Plader

No Age: Weirdo Rippers

Skrevet af Mads Jensen

Californiske No Ages debutalbum er en blandet fornøjelse, for det lyder som to vidt forskellige ep’er flettet sammen på usammenhængende vis, og det ødelægger helhedsindtrykket. De er bedst, når de blander punk med støjrock, men så er de til gengæld også rigtig gode.

Los Angeles-duoen No Age er en blanding af lofi-støj og punk. Dette er deres debutalbum, og det består af blandede numre fra tidligere ep-udgivelser. Det er en del af forklaringen på den til tider manglende sammenhæng numrene imellem. Nogle er melodisk punkede med nærmest Undertones-agtige melodier, mens andre er støjende og skramlede sager, der aldrig rigtig finder ud af, hvad de vil. Indimellem er man i tvivl, om der mon er en løs forbindelse et sted i anlægget. Det er selvfølgelig tilsigtet. Om det virker, er imidlertid noget ganske andet.

Introen tegner godt. Det begynder med, hvad der lyder som, støj fra passerende biler. Den suppleres med en distorted guitar, der langsomt tager over med nogle stenede riffs. Siden tilsættes vokal sammen med melodi. Melodien antyder, at her er tale om en punkudgivelse. Det samme gør vokalen, der lyder, som om den råbes mod mikrofonen på afstand – men der er for mange noiseelementer til, at man kan overse dem. Det giver lidt krydderi på, hvad der ellers havde været et trivielt punknummer.

“Boy Void” har også det skramlede udtryk over en punket base. Vokalen er virkelig punk her. Det er meget fandenivoldsk, men guitaren er stadig mere Sonic Youth end Sex Pistols. Længden er til gengæld 100 % punk, et minut og 46 sekunder er, hvad det kan snige sig op på. Det er et rigtigt godt nummer, der må kunne sætte gang i enhver fest.

Anderledes forholder tingene sig i “I Wanna Sleep”. Det dominerende element er her et mandekor i stil med det, man finder i baggrunden af Dr. Strangelove, når flyene er på vej ind over Sovjetunionen. Det er meget dystert og passer til musikken, der er drømmende i sin langsommelighed og mangel på variation. Det er et behageligt nummer, der stille og roligt bygger mere og mere op, uden at man lægger mærke til det. Om end nummeret har sin charme, virker det dog fejlplaceret lige ved siden af “Boy Void”.

Blandingen af støjrock og punk er bestemt tiltalende, og No Age kan også finde ud af at fremstille den. Det er bare kun cirka hvert andet nummer, der kan beskrives som sådan. De resterende numre er en slags mellemstykker, der får pulsen helt ned, inden man igen skal i mosh pitten et øjeblik, for så uden videre at blive sendt tilbage i chillout-loungen i et par minutter, hvor man kan slappe helt af og bevæge sig væk i et drømmeunivers. Men altså kun for en stund, inden man skal tilbage for at hoppe.

I sidste ende virker pladen altså ikke overbevisende. Den er for rodet, og nogle numre kommer aldrig i gang. Det er, som om punkens anarkistiske tilgang til musikindspilning har fået overtaget i lidt for høj grad til, at man som lytter kan få ordentligt overblik over albummet som helhed. Til gengæld er der flere af sangene, der på fornem vis kan stå alene.

★★★½☆☆

Deltag i debat