Plader

Larsen and Furious Jane: Zen Sucker

Larsen and Furious Jane har været hos stylisten for at få et musikalsk make-over, og mørk rock har erstattet de tidligere americana-dispositioner. Det nye udtryk kræver muligvis lidt tilvænning, men tag bare chancen alligevel, “because it’s worth it”.

Århusianske Larsen and Furious Jane har kørt tidligere tiders halvakustiske, let melankolske folk-pop-sange med kvindekor, strygere og blæsere ud på et sidespor. Ind er i stedet kommet sammenbidte indierocknumre præget af moderat støjende guitarer og desillusionerede tekster. Ikke mere alt.country, men i stedet et lydunivers, der leder tankerne hen på både Interpol og Mogwai, hvor mærkeligt det end lyder. Der skal dog ikke meget mere end et enkelt lyt til f.eks. “Dancing Bear”, der slutter af med masser af postrock-referencer, for at forstå sammenhængen.

Der er altså dømt nye tider hos kvintetten. Det vil muligvis få tilbedere af deres tidligere udgivelser til at pakke sammen og fordufte, men mon ikke der kommer nye til, for der er ingen grund til at holde sig væk. Zen Sucker er en aldeles fremragende udgivelse – og en af dem, der bør holde året ud og langt ind i fremtiden.

Det er en mørk og lettere dyster sag, denne hersens Zen Sucker, som i øvrigt er en mental vampyr, der efterlader dig uden energi, rallende og ubevægelig – ganske rammende for dét, albummet gør ved én. Musiksiden er langt mere forvrænget end tidligere, fyldt med dissonans og rumklang – dog uden Torsten Larsen & co. har forladt idéen om den gode melodi. Det høres tydeligt i både “A Deathbed Conversation”, “Widowers” og pladens sidste nummer, “Forbidden Fruit”.

Larsens vokal følger rigtig fint med i det nye fodspor, og både det høje og lave toneleje formidles vældig godt, og det ville ikke komme bag på mig, hvis der hjemme på hylden var en enkelt Joy Division-plade eller to, for Ian Curtis-inspirationen runger tydeligt visse steder.

Pladens mest poppede øjeblik “Fine” virker umiddelbart en anelse malplaceret i det dystre univers, men falder helt og aldeles på plads efter flere runder. Specielt når man lytter til Larsens vokal, der messende runder af med »kill me now, kill me now, kill me now, kill me now, finish me, kill me now.« Der gives ingen grund til alt for meget begejstring trods det opløftende beat, der præger nummeret.

Et par udfald hist og hér, giver det samlede indtryk enkelte små ridser i lakken. Det er helt ok at indlede instrumentalt. Det kan være særdeles stemningsgivende. Men hvorfor lægge små instrumentale bagateller ind i løbet af den sidste tredjedel? Et nummer som “Biased & Corrupted” giver slet ingen mening, og det trompetdrevne nummer virker temmelig anstrengende. Et sjovt indslag, måske, men ikke særligt givende for det samlede indtryk.

Et indtryk, der ellers både er positivt og langtidsholdbart, og Zen Sucker fremstår som første kapitel i en helt ny æra for Larsen and Furious Jane. Et modigt skridt og et helt andet musikalsk koncept, der falder rigtig heldigt ud. Det er selvfølgelig ikke en decideret sommerplade, og der svæver noget dystert omkring pladen. Men det er én af disse udgivelser, der har sin berettigelse hele året takket være sangmaterialet. Det i sig selv er ret imponerende. Der er kun et at sige: Lyt selv – det er en flot plade.

★★★★★☆

Deltag i debat