Plader

Lasse Vestergaard: Tracks

Skrevet af Søren McGuire

Tracks er et modent og flot udspil fra den forholdsvis unge Lasse Vestergaard, som tydeligvis har læst på lektien hjemmefra.

Sidste år dukkede Lasse Vestergaard op med debutpladen Songs from the Bitter Moon (and Other Stories to Tell) under armen. Efter en tid i et poprock-orkester, der aldrig rigtig blev til noget, havde Lasse Vestergaard fået behov for at skrive sine egne sange. Sammen med en voksende fascination af inspirationer som Bob Dylan og Neil Young, søgte Lasse Vestergaard mod den amerikanske folkmusik – en rejse der for alvor bærer frugt på Lasse Vestergaards store satsning, Tracks. Et modigt og modent udspil fra en ung mand midt i tyverne, men ikke desto mindre et udspil, der fastslår, at Lasse Vestergaard bestemt har evnerne, hvad angår musik og tekst.

Tracks er klassisk singer/songwriter-folk uden de store svinkeærinder. Det er ikke alternativt eller grænsesøgende, men derimod autentisk og ærligt. Folk-musikken er en genre, der uden tvivl må være svær at begå sig i for Lasse Vestergaard, netop fordi han med sine sange sigter i samme retning som genrens højt respekterede midaldrende koryfæer. Men Lasse Vestergaard klarer opgaven med braveur og beviser, at man absolut ikke behøver at have hverken et årelangt forbrug af vindblæst livserfaring i bagagen for at kunne levere et klassisk singer/songwriter, der både er rørende og vedkommende.

Pladens største force er de modne sange, der er bedst, når Lasse Vestergaard og det velspillende backingband The Red Light People bruger løs af dobro-guitar. Det sker blandt andet i den fængende “It’s Yours to Give”, den gribende “About a Broken Heart” og ikke mindst i den festlige country-rag “As Pretty as Last Night”, der ville have passet perfekt ind på Bob Dylans oversete Nashville Skyline. En plade, der efter alt at dømme også har virket som en ledestjerne for Lasse Vestergaard i sangskrivningsprocessen.

Skal man pege på ting, som Lasse Vestergaard måske kunne have gjort anderledes, må det i så fald være produktionen. Den er lidt for pæn i kanten og savner lidt vildskab, hvilket et stykke hen ad vejen også gør sig gældende for Lasse Vestergaard selv. Han er bedst, når han tør give slip på sig selv, og selv om de afdæmpede folkballader bestemt er nærværende og vidner om, at der er lagt store portioner følelser bag sangene, er Lasse Vestergaard mere interessant, når han lader The Red Light People og dobroen føre ham ud i den utøjlede folk, hvor alder og herkomst er uden betydning; dér hvor det kun er sangen, der tæller.

Lasse Vestergaard har læst på lektien i den Store Bog om Folk, og det er en portion flotte sange, han leverer på Tracks. Han ved, hvor han vil hen, og hvordan han skal komme dertil, og tilbage er kun at håbe, at han ikke har tænkt sig at lade hverken mangel på flere års erfaring eller publikums generelle forskrækkelse over for traditionsbundet sangskrivning forhindre ham i at fortsætte sin rejse ud i denne fornemme sangskrivning.

★★★★½☆

Deltag i debat