Plader

Keith Canisius: Ferris Wheel Makeout

Skrevet af Mads Jensen

Keith Canisius’ solodebut genopfinder ikke ligefrem skiveskåret brød. Til gengæld er Ferris Wheel Makeout et ualmindeligt velsmagende et af slagsen. Rigt på gode ingredienser og tilberedt med kærlighed, masser af sød indie-kærlighed. Og med den opskrift går man sjældent galt i byen.

Indimellem render man ind i en plade, der rører noget i én. En plade, der får hjertet til at pumpe lidt kraftigere og lidt hurtigere. Man føler sig nærmest forelsket, også selv om man ikke har nogen at rette forelskelsen mod. Sådan en plade er Ferris Wheel Makeout. Man føler sig en smule svimmel og får sommerfugle i maven, når man lytter til den. Den må være noget af det bedste at gå foråret i møde med, altså næst efter en rigtig forelskelse.

“If it ain’t broke, don’t fix it,” lyder et gammelt ordsprog. Det har Keith Canisius taget til sig. Det gjorde han faktisk allerede på debutalbummet fra sit duo-projekt, Rumskib, og han har stadig ikke repareret det på Ferris Wheel Makeout. Han lader sig tydeligt inspirere af navne som Slowdive, Cocteau Twins og My Bloody Valentine, men som fyndordet jo siger, er der heller ikke noget galt i dét.

Nu virker det måske lidt urimeligt at sammenligne Canisius’ soloprojekt med Rumskib, men referencen laver Canisius selv i titlen på albummet – en af sangene på Rumskib-pladen hedder “Ferris Wheel Blackout” – så et vist sammenligningsgrundlag er der vel. Og sammenligningen er ikke kun retfærdiggjort ved, at Canisius er hovedsangskriver i Rumskib, men også ved det faktum, at de to plader bevæger sig inden for samme univers og trækker på de samme referencer. Ferris Wheel Makeout fremstår imidlertid mere frisk og lys, lighederne til trods. Det skyldes primært, at den har elektroniske programmeringer længere fremme i lydbilledet, end det oftest er tilfældet på shoegaze- og dream pop-plader.

Beskrivelsen dream pop rammer så meget i bull’s eye, at hvis der sad en beskrivelse dér i forvejen, ville den blive flækket på langs. De tre første sange inkluderer alle ordet “dream”. De resterende handler mere eller mindre direkte om havet eller himlen på nær “Watching Old Films With New Eyes (men den indeholder til gengæld et par linjer om blomster). Nu er det ikke for at gøre nar af teksterne, at de beskrives sådan. Det skal snarere understrege, hvor gennemført albummet er. For det her er en plade, der er lavet til introverte kunstneriske indie-typer, der har lidt svært ved det med kærligheden. Sangene får med deres luftige lyd og drømmende tekster lytteren til at tro på, det hele nok skal gå.

Hvilken genre vi befinder os i, understreges på instrumentsiden. Åbneren, “The Sea Me, Feel Me,” lægger ud med en væg af forvrænget guitar og en smuk, sfærisk vokal, der svæver over melodien og skaber en fornemmelse af, at der er virkelig højt til loftet. En blå himmel i al sin simple skønhed er, hvad dette nummer minder om. Det varer næsten seks minutter, men er ikke et sekund for langt. Sangen glider nærmest ind i sin naturlige fortsættelse, “Omorose”.
Efter denne luftige og drømmende duo slår Canisius over i den mere poppede “Naive Struggle”. Med bippende elektroniske lyde som rytmisk ramme har Canisius kreeret en popsang, der vækker minder om de pastelfarvede firsere. Det elektroniske indslag på nummeret er nærmest cheesy. Kombineret med vokalfladen, der ligger sig som et slør over musikken, virker det imidlertid ikke kikset. Det er så sødt og så poppet, at det næsten ville være for meget, hvis ikke man var blevet forberedt på det med de to første sange. “Naive Struggle” vil have solidt hitpotentiale som kinddanssang til en indiefest i foråret.

Albummet igennem er det shoegaze, der for alvor dominerer udtrykket, men Canisius kommer videre omkring. Han bevæger sig indimellem på kanten af indietronica. Det giver en herlig variation på pladen, uden at det forvirrer stemningen. Den røde tråd er hele tiden til at få øje på.

Pladen fungerer fint som behagelig baggrundsmusik, mens man læser en manga-tegneserie eller vasker sine Slowdive-t-shirts. Men den er endnu bedre med lukkede øjne og høretelefoner på, imens man tænker på hende den søde, generte pige fra boghandlen, som man så gerne vil, men ikke rigtig tør invitere på en date. Ferris Wheel Makeout er kort sagt lavet af det samme stof, som man laver drømme af, og Canisius beviser, på trods af de tydelige referencer, at det ikke er det værste, man kan lave en plade af.

★★★★★☆

Deltag i debat