Plader

The Veils: Nux Vomica

Skrevet af Mads Jensen

Der er sket store forandringer i The Veils-frontmanden Finn Andrews’ liv, og det reflekterer han over på Nux Vomica, der er tætpakket med nærværende sange og tekster. Store temaer behandles med stor lyd og en stor vokal – og Nux Vomica har været ventetiden værd.

Et af kriterierne for et godt album må være, at det er helstøbt – altså at ingen sange falder igennem. Der er længere mellem den slags album, end man umiddelbart skulle tro, så det er en fornøjelse at sidde med et album, hvor man ikke fristes til at trykke sig videre til næste nummer på noget tidspunkt. Sådan er det med The Veils’ nye plade, Nux Vomica.

Albummet virker blandt andet helstøbt på den måde, at det er svært at fremhæve en enkelt sang. Ikke fordi de alle sammen flyder sammen i en ligegyldig masse, men fordi de alle er holdt i samme stil, uden at pladen bliver ensformig. Det er en præstation i sig selv. Efter et par gennemlytninger begynder den bølgende dynamik numrene imellem virkelig at arbejde sig ind under huden.

Albummets gennemgående tema både i teksterne og i melodierne er overgangen fra ung til voksen, fra tryghed til usikkerhed. Det er minder om barndommen, spørgsmål til hvad fremtiden vil bringe, spørgsmål om hvem man er. Det til tider decideret langsomme tempo og melodiernes mørke understøtter temaet ved at udtrykke det vemod, man føler, når man bevæger sig væk fra noget eller nogen, man holder af.

På tekstsiden er der eksistentielle spørgsmål, ofte henvendt til selveste manden på øverste etage, hvilket forstærker følelsen af en mand i konflikt med sig selv. Det er, som om frontmanden og sangskriveren Finn Andrews ikke helt ved, hvor han er på vej hen, og heller ikke hvor han vil hen. Ikke med pladen, men med sit liv. Det er det, der gør pladen interessant og nærværende.
Som relativt ung på vej mod voksen kender man til de dilemmaer, som man tvinges til at tage stilling til. Man forstår opgøret mellem mand og dreng, pige og kvinde. Det er en stor opgave at skulle definere sig selv som person og ikke længere blot være nogens barn. Dette opgør udkæmper Finn Andrews på Nux Vomica. Og han gør det samtidig på en for os andre interessant måde.

Finn Andrews er siden det sidste The Veils-album, Runaway Found fra 2004, flyttet fra London til New Zealand, han har skiftet hele bandet ud, og han er blevet ældre. Alt dette ligger til grund for hans overvejelser på pladen. Temaet er således ikke tilfældigt valgt, og netop derfor virker det så troværdigt.

Stilen på pladen er som nævnt eftertænksom og ikke lutter optimistisk. Musikken minder til tider meget om Nick Cave, men der er masser af referencer at spotte på pladen. F.eks. kan man høre en smule Strokes og 60’er-syrerock. Tom Waits og Leonard Cohen er heller ikke forkerte sammenligninger, om end The Veils overvejende er mere rockede end de to sidstnævnte herrer.

I de langsommere sange træder klaveret helt frem i lydbilledet og akkompagnerer på forrygende vis Finn Andrews’ fantastiske stemme. I disse sange er det måske mere nærliggende at drage Rufus Wainwright ind til sammenligning. Sammenligningerne og referencerne til trods er The Veils dog helt deres egne. Finn Andrews’ vokal passer perfekt til musikken: mørk, dyb og afslappet. Men når der er brug for det, er der et atomkraftværk af energi i den.

Albummet er et af den slags, der efterlader lytteren sulten efter mere. Man starter det forfra, når det er færdigt, for at være helt sikker på, man ikke gik glip af noget.

★★★★★☆

Deltag i debat