Plader

The Octopus Project: Hello, Avalanche

Skrevet af Anders Mortensen

På denne glædelige (og næsten helt instrumentale) kakofoni af theremin, støjrock, electronica og indiepop lykkes det langt hen ad vejen for The Octopus Project at få smilet til at krænge sig frem på lytterens ansigt. Det er et stærkt sammenhængende albums, og der kan både danses, siddes og ligges.

Der kan ikke være meget tvivl om, at kun helt specielle individer ligefrem ønsker en lavine velkommen og ser døden i øjnene med høflighed, men når man hører amerikanske The Octopus Projects fjerde album, forstår man på en måde og sådan da og måske, hvorfor albummet har titlen Hello, Avalanche.

Det er ikke fordi den (på nær det sidste nummer) helt igennem instrumentale plade er som en bølge af støj, og der er ikke noget ekstremt ved den, men den bevæger sig heller ikke over og bliver lallet twee. Som de hvide, udtryksløse væsener på coveret er musikken i stand til at være det hele, og det er til tider, som med væsenerne, umuligt at høre, om det er glad intensitet eller nervøs dansen, der er målet med musikken. Men det er også muligt, at det er begge dele, og det er denne duet mellem de to sider, der gør pladen til en til tider stærk oplevelse.

For at følge lavine-temaet lægger pladen ud på bjergtoppen med et nummeret “Snow Tip Cap Mountain”, hvorfra den altødelæggende snekaskade kan vælte sig ned igennem albummets 13 numre. Og det er en simpel, smuk, klar marimba, der sætter tonen sammen med den vidunderlige bølgende theremin, som ellers bedst er kendt fra 50’ernes B-gysere i snuskede drive-ins. Der er dog intet uhyggeligt over brugen af theremin på dette album, hvor dens søde vibrationer fremstår som et baggrundskor. Der bliver hurtigt skiftet tempo i “Truck”, der er upbeat indierock på guitar, trommer, keyboard og det altoverskyggende gode humør. Der kan næsten danses, men i så fald skal der danses temmelig hurtigt og sporadisk. Det skal alligevel ikke afholde “Truck” fra at være et af pladens klare højdepunkter og en god kontrast til den stille åbner med sin eksploderende opfølgning.

Når snakken falder på kontraster, må der nævnes “Mmaj”, der adskiller sig ved de fleste andre numre ved at være helt igennem elektronisk med inspiration fra dubstep og et beat, der kan fylde et dansegulv på ethvert teenagediskotek med respekt for sig selv. Det er musik, der kan drikkes Breezers til, såvel som importøl, og det er med til at gøre nummeret til en eminent afstikker, der dog alligevel ikke føles som det helt store sidespor.

Næsten lige så oppe på mærkerne og hurtigt er et andet højdepunkt, “Ghost Moves”, der dog blander hakkende electronica med et underlag af shoegazerstøj, der vidner om bandets mere larmende fortid. Det er de lange, flydende My Bloody Valentine’ske guitarorgier, der udgør støjen, men den overtager ikke nummeret. Et kendetegn for pladen er netop den plads, som samtlige instrumenter får. Der er ikke noget, der dominerer så kraftigt, at andet bliver overskygget, og i stedet er alle lyde på lige fod med de andre. Det er blandt andet derfor, at albummet indbyder til nye gennemlytninger, hvor man kan lægge mærke til et bestemt lag og en anden gang det næste lag og så videre.

Der er basalt set ikke noget nyt i at blande rock og elektroniske elementer sammen, hvilket også er med til at trække albummet ned, for i længden er der visse numre, der forsvinder i mængden. Monotonien begynder at vise sit kedelige, grå ansigt, og det er ikke de enkelte numres skyld. Melodierne sidder der til punkt og prikke, men der er ikke noget ved albummet, der revolutionerer eller prøver nye, banebrydende og chokerende grænser af, og derfor bliver det til tider én stor masse. Tilbage er der til gengæld et på alle måder sammenhængende album, hvor ingenting falder udenfor, uanset i hvor stor kontrast det så måtte stå til resten af pladen. Det er umådeligt homogent og om ikke et mesterværk, så er det i hvert fald solidt nok til at turde byde laviner velkommen.

★★★★½☆

Deltag i debat