Plader

My Beloved: On Happiness Hill

Skrevet af Marco Krockert

Københavnske MyBeloved benævner sig selv post-goth, og selv om man skal tage det med et gran salt, er det en sammenblanding, der fungerer fortrinligt, hvis man tager den for, hvad den er: hypnotisk instrumental triprock spillet med religiøs ihærdighed.

Postrock er mere end bare rock uden vokal; den er paradoksalt nok ofte tættere på poesiens og kunstens væsen end den tekstledsagede ditto. Her gives der stemmer til noget andet end det menneskelige subjekt, der virker småt i forhold til en ærefrygtig dyrkelse af det mægtige sublime, naturens og civilisationens store skygger, der ikke så let kan rummes inden for sprogets rammer, men gerne giver sig til kende i musikken. Det er en menneskefremmed verden, og derfor er den fascinerende.

Således også med My Beloved, hvis monolitiske uvæsen er en velsmurt sonisk billedmaskine, der afspejler himlens, afgrundens og årtusindernes historie. Eller sagt mere konventionelt: Der er sjæl i musikken. Bandet kalder selv sin stil for post-goth, og det er da også en rammende betegnelse. På den anden side har der altid været et vist fællesskab mellem de to genrer i den fælles kærlighed til monotoniens hypnose og det store rum, og om man kalder det det ene eller det andet er vel egentlig også ret ubetydeligt.

Men når man går ind til denne plade, er man nok mere eller mindre nødt til at lægge alle forventninger om overskuelige former og dertil relaterede variationsmomenter på hylden. Den fungerer nemlig primært som een langstrakt trancetilstand med små fine nuancer og lejlighedsvise kvantespring undervejs. Og dér leverer bandet altså varen. Samspillet er et studie i veludført dynamik fra alle medlemmer og er smedet fantastisk godt sammen. Tangenterne er også et lækkert touch og guitarens kontinuerlige feedback-udladninger suverænt følte.

Alligevel ville en større bredde i udtrykket ikke skade. Det er klart, at der bygges på en tradition, og den kunne My Beloved overfladisk set godt afvige mere fra. Når alt kommer til alt er det ikke specielt originalt og nok ledt mere af instinkt, end hvad godt er. Musikken kalder derudover naturligt på en indre visualisering, men ofte føler man, at kompositionerne tilsvarende bliver en smule golde og virkningsløse uden det billedlige supplement. Om det er en egentlig svaghed, er jeg ikke så sikker på, og i hvert fald bør man som lytter være indstillet på at være aktiv deltager i processen. Som blot og bart lydtæppe ville det meste nok hurtigt gå tabt, for der er langt til de iørefaldende gengangere, vi sædvanligvis bebyrder vores åndsliv med.

Det er nemlig heller ikke en plade, der på sædvanlig vis aflejrer sig i korttidshukommelsen, dertil er der for lidt egentligt melodistof; der er ikke mange tematiske holdepunkter eller gennemgående riffs. Men heller ikke dét behøver at trække ned, for det er og bliver en interessant rejse, så længe den står på. Som en alternativ No Stress er den som skabt til reflekterende, introspektive lyttestunder i behagelige kropspositioner, og så behøver man vel egentlig ikke forlange så meget mere.

My Beloved fortjener både respekt og lyttere for dette mørke vovestykke, der nok til dels bygger på gamle toner, men alligevel er forbavsende godt koblet til den mentale underverden. Og så er hele molevitten indspillet på fire dage; det er da bare for vildt.

★★★★☆☆

Deltag i debat