Navnet ‘Una Skott’ siger dig måske ikke meget, men jeg tør næsten garantere, at du har hørt hende før. Hvad enten det har været lyden af hendes luftige fransksprogede vokal med disco-gruppen Télé Rouge, eller som liveguitarist for artister som Fallulah, Mathilde Falch og Martin Hall. Derfor var det længe ventet, da sidste års single “Golden Land” gav en forsmag på Skotts debutalbum som soloartist: Spacepop Exotique. Der blev lagt i ilden til en plade, der lyder som intet andet på den danske musikscene lige nu, med den ene fod i verdensmusikken og en anden i retro-poppen, tilsat et gran stor kærlighed for det franske sprog.
Selvsamme nummer åbner albummet in medias res. Vi kastes hovedkulds ud et sted mellem et brasiliansk karneval og en drumline-parade. Vi bliver derefter ledt over i en blanding af afrobeat og synthpop, fuldendt med ska-guitarer, ghanesiske dun-dun-trommer og en særdeles iørefaldende melodi. “Golden Land” virker som en missionserklæring for albummet. En hyldest til nogle af Una Skotts vigtigste inspirationskilder: fransk indiepop, den analoge synthesizer og traditionel, vestafrikansk musik. Formålet med Spacepop Exotique er at fremvise en retrofuturistisk parallelverden, som man kan forestille sig beboet af multikulturelle rumkolonister, der spiller fremadskuende popmusik, men samtidig har en fast forbindelse til de jordiske traditioner. Albummets world building, konstruktionen af denne parallelverden gennem instrumentering, sangskrivning, produktion osv., er for mig det mest interessante ved projektet. Det er dét, der giver mig lyst til at vende tilbage til albummet, udforske dets små historier og lade mig overraske.
Nummeret “Divinity” lader et pentatont riff på den ghanesiske kologo glide over i vekslende passager mellem fast pumpende synthpop og legende afrobeat. Albummets klare højdepunkt, “Je Suis Desolé”, har en forfriskende dynamisk opbygning mellem nedskalerede vers og bombastiske omkvæd, samt en modulation i rigtig Grand Prix-forstand, som efterlod mig med verdens største smil på mine læber, første gang jeg hørte det. Effektfulde drone-korstemmer, vocoder og utroligt velproducerede analoge synths giver samtidig plads til endnu en gang at sætte de vestafrikanske trommer frem i rampelyset.
En væsentlig del af den legende world building er Una Skotts og producer Christian Ki’s lyddesign. Med blandingen af klassiske synthesizers, trommemaskiner og analoge instrumenter er der klare paralleller til franske poplegender som Air og Charlotte Gainsbourg, samt en kærlig hilsen til electronica-pioneren Jean-Michael Jarre. Skotts evner som guitarist skinner også tydeligt igennem. Både rent teknisk som guitarsoloerne på “Golden Land” og “Divinity”, men primært via guitarens plads i det overordnede soundscape. Brugen af effektpedaler er eksplicit, men smagfuld, og er en af de bærende søjler til det spacy og psykediske retro-univers.
Der er tydeligvis sans for detaljen i produktionen, som dog til tider bliver en smule overkomprimeret. Mest mærkbart på den langsommere, post-punkede ballade “Les Rayons Du Soleil”, hvis store klimaks mister pusten af, at produktionen ikke tillader den dynamiske frihøjde, sangen kræver. Den komprimerede produktion kan være utroligt virkningsfuld, særligt på den shoegaze-inspirerede “Caravan Lovers”, hvor man som lytter suges ind i et farvestrålende afro-spacepop ormehul. Og pladen har ganske vist åndehuller – for eksempel den strengebårede “La Rue”, der i øvrigt skiller sig ud ved først og fremmest at orientere sig mod den vestafrikanske folkemusik, snarere end electro-poppen. Men jeg savner flere af den slags ophold internt i kompositionerne, hvor lydstyrken, pulsen og intensiteten får lov til at falde, for dermed at forære de højenergiske øjeblikke endnu større virkning.
I lyset af manglen på pustehuller er det derfor et interessant valg at lade et album, der er fyldt til randen med energi og danselyst, slutte af med to lavmælte og melankolske instrumentalnumre. Og selvom der er en fin cirkelslutning i at genbruge guitartemaet fra starten i slutnummeret “L’horizon Au Zénith”, efterlader denne todelte afslutning desværre lytteren med en noget flad fornemmelse. Man sidder ikke tilbage med pladens farverige og energiske electropop, men i stedet med en noget mere dyster stemning, som jeg ikke mener er repræsentativ for albummet generelt.
Slutningen savner også mere af Una Skotts vidunderligt umiddelbare og upolerede vokal. Hun fungerer som fortælleren eller hovedkarakteren i denne fantasiverden, med tekster om kærlighed, tilgivelse og frihed. Sangene indeholder en stor grad af optimisme om en bedre verden, på trods af referencer til krig, bomber og pistoler. Der er noget naivt og drømmende over hendes stemme. Den er diskret, luftig og sangstilen har en futuristisk, men samtidig tidløs karakter, som har at gøre med en kropsløs stemme, der elegant svæver over de psykedeliske synth- og guitarflader. Una Skotts vokal bliver en tiltrængt optimistisk tilstedeværelse i vores tids usikre verdensorden. Det er særligt effektfuldt i kombination med det franske sprog, som blandes med engelsk undervejs. Skott har ingen påtaget overkompensation for sin manglende indfødthed i den engelske udtale. Udtalen er artikuleret, uprætentiøs og, i kombination med det franske sprog, dragende europæisk.
Spacepop Exotique er – ligesom et hvert andet stykke godt science fiction – en præsentation og udforskning af et ‘hvad-nu-hvis’-scenarie. I dette tilfælde en retrofuturistisk parallelverden, der ligger et sted mellem Vesteuropa og Vestafrika. Derfor er det desto mere ærgerligt, at denne world building ikke føres helt til dørs.
De klart mest succesfulde øjeblikke på pladen er de, hvor synthpoppen møder de vestafrikanske rytmer i et ligeværdigt sammenspil, og hvor begge fronter bliver afgørende. Det lykkedes Skott med på “Divinity”, hvor vokalen blander pentatonisk melodik med mere vestlige fraseringer, samtidig med en instrumentering, der naturligt blander de to verdener. Men de afrikanske elementer er i langt de fleste tilfælde blot et eksotisk element i den vesteuropæiske spacepop. Som et krydderi, der dog ultimativt underlægges relativt konventionelle former for vestlig popmusik. Og mange af sangene udelader helt denne kulturelle udveksling, for i stedet at holde sig solidt indenfor den europæiske banehalvdel. Spacepop Exotique bliver mindre en kosmopolitisk utopi og mere kolonialistisk: en fremvisning af eksotiske elementer indenfor en tryg, vestlig elektropopramme, desuden fremført på de to store afrikanske koloniherresprog, engelsk og fransk.
Una Skott har tydeligvis en dyb forståelse for de genrer, hun operer indenfor. Derfor håber jeg, at Spacepop Exotique kun er en forsmag på en yderligere udforskning af disse kontrasterende, men meget komplementerende, genreverdener. For der er et absurd højt potentiale i projektet, og jeg ser frem til en efterfølger til albummet, der i – forhåbentligt endnu højere grad – får viklet den fransksprogede indiepop og de energiske afrobeats ind i hinanden.
