Plader

The Plastic Constellations: Mazatlan

Ung energisk rock med kant, skingre omkvæd og rigeligt med guitar. Der er masser talent at spore hos kvartetten, der leger lige så meget med musikken, som musikken leger med lytteren.

Musik kan være som et brød. Jo mere det hæver og vokser, desto bedre bliver resultatet i den sidste ende. The Plastic Constellations har slået deres brød Mazalan op, og det er en plade, der hæver og vokser med voldsom kraft. Det er et ungt kollektiv, der står i bageriet, hvilket sagtens kan høres på numrenes friske tempo og legesyge kompositioner. Samtidig er det også et team, der virkelig slår på ’sammen er vi bedst’-konceptet. Således synger alle fire medlemmer med på numrene. Ingen glorificering eller heltestatus. Ingen nævnt – ingen glemt.
Ikke så mange dikkedarer eller forsøg på at servere tingene, så de bliver mere spiselige.

Der åbnes med fælles korsang i We Came to Play, der i dets indhold er et bevis på det sprøde og friske koncept, som ligger til grund for Mazalan. “We came to play / It’s what we do,” lyder omkvædet, og de gør det forbandet godt!
Sammen med et heftigt og kvikt riff blandes lige dele forvirring og sammenspil, som flår lytteren tilbage i sædet. Men grebet løsnes igen, og den voldsomme strøm af energi toner sig selv ned i et særdeles iørefaldende rocknummer.

Allerede hér ved man, at det er en speciel lytteoplevelse, der venter. The Plastic Constellations fyrer den af med omtanke. De er dygtige musikere, der i høj grad bygger musikken op omkring guitarkompositioner, der fylder og støjer, samtidig med at de tildeler små finesser og kantede akkorder. Men der hverken spilles for galleriet eller lefles for noget som helst, og bandet kammer aldrig over i det blærerøvsagtige, men rammer derimod de kreative sammensætninger af guitar, bas og tromme lige i øjet.
Evil Groove fortsætter i samme stil, og tempoet bølger frem og tilbage i et fremragende nummer, der lige inden finalen tones ned for så at bryde i gennem lydmuren. Det onde groove lyder fremragende!

De 11 sange, som udgør Mazatlan, er alle godt og vel tre minutters godbidder med hurtigt guitarspil, halvvrede skingre vokaler og små overraskende eksplosioner, der lige så overraskende kan gå over i iørefaldende og næsten P3-venlige omkvæd som f.eks. Davico, der er skåret over ovenstående koncept med dets tema om menneskelige kompleksiteter: “And stop fearing the worst (and start expecting the best)” efterfølges af “œI got some issues I blocked out with the bottle.”

Den røde tråd holdes gennem numrene, og til trods for det hiphop-agtige vokalarbejde – som Movement Momentum og Vicious Devotion bærer præg af, hvilket ikke fungerer optimalt, når flere råber i munden på hinanden – er det sammenkoblingen af punkenergien, det legende og de små fine finesser, der udgør Mazatlan.

Et rent pletskud er No Complaints, der ikke er tildelt helt samme rå og energiske guitar, men til gengæld bygges roligt op med trommebeat og piano, der dog går fra fundamentet over i en tyst støjende instrumentalfinale. Det er det mest ligefremme nummer på en plade, hvis dynamik ellers kræver en indsats af lytteren. The Plastic Constellations efterlader en fornemmelse af, at det hele er en stor leg, og at de hygger sig godt med det hele. Musikken flyder i kaskader ud af deres instrumenter, og numrene er sprængfyldte med legesyge elementer og kompositioner.

Overordnet set er det en rigtig god og til tider også ganske original plade, de fire ungersvende har sat i omløb. Det er ikke særlig svært at lyde som et vredt punkband med store tatoveringer og fedtet hår med en hær af inspirationskilder lige i røven. Måske ligger det svære i at undgå at komme til at lyde som ’forfædrene.’ The Plastic Constellations lyder heldigvis som sig selv takket være deres nysgerrige og legesyge tilgang til musikken, samtidig med at de tør vove pelsen og blande flere genrer sammen. Det stinker af succes, og efter flere gennemlytninger kan man kun forestille sig, at det må være en oplevelse at se dem live, for The Plastic Constellations er sprængfyldt med saft og kraft.

★★★★½☆

Leave a Reply