Plader

Rufus Wainwright: Poses

Skrevet af Mikkel Mortensen

På sit andet album folder en af de allerbedste singer/songwritere sit talent længere ud end tidligere – tænk, hvor godt det kan blive på den næste plade…

Da Rufus Wainwright var en uge gammel, skrev hans far, folk-sangeren Loudon Wainwright III, sangen “Rufus Is a Tit Man”, der beskrev faderens jalousi omkring den megen tid, Rufus fik lov til at bruge sammen med moderens bryster. Titlen på sangen kom dog ikke til at passe. Forstået på den måde, at Rufus Wainwright på ingen måde er en “tit man” – han er nemlig homoseksuel, men det kan jo egentlig være ligegyldigt, da det ikke er noget, man mærker specielt meget til i hans tekstunivers.

Rufus Wainwrights homoseksualitet er dog en af flere grunde til, at man sagtens kan sammenligne ham med Elton John. De er begge sangere og sangskrivere. De har begge klaveret som bærende instrument. De laver begge noget, der tilnærmelsesvis kan kaldes pop, og så er de som bekendt begge homoseksuelle. Faktisk medvirkede Rufus på Elton Johns seneste album, Songs From the West Coast. Forskellen mellem de to er dog – ud over alderen, og at Rufus ikke er tilnærmelsesvis så berømt og ikke har solgt nær så mange plader – at Rufus på ingen måde lefler for nogen. Han lyder som sig selv og laver meget egenartet musik, der ikke lyder som nogen andre på nutidens musikscene – ikke engang Sir Elton.

Rufus Wainwright udsendte sit eponyme debutalbum i 1998, og det viste en ung sanger og sangskriver med et stort potentiale, men det var også tydeligt, at han slet ikke havde foldet sig ud endnu – det forsøger han så på sit nye album, Poses. Allerede fra første nummer, det musical-agtige “Cigarettes and Chocolate Milk”, fornemmer man, at der er noget rigtig godt i vente, og det holder også stik. Sange som “In a Graveyard”, “One Man Guy” (en coverversion af én af farmands sange) og titelnummeret er vidunderligt skrøbelige og smukke, og deres modpoler, de super-charmerende “Rebel Prince”, hvor han pludselig begynder at synge på fransk, og førnævnte “Cigarettes and Chocolate Milk” demonstrerer på bedste vis Rufus’ sangskrivningsmæssige spændvidde.

Ikke alt på Poses er dog lige vellykket. I “Greek Song forsøger Wainwright, som titlen antyder, på at drage lidt græsk musik ind i lydbilledet, og det falder ikke heldigt ud. Derudover trænger sangen også seriøst til et bedre melodimateriale. Heldigvis er der på Poses også musikalske eksperimenter, der lykkes – f.eks. er “Shadows” et meget funky og samtidig smukt nummer produceret af Alex Gifford fra Propellerheads.

Det, der gør Rufus Wainwright rigtig god er, at han både evner at skrive de tindrende melankolske sange, og de mere opløftende og morsomme sange. Denne alsidighed gør, at jeg foretrækker ham frem for så mange andre singer/songwritere, der kun kan være enten seriøse eller sjove. Rufus kan det hele, og derfor er han også én af de bedste, og man kan kun håbe på, at han i fremtiden får mulighed for at rendyrke sit talent helt, og så vil han ganske givet folde sig endnu mere ud, end han har gjort på dette album.

★★★★☆☆

Deltag i debat