Plader

The Arcade Fire: Funeral

The Arcade Fires debut formår på forunderlig vis at sammensætte en lyrisk symbiose af smerte, tab, opvækst og kærlighed, der flettes ind i nogle fyldige musikalske kompositioner, som tilsammen rammer lige i ørnens øje.

Der er ikke stille som i kirken, og der ringes ikke ind til den sidste rejse, hvor luften er tyk af fortvivlelse, sorg og vemod. Tværtimod er der masser af liv at spore hos The Arcade Fire, som ganske vist ikke lægger skjul på, at visse familiemedlemmers død har bidraget til titlen på debutalbummet. Men til gengæld hylder de livet og den kærlighed, som altid lever videre trods adskillelsen og døden.

“Begravelsesceremonien” er komponeret med et fingerspids melankoli tilsat store mængder af håb, fortællelyst og varme, som drager lytteren ind i The Arcade Fires komplekse og meget afvekslende lydunivers, der til tider er præget af det lidt bizarre og støjende og andre gange det afvekslende og intime.

De forførende og imponerende midler er mangfoldige. Hele ni strygere og en trommeslager støtter de seks faste medlemmer i The Arcade Fire, der bygger deres numre op omkring en standardskabelon af guitar, bas og trommer – godt krydret med orgel, banjo, harpe, xylofon, synths og så de mange violiner. Det skaber et musisk rum, som vender og drejer sig. Der er forvrængede vokaler, guitareksplosioner og et vekslende klaverspil, der enten banker tangenterne ud af bunden eller tyst lister tonerne frem. Instrumenteringen er fyldig og produktionen tætpakket.

Ægteparret Win Butler og Régine Chassagne har skrevet alle numre, der bl.a. omfatter små fortællinger om nabolag, hvor fantasien, mareridt og obskure oplevelser blandes ind i virkelighedens verden, hvilket åbneren Neighborhood #1 (Tunnels) er et godt eksempel på. Nummeret er som en smuk og sart blomst, der langsomt åbner sig og folder sine energiske vinger ud i et sandt orgie af guitarer, piano og trommer, der langsomt vokser bag Butlers højt pitchede stemme, som tragisk messer: “And if my parents are crying then I’ll dig a tunnel from my window to yours / You climb out the chimney and meet me in the middle.” En sang om lysten til at flygte fra barn/voksen-problematikken og bygge en fremtid sammen, selv om fremtiden knap kan anes gennem pubertetens hornhinder.

Den mere rockorienterede Neighborhood #2 (Laika) samler sig igen om det familiære, men mere om det sorte får, de hurdler man skal bekæmpe, og de små desperationer man slås med, når der er oprør i familien. “Our mother shoulda just named you Laika! It’s for your own good, it’s for the neighborhood! When daddy comes home you always start a fight, so the neighborhood can dance in the police disco lights.” (Laika var i øvrigt det første dyr, der i 1957 blev sendt ud i rummet…)

Familien, nabolaget og det hjemlige er store temaer på pladen, der trækker lange skygger i de fransk-engelske numre Une Année sans lumiére, der samler trådene fra Win Butlers Montreal, og Haïti, der går tilbage til 60’erne, hvor Régine Chassagnes forældre havde rødder. De to numre beskriver hver især oprøret og illustrerer længslen efter barndommen, de faste rammer og blodets bånd. Førstnævnte på sin egen afdæmpede og poppede facon der dog sprænger i luften og ender i en energisk finale med en nærmest råbende Butler og forvrænget guitar. Haïti begynder med bølgebrus og fløjtespil, der henleder tankerne til Caribien, men tonerne overdøves af en nærmest søvnig Hope Sandoval-lignende vokal, der klinger ud til tonerne af klokkespil, synth og guitar.

I kærestebrevet Crown of Love crooner Butler sig gennem et hav af følelser og tilbeder sin store kærlighed. Hjertet er blottet og banker løs, illustreret af en bastant tromme og fint pakket ind af strygere der omsvøber hele herligheden som et soundtrack til en hvilkensomhelst love story. The Arcade Fires lydunivers klæber sig til hjernecellerne. Det er omtrent lige så dragende som nilfisken, der har fået øje på nullermanden.

Wake Up rockes i gang af et kor, harpe og stryger, der spinder og smyger sig omkring beskidt elektrisk guitar, der hårdt pumper en insisterende og enkelt akkord, som baner vejen for Win Butler, der nok en gang gør op med barndommen. “If the children don’t grow up, our bodies get bigger but our hearts get torn up / We’re just a million little gods causin’ rain storms turnin’ every good thing to rust / I guess we’ll just have to adjust.” En kamæleon af et nummer med masser af korsang og pludselige temposkift, der det ene øjeblik er gedigen rock og det andet mest af alt minder om post-rock.

Rebellion driver tankerne hen mod Roxy Music, der hypnotiserer med sit drive og pågående beat. Vokalen ligger også lige i baghjulet på Bryan Ferry.
Win Butlers vokal skal fremhæves, for det kantede, afvekslende og forpinte udtryk, han lægger i mange af sangene, lyder ganske enkelt fremragende til den lige så kantede og varierede musik.

The Arcade Fire er overbevisende og næsten skræmmende voksne på deres præludium, der oser af overskud og visioner. Der er saft og kraft i sangene, der fortælles med stilsikker lyrik, der både er underfundig og jordbunden, emotionel og rammende for de fleste. Det er en fyldig sag at komme ind på livet af, men man belønnes for hver gennemlytning. En mesterlig debut.

★★★★★½

Deltag i debat