Plader

No Age: Weirdo Rippers

Skrevet af Mads Jensen

Californiske No Ages debutalbum er en blandet fornøjelse, for det lyder som to vidt forskellige ep’er flettet sammen på usammenhængende vis, og det ødelægger helhedsindtrykket. De er bedst, når de blander punk med støjrock, men så er de til gengæld også rigtig gode.

Los Angeles-duoen No Age er en blanding af lofi-støj og punk. Dette er deres debutalbum, og det består af blandede numre fra tidligere ep-udgivelser. Det er en del af forklaringen på den til tider manglende sammenhæng numrene imellem. Nogle er melodisk punkede med nærmest Undertones-agtige melodier, mens andre er støjende og skramlede sager, der aldrig rigtig finder ud af, hvad de vil. Indimellem er man i tvivl, om der mon er en løs forbindelse et sted i anlægget. Det er selvfølgelig tilsigtet. Om det virker, er imidlertid noget ganske andet.

Introen tegner godt. Det begynder med, hvad der lyder som, støj fra passerende biler. Den suppleres med en distorted guitar, der langsomt tager over med nogle stenede riffs. Siden tilsættes vokal sammen med melodi. Melodien antyder, at her er tale om en punkudgivelse. Det samme gør vokalen, der lyder, som om den råbes mod mikrofonen på afstand – men der er for mange noiseelementer til, at man kan overse dem. Det giver lidt krydderi på, hvad der ellers havde været et trivielt punknummer.

“Boy Void” har også det skramlede udtryk over en punket base. Vokalen er virkelig punk her. Det er meget fandenivoldsk, men guitaren er stadig mere Sonic Youth end Sex Pistols. Længden er til gengæld 100 % punk, et minut og 46 sekunder er, hvad det kan snige sig op på. Det er et rigtigt godt nummer, der må kunne sætte gang i enhver fest.

Anderledes forholder tingene sig i “I Wanna Sleep”. Det dominerende element er her et mandekor i stil med det, man finder i baggrunden af Dr. Strangelove, når flyene er på vej ind over Sovjetunionen. Det er meget dystert og passer til musikken, der er drømmende i sin langsommelighed og mangel på variation. Det er et behageligt nummer, der stille og roligt bygger mere og mere op, uden at man lægger mærke til det. Om end nummeret har sin charme, virker det dog fejlplaceret lige ved siden af “Boy Void”.

Blandingen af støjrock og punk er bestemt tiltalende, og No Age kan også finde ud af at fremstille den. Det er bare kun cirka hvert andet nummer, der kan beskrives som sådan. De resterende numre er en slags mellemstykker, der får pulsen helt ned, inden man igen skal i mosh pitten et øjeblik, for så uden videre at blive sendt tilbage i chillout-loungen i et par minutter, hvor man kan slappe helt af og bevæge sig væk i et drømmeunivers. Men altså kun for en stund, inden man skal tilbage for at hoppe.

I sidste ende virker pladen altså ikke overbevisende. Den er for rodet, og nogle numre kommer aldrig i gang. Det er, som om punkens anarkistiske tilgang til musikindspilning har fået overtaget i lidt for høj grad til, at man som lytter kan få ordentligt overblik over albummet som helhed. Til gengæld er der flere af sangene, der på fornem vis kan stå alene.

★★★½☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar