Plader

Panda Bear: Person Pitch

Skrevet af Martin Thimes

Brian Wilson bliver kun nævnt én gang i denne anmeldelse (ok, nu er det så to gange). Resten af sammenhængen med det aldrende pop-geni må du selv lytte dig til. Faktum er dog, at Panda Bear har skabt dette års første deciderede mesterværk. Og har gjort det med melodisk nysgerrighed som en grundsubstans, der er svær at overhøre.”Take a look at the new Brian Wilson of our generation, everybody.” Sådan lyder en af kommentarerne til en live-video med Panda Bear på Youtube. Og Animal Collective-medlemmet Noah Lennox, der alene står bag Panda Bear-udgivelserne, har vitterligt noget at have det i. For med en særegen evne til at konstant at lade grundsubstansen i sit værk, melodien, udvikles, har Panda Bear med sit tredje soloudspil begået det mesterværk, som hele tiden har ligget gemt et sted i sfæren omkring Animal Collective.

Det starter faktisk ganske blidt og velkendt ud. “Comfy in Nautica” optrådte første gang på en 7″-single udgivet sidste år, og dens brusende og fjernt håndklappende melodi springer stadig lige klart frem fra ekkotågerne. Den messende tone efterlader et andægtigt indtryk af en kunstner, der i løbet af pladens levetid har tænkt sig at tage dig med på en rejse til steder, hvor du end ikke havde håbet på at komme. Og på den måde lægger Panda Bear selv linjen til en plade i hvis selskab selv de mest ruskende forårsdage føles tropiske og sorgløst barnlige.

Og allerede herefter kommer den første virkelige overraskelse. Det sker i form af “Take Pills”, hvor Panda Bear langsomt og med småt skiftende samples bygger frem mod en pumpende og overraskende dansabel rytme. De første par gange virker skiftet mellem langstrakt tambourinakkompagneret ambience til den tungere bastante rytme noget brat, men efterhånden træder små brudstykker af den kommende rytme frem i hele opbygningen. Og åbner dermed for et helt nyt univers af små velkomne genkendeligheder.

Under den elegant fængende melodi befinder sig endnu et ny-åbnet univers i Panda Bear-regi, nemlig let forståelige tekster. Og sangens opfordring til at tage piller – hvilke det er er lidt svært at nå frem til – er faktisk nærmere en advarsel Panda Bear giver sig selv men også sin moder: »I dont want for us to take pills / Because we’re stronger / And we don’t need them,« lyder den afsluttende rundgang.

Ligesom pladens åbner er “Bros” også en tidligere udgivet sang. Men det gør det ikke værre at høre den i fuldlængdealbummets sammenhæng, for med sin åbne akustiske rytmik kunne sangen fint stamme fra Animal Collective-pladen Sung Tongs. Men i dette selskab giver Panda Bears skiftevis grædende sampling af en mandestemme og et leende barn samt den noget primitive hihat-programmering pludselig mere mening. For det nærmer sig det mantraagtige, når han lader børnene skrige under linjerne »I’m not trying to forget you / I just like to be alone / Come and give me the space I need / And you may and you may / And you may and you may and you may / Find that we’re alright.« Det er så forbandet elegant, at de lidt for mange samples, der hele tiden væves ud og ind af melodien og sangens rytmik helt bliver tilgivet.

“I’m Not”, der udkom på samme single som “Comfy in Nautica”, har en akustisk dubbet grundtone og viser samtidig, at de mange referencer til nyere minimaltechno a la Berlin i Person Pitch-coveret ikke er nogen tilfældighed. Og det er især her, at henvisningen til Markus Guentner bliver tydelige, til trods for at Guentner opererer i et vokalløst univers, og Panda Bear netop bruger sin lyse virkningsfulde stemme i opbygningen af de mange niveauer i musikken.

Vokalen er også omdrejningspunktet i den percussion-opbyggede “Good Girl”, hvor høje elektroniske frekvenser blander sig i det trevlede ekko af vokalsamples og skaber en stammelydende stemning med udfasede skrig og masser af melodiske krumspring, der faser ud og skifter – måske lidt for brat – retning over i et klaverbaseret stykke med et ganske banalt trommesample, der igen peger imod langt mere firkantede og dansable inspirationer. For til sidst at blive en vimsende og vuggende reggae-sag, hvor endnu en melodi træder frem. Ja, det er forbandet forvirrende, men samtidig evner Panda Bear hele tiden at holde et nogenlunde fast fokus hos lytteren via den altid nærværende vokal.

Det virkelige skifte i forhold til Panda Bears forrige plade, den lige så mesterlige, men noget mere afdæmpede Young Prayer, ligger i teksternes genkendelighed samt de elementer af Jane-projektet, som har fået lov til at blive lagret i hans små samplerinstrumenter. For det er sammenrendet af alle de gode enkeltdele, der til sammen giver en udgivelse, der – ud over at være umiddelbart tilgængelig for de, der ikke er melodiforskrækkede – har den evne, at hvert nyt lyt lader sig folde ud i en vifte af melodiske retninger, der før har virket gemt helt væk i lagene af ekko og reallyde. Person Pitch bliver svær at stikke. Det er – uden tøven – årets hidtil bedste udgivelse.

★★★★★★

Deltag i debat