nærmest lyder som tågehorn: »I can’t wait till you realize the family you’ve been born into.«

Et sted under de varslende og stødende mol-klange fra en overstyret guitar og synthesizer-rystelser i det afsluttende nummer “Mike” hvisker Stewart kraftesløst: »Dad, what was Nigel supposed to do with your body? / A life I will never understand / Whose false teeth were gently pushed back into your mouth / What am I supposed to do with this?« Det er et godt spørgsmål; et spørgsmål, man som lytter ligeledes kan stille: Hvad skal jeg stille op med sådan en privat indrømmelse?

Dette er postyret ved Xiu Xiu: Bandets sangkorpus (såvel verbalt som sonisk) er så fortættet personligt, men mediet, som de mange fortællinger er lagt på, er en offentlig tilgængelig sag. Så når du nu sidder godt trykket nede i dit røde veloursæde, så sidder du garanteret med spidse ører og øjne på stilke og betragter livsudfoldelser mere fascinerende og mere tragiske end dine egen. Og de ved deroppe, at du kigger og lytter, men de er ligeglade! Det er jo trods alt dem, der har indbudt dig til at sniglytte. Det hele bliver absurd, men for fanden, hvor er det dog også fascinerende.

★★★★★☆

Lyt til “Clowne Towne”:
[audio:http://www.5rc.com/audio/Clowne%20Towne.mp3]

Deltag i debat