Plader

Yeasayer: All Hour Cymbals

Skrevet af Martin Thimes

Håndklap? Tjek. Vokalharmonier? Ja da. Tribaltrommer? Også i den grad. Altså en ny Animal Collective-plade? Nej. Derimod er Yeasayer en sofistikeret storby-destillering af støvede og snørklede melodier.

Yeasayer er noget så sexet som organisk popmusik med avantgardetendenser. Mere sexet, end plasticpop, sminkede rå punkbands og veltrænede rappere nogen sinde bliver. For gemt bag den legesyge facade af vellyd risler en strøm af innovative melodiforløb, der sammen med de fængende vokaler får genremure til at bryde sammen under de finurlige kolosser af popmusik.

Alle, der har hørt den seneste udgivelse fra Animal Collective, kender til den sangstruktur, som Yeasayer benytter sig af. Udsvævende og med små melodier flettet ind, hvor det nærmest ikke burde være muligt. Som i “Wait for the Summer”, der skramler sig frem med tre modsatrettede melodiforløb, hvor mellemøstlige strengeinstrumenter blander sig med en vuggende tung basmelodi og håndklap. Det er medrivende i en grad, der gør Animal Collectives mere konfronterende melodiøsitet til et direkte modstykke, selv om virkemidlerne i høj grad er de samme.

Et andet element i Yeasayers musik, der gør All Hour Cymbals til en overraskende langtidsholdbar oplevelse, er bandets evne til at pode udgivelsen med referencer til mere håndgribelige genrer. Det gør de f.eks. i “Wait for the Wintertime”, hvor tungt pulserende trommer og råbekor med dommedagsorgel som bagtæppe, leder tankerne i retning af Black Sabbath-riffs og måske især Black Mountains evne til at fortolke netop den form. For det er tungt som bare fanden, men som titlen antyder, er det et nummer beregnet til de lyse dage, der bare føles mørke. Det flerstemmige kor drukner melodien med hjælp fra blæsere, og den bastante brug af percussion løfter nummeret fra stenerbunden.

Netop percussionbrugen er dog til tider en lettere irriterende faktor ved All Hour Cymbals. For selv om lidt ringlende klokker hist og her absolut pynter, virker det, som om de har haft lidt for mange af dem liggende i øvelokalet. I “No Need to Worry” er der enkelte slag på rangle-bordet, der godt kunne have været undværet for at understrege den fængslende brug af flerstemmige vokaler, som ikke er helt ulig den måde, danske Slaraffenland bruger stemmerne som instrument på. Især i nummerets tyste mellemstykke, hvor vokalerne kun følges ad med flader af synth, virker Yeasayers håndtering af deres stemmer overbevisende. Og Slaraffenland-referencen folder sig helt ud, når messingblæserne lystigt trutter sangen til dørs.

Det mest overraskende ved All Hour Cymbals er dog de bagvedliggende kontraster, som sammenhængen mellem tekst og musik udgør. De temaer, der ligger gemt bag de ringlende klare melodier og de umiddelbart optimistiske vokale udbrud, kommer virkelig til sin ret i “2080”. En dommedagsprofeti over vores nuværende samfund ånder ud under den opløftende melodi med linjer som »We can pickle the pain into blue ribbon winners at county contests« og »Outsiders dressed up like Sunday morning / But with no Berlin wall what the hell you gonna do.« Det er ikke stor poesi, men fungerer på grund af samspillet og overraskelsen ved at lytte til teksterne, når musikken bagved også er i billedet.

Selv om der er masser af ligheder med allerede eksisterende bands, er det lykkedes Yeasayer at forene mere konform melodiforståelse med løsslupne bands som Animal Collective og Gang Gang Dances udtryk. Resultatet af det åbenlyse flirteri er en plade, der fortjener at blive masseimporteret til Danmark. Køb, køb, køb. Og glæd dig til deres koncert på sommerens Roskilde Festival.

★★★★★☆

Deltag i debat