Plader

Ariel Pink’s Haunted Graffiti 5: House Arrest

Skrevet af Lars Simonsen

Denne genudgivelse fra undergrundsfænomenet Ariel Pink blev vanen tro indspillet i hans soveværelse ved hjælp af en otte-spors-båndoptager. Resultatet er både mærkværdigt og tilmed ofte særdeles fængende. Alligevel kunne det være sjovt snart at opleve et rigtigt studiealbum fra amerikaneren.

Som en slags opvarmning til Ariel Pinks nye album, som udkommer senere i år, har Animal Collectives pladeselskab Paw Tracks valgt at genudgive denne samling sange, der alle blev indspillet fra oktober 2001 til juni 2002. Og ligesom det var tilfældet med The Doldrums fra 2004, er samtlige numre optaget hjemme hos Ariel Pink på en gammel otte-spors båndoptager.

Ifølge den skæve singer/songwriter selv er det dog mere af nød end af lyst, at han sidder i sit soveværelse med primitivt teknisk udstyr fremfor et rigtigt studio. I hvert fald udtalte han i et interview til LA Weekly i december sidste år, at folkene bag pladeselskabet ikke turde at tildele ham kostbar studietid af frygt for, at han ender med at lave et shit-album – noget, som ifølge Pink selv sagtens kunne ske.

Det kunne dog være særdeles interessant at finde ud af, hvordan de grumsede og skæve numre ville lyde efter en tur gennem mere moderne teknisk udstyr. For på trods af at numrene er undfanget under særdeles primitive forhold, er der en hel del fængende, alternative popperler blandt de 14 sange på House Arrest.

Der lægges stærkt ud med “Hardcore Pops Are Fun”, som er en hyldest til popmusik generelt: »Pop music is free / for you and me« og »Pop music is good / It sounds like it should.« Det fremgår tydeligt, at Ariel Pink drømmer sig tilbage til både munter og drømmende popmusik, som den lød i 70’erne og 80’erne, hvor han i øvrigt henter en stor del af sin inspiration.

Selv ynder den skæve troubadour at betegne sig selv som the king of bad vibes, men alligevel er det ikke triste eller melankolske sange, der dominerer albummet. Tværtimod er der undervejs rig mulighed for at nynne med vippe med højre fod. Der er i det hele taget noget mærkværdigt ved, at man som lytter bliver grebet af de sære og alligevel åbenlyse fængende popsange, samtidig med at lydbilledet er grumset og forvrænget. Og her er det værd at bemærke, at Ariel Pink selv frembringer samtlige trommelyde med sin mund!

“Interesting Results” er også en yderst veloplagt alternativ popperle, som fænger voldsomt fra første tone slås an. Stemningen er mere blød og afdæmpet, men stadig fængende i den efterfølgende “West Coast Calamities” med linjer som »I want a chick who puts up with my shit.«
Og så er kærlighedshymnen “Helen” med helium-vokal og en catchy melodi kombineret med passager af vrængende guitar et af pladens absolut stærkeste kort.

Selv om musikken på ingen måde kan karakteriseres som mainstream fremstår denne plade alligevel lettere tilgængelig og mere iørefaldende end The Doldrums – også selvom Ariel Pink fortsat bevæger sig ud på nogle støjende og temmelig rodede udflugter undervejs.

Det grumsede og primitive lydbillede, som albummet er indhyllet i, er utvivlsomt med til at give musikken et charmerende udtryk og et præg af originalitet. Alligevel kunne man efterhånden godt ønske sig, at Animal Collective vovede pelsen og gav Ariel Pink lov til at boltre sig i et rigtig studie. Det kunne der nemlig sagtens komme et yderst interessant album ud af.

★★★★☆☆

Lyt til “Helen”:
[audio:http://www.paw-tracks.com/arielpinkhelen.mp3]

1 kommentar

Deltag i debat